Årsliste 2020 – Casper Villumsen

Når man sådan blev tvunget på bænken, så burde man måske have gjort mere ud af musiklytningen: Men så er det jo nemmere at begrænse sig på årets 5 bedste dit og dat, beretter Villumsen, der udover Ulcerate også fremhæver ting som et skur og vandreture – og i øvrigt sammenligner 2020's forløb med titlerne på Obituarys første fire skiver.

Sådan en årsliste fra min side har de senere år på den ene eller anden måde været fyldt med undskyldninger for, hvorfor jeg ikke har hørt flere plader, gået til flere koncerter osv. Det har de sidste par år måske været bundet i en fordobling af børnebestanden i husstanden, som endvidere er gået fra lejlighed til hus og have med alt, hvad det så giver af ekstra opgaver. Hvad sker der så i et år, hvor der har været adskillige måneders hjemmearbejde, hvor kollegerne ikke kunne generes af min musik? Hørte jeg så mere musik, og blev mere up-to-date på tidens udgivelser?

Næ, ikke rigtigt. Jeg har nok fundet ud af, at det er den afslappede tur i bilen til og fra arbejdet, der som mit liv ser ud nu, er bedst til de første par lyt og indtryk af en ny skive. På hjemmekontoret blev der hørt musik, men det blev meget til baggrundsstøj uden større tanke til indholdet, fordi arbejdet alligevel krævede det meste af mit fokus. Corona har i løbet af året gjort mig sløv på nysgerrigheden, og selvom jeg i den grad savnede at komme ud, så blev det alligevel ikke til sid-ned-og-hold-kæft-koncerterne. 

Men noget fik jeg skam hørt. Helt skidt var det hele nu ikke på den musikalske front, og som de andre år er der fundet skiver, som jeg vil tage med mig videre i mit liv med min passion for metallens musik. 

Årets danske udgivelser:
1. Afsky: 'Ofte Drømmer Jeg Mig Død' – Jeg slog det første album fra Afsky hen som frasorteret Solbrud. Et nyt kig på debuten kan sikkert få mig på andre tanker, for jeg har i hvert fald fået øjnene op for Afsky med 'Ofte Drømmer Jeg Mig Død'. Her blev jeg interesseret fra de første toner og har nydt stemningen på det sorte album adskillige gange i år.

">

2. Morning Bell: 'Slide Back Into Misery' – Det var sent, at mine ører lod mig overtale til at synes om Ghosts efterhånden temmelig poppede, men velskårne sange. Men i tide til Morning Bells ep 'Slide Back Into Misery', der netop er en art Ghost med en lidt anden kant og så et nik til gymnasierocken og tidlige Dizzy Mizz Lizzy. Stærke sange og masser af catchy elementer.

">

3. Eyes: 'Underperformer' – Herlig kaotisk hardcore. Det er ikke hverdagskost, at hardcore når ind til min kerne af musik, selvom jeg nu aldrig har haft noget imod det, og især nyder energien, når det er i en koncert. Eyes kan bryde genre-konventionerne, for det er jo helt tydeligt, at det her er god og interessant sangsskrivning, og så kan det egentlig være lige meget om det er thrash, død eller hardcore. Det er smadder med finesse – og det er godt!



4. Withering Surface: 'Meet Your Maker' – Comeback-albummet fra Næstved-bandet Withering Surface sniger sig også ind på listen her. Udgangspunktet i melodøden er blevet udviklet i takt med, at det efterhånden også er en ældre genre. Og det er en sund udvikling, som har givet et modent og meget melodisk album med sange med historie-fortællinger, og som trods det hæse growl er fantastisk sangbare.



5. Katla: 'Warmongering Luceferians' – Over to kapitler, der i efteråret blev samlet til en vinyl-udgivelse, viser Wacken Battle-vinderne, at de mestrer den tunge, mørke og brutale doom metal. 

Årets internationale udgivelser
1. Ulcerate: 'Stare Into Death and Be Still' – Det tog fusen på mig, at jeg så hurtigt skulle komme til at knuselske Ulcerates sjette album. Det er stadig en stor mundfuld af buldrende, atmosfærisk dødsmetal, men de har forfinet riffene, så de trods den dunkle indpakning synes satans catchy.



2. Napalm Death: 'Throes of Joy in the Jaws of Defeatism' – Et imponerende værk fra Napalm Death, der formår at vise stor klasse på sange, der stikker i flere retninger fra død og grind over punk, hardcore og industrial. Et band, der er svære at sætte i bås, men med endnu et stærkt værk, så kan de da få lov at stå i båsen "kvalivarer".



3. Cénotaphe: 'Monte Verità' – Bidsk black metal med højt til loftet og en varm lyd, som skabt i sommernatten blandt tætte træer på en fransk bjergskråning.



4. Fates Warning: 'Long Day Good Night' – De amerikanske proghelte kendte måske ikke begrænsningens kunst, men selvom der nemt kunne have været skåret 25 minutter fra uden større skader, så er det stærke på dette album bare fantastisk og fortjener opmærksomhed og masser af lyt.



5. Psycotic Waltz: 'The God-Shaped Void' – At jeg ikke var på Psycotic Waltz-vognen i bandets storhedstid skal tilskrives, at der nu engang kun var råd til et begrænset antal cd'er pr. måned, og de landede altid lige uden for den lille bunke, der nåede med hjem fra de spændende kælder-butikker i København i 90'erne. For der var en interesse. Nu har jeg fået lyttet, men jeg kan faktisk bedre lide den nye 'The God-Shaped Void'. Der er rundet af på de kanter, som blev for sære for mig, og tilbage står en stadig spændende sangskrivning og en fremragende vokal med dejligt mange fede melodistykker.

Boblere:
Derudover fandt jeg glæde ved Sylosis' intelligente thrash på 'Cycle of Suffering', Liks smukke favntag med den klassiske svenske dødslyd på 'Misanthropic Breed', som gik lig' i løgposen, og Persekutors gennemført tossede image og en ret fin retro-præget skive med 'Permanent Winter'. Mine gamle helte i Pain of Salvation begejstrede mig også med 'Panther', der var meget anderledes, end jeg havde forventet fra dem. Svartkonst og Uada gav mig sort stemning og dødsmetal i et melodisk krydsfelt på hhv. 'Black Waves' og 'Djinn', der her nævnes i samme sætning men nu er ganske forskellige, selvom de har de nordiske traditioner til fælles.



Årets internationale hit:
Scour: 'Doom' – Ildevarslende. Nervepirrende. Effektivt. En god sang med interessante støjende elementer. Fra 'Black', som var en ganske habil udgivelse fra Anselmo og co.



Årets danske hit:
Demon Head: 'The Triumphal Chariot of Antimony'
Som med det internationale hit, så er der jo ret beset ikke tale om et hit i traditionel forstand med airplay på de landsdækkende kanaler og det hele. For mig rummer kategorien også plads til en anerkendelse af noget, der var instinktivt fedt og tåler flere genlyt.
det danske hit kom jeg til at tænke på blandt andet Konvent og deres ' " target="_blank" rel="noopener">Puritan Masochism', der har et übersejt riff i al sin enkelhed. Men vinderen blev Demon Heads single 'The Triumphal Chariot of Antimony'. Godt nok er det en meget lang opbygning, men jeg er helt solgt fra omkring halvt inde og et par minutter frem. Igen et simpelt riff, som er vildt lækkert, og så oser det bare af okkult stemning, så man får lyst til at finde de sorte stearinlys frem som eneste belysning, mens nummeret spiller.



Årets genfundne klassiker
Her er jeg ikke ude i én klassiker som i et album, jeg har hevet frem fra et glemt dyb. I løbet af året har min gamle helt Dan Swanö (som i virkeligheden ikke er så frygteligt meget ældre end undertegnede) været aktiv på de sociale medier med links til interviews og podcasts, som jeg har læst eller hørt flere af. Det har fået mig til på ny at høre masser af dels Edge of Sanity (hvis 'Purgatory Afterglow' nu aldrig står særligt langt væk), hans solo 'Moontower', Nightingale, Witherscape, Bloodbath og Infestdead. Og meget andet, herunder de værker som han var producer for bands som Dissection, Marduk, Katatonia og Opeth.

Jeg kan særlig anbefale podcasten fra Rockpodden, hvor der er to afsnit på i alt over tre timer.

Herunder ses Swanö på guitar i Bloodbaths største hit 'Eaten' fra det eneste live-show, Swanö deltog i med bandet. Tekst og musik af Swanö selv. På optagelsen herunder finder man ham på venstrehåndet guitar med de dybeste strenge tættest på gulvet. Forholdsvis utraditionelt valg. 



Årets koncerter:
Skal vi ikke bare gå hurtigt videre her? Jeg kan ikke engang huske, om jeg var til nogle koncerter før nedlukningen i marts, men jeg har i hvert fald ikke været til det efter. Og de få streamede koncerter, hvor jeg trods alt klikkede ind forbi, var jeg kortere tid forbi end en reklamepause på en af de kommercielle tv-kanaler. Det fik ikke en ærlig chance, indrømmet, men det var bestemt heller ikke kærlighed ved første klik.

Årets internationale navn:
Et band som har formået at vinde den ufrivillige Corona-pause? Jeg kan ikke helt komme på det, selvom der da på redaktionen har været lidt hype omkring Persekutor. Men det føles bare lidt forkert at vælge dem, for så fandens store er de nu heller ikke. Men i 2020, ja, hvorfor ikke?

Årets danske navn
Valget står mellem at skrive ingenting her, eller se om der trods alt var nogle, der formåede at komme nogenlunde gennem stilheden i et corona-lammet land. Baest dukker op i tankerne, men omvendt var de måske også et af de få bands, som trods alt har så meget vind i sejlene, at de rent faktisk får noget respons, når de råber op på de sociale medier og tilmed har fået bare lidt opmærksomhed via streaming-performances og andre slå-røven-i-sædet-koncerter. Så på et lidt tyndt mandat, uden at det skal ses som en kritik af Baest, for det er stadig et meget fint band, så får de pladsen her. Og jeg faldt desuden ret hurtigt for singlen, der lige er kommet:



Årets nye internationale navn:
Persekutor hørte jo nok mere til hér, som et slags forbehold for, hvor store de nu også bliver, end på "Årets internationale navn", hvor jeg jo satte dem.  I et 2020 hvor jeg føler mig lullet i søvn, så har jeg enten ikke opdaget andet nyt, eller også har jeg bare glemt alt om det!

Årets nye danske navn:
Måske ikke helt nye, men under betingelserne for året 2020, så har de virkelig fået gjort sig positivt bemærket: Eyes.

Årets comeback:
Den går til Psycotic Waltz, for et gennemført godt nyt album over 20 år efter det forrige album.

">

Årets fysiske udgivelse/bog/film:
Et sats. Er nemlig stadig på vej mod min postkasse. 'Rotting Ways of History' om finsk dødsmetal. Gaven til mig selv til jul, for jeg havde den jo med i min læsestofs-top 5-gaveønskeliste.

Det overså jeg i 2019:
Altså udover det skulle blive startskuddet på et år, der nærmest prøver at være et recap over titlerne på Obituarys første fire albums: 'Slowly We Rot', 'Cause of Death', 'The End Complete' og 'World Demise'? I vanligt metalfokus så var det i år, at jeg endelig forstod Esoteric og fandt stor glæde ved deres 'A Pyrrhic Existence'.



Årets optur:
Jeg ville gerne holde mig til emnet her og pege på noget med metal, men ligefrem en optur? Metal er altid en optur for mig, kan jeg omvendt sige, men jeg kan ikke pege på en enkeltstående oplevelse i år. Men jeg har i privaten fået bygget et yderst smukt redskabsskur i hårdt træ med noget flot terrassemiljø  omkring. Jeg har også fået mig en ny bil. Min første spritnye af den slags. Ej, nu bliver det jo helt pinligt: Min optur i år, i dette restriktive år, hvor man har været nødt til at finde frem til de indre værdier og bla-bla-bla, har været... (forbrugs)materialisme?! 

I den mere sundt for sjælen-kategori har jeg sat stor pris på nogle vandreture med øl og kager i rygsækken med gode venner, når man nu helst skulle være under åben himmel og med god afstand til hinanden.

Årets største skuffelse: 
Ja, det kunne jo nærmest være noget af det, som jeg lige skrev om: materielle goder. Men jeg er jo glad for skidtet, så det må altså forblive som optur, og derfor bliver det, hvor det står.

Men min største skuffelse må simpelthen være at være midt i en pandemi, og det er på ingen måde ligeså spændende, som det bliver fremstillet på film.

Største ønske for 2021:
For at blive i min Obituary-rablen under punktet "Det overså jeg i 2019", så vil jeg håbe, at det bliver mere som titlen på bandets femte album: 'Back from the Dead'. 2020 har bestemt ikke været ren elendighed, og jeg har sat pris på mere tid med familien, men den der "Corona fatigue", som har været oppe at vende i medierne, tænker jeg, da er reel nok. Jeg håber og forventer også, at verden bliver lidt mere "normal igen" i 2021.



Det glæder jeg mig mest til i 2021:
Det må være koncerter. Og skulle det trække ud med koncerter, som man kendte dem ("rigtige koncerter"), så kunne det være, at jeg om ikke andet skulle se at tage mig sammen til en restriktions-koncert. Det er jo ikke ligefrem fordi, jeg normalt kastede brillerne i gulvet og gik i pitten så blodet flød pre-Corona, så der går jo ikke noget af mig ved at sidde ned og nyde musikken.

Ja, det lyder næsten som en slags...



Godt nytår!