Elendigheden vil ingen ende tage
Sjette album fra Esoteric er langt og krævende af lytteren, men med den rette tid og måske også de rette lytterammer, så udfolder sig et støjende univers, der både er skræmmende og smukt.
At Esoteric er havnet i vores opsamlingspulje til årets første nyhedsbrev i stedet for at have været anmeldt i 2019 omkring albummets udgivelse i november, kan der være så mange årsager til. At Devilution aldrig har anmeldt en skive med bandet, der blev dannet i 1992 kan der også være mange årsager til. Men lad det være sagt, at det britiske band, hvis dødsdoom nærmest er pionerende for subgenren funeral doom, skriver musik, som på ingen måde er let at gå til. Det er misantropisk, det er lyden af vågne mareridt uden ende. Samtidig kan det være snørklet og teknisk. Det ånder dog indimellem med lyspunkter, men man må vente tålmodigt på dem og være ramt af den overordnede stemning for helt at opdage dem.
Det bliver ikke lettere af, at bandet på ingen måde fatter sig i korthed. Allerede på den første demo i 1993 stod dét klart. 82 minutter fordelt på otte sange. Debutalbummet året efter tikkede ind på 89 minutter over to cd'er. Og denne gang, mange år senere, er heller ingen undtagelse. Der er gået otte år siden det femte album og frem til denne sjette fuldlængde med en spilletid på lige under 100 minutter. Og den første sang varer over 27 minutter.
Tragedier og pinsler
Det er et langt mareridt. Det lyder kritisk, og det er selvfølgelig meningen, men det er også helt bevidst fra Esoterics side at ramme noget, der illuderer et mareridt. Albummet kredser om de mørkeste sider af den menneskelige psyke. Det er død, løgne, tragedier og pinsler i ét væk. Og er man ikke med på det soniske angreb på sanserne, som musikken er, så skal man ikke tro, at nogen anden sang på albummet vil give et mere positivt indtryk. For der er en rød tråd i lyden på albummet, hvor guitarerne og baggrundens flader af keys gentagent skaber skæv sonisk interferens-agtig støj, og det virker næsten omsonst, at albummet er delt op i seks sange, for det kunne ligeså være én lang sang. Elendigheden vil ingen ende tage.
Men så er der også de store flader af rene guitarer med delay og reverb herfra og til månen, hvor der skabes gigantisk rum og en stund af lys i de håbløse toner. Der er intrigerende rytmer, der ikke bare er langsomme, tunge og simple, men som kan pirre prog-fans også. Der er smukke melodier på leadguitaren og en bas, som lægger en smuk bund og i små glimt går egne finurlige veje. Og på toppen af det hele er der vokalen, som kun er en klagesang i de ord, den formidler, for det er et fremragende dybt growl, som rundhåndet krydres med skingre, desperate skrig, så hårene rejser sig i nakken. Og den ligger stærkt i mixet og den glimrende produktion.
Grumt forførende er 'Consuming Lies', undervejs med hakkende riffs og sære lyde indover, der lyder som samples fra en meget syg pladespiller. 'Culmination', albummets næstlængste sang med en spilletid lige under 19 minutter, har en passende titel. Det samler op på det tunge, det sære og det smukke. Og så syrer det ud i specielle riffs og rytmer og i sammenligning med de passager, der så klart er funeral doom, så er det pludselig uptempo og frisk. Men sært. Åh, det er sært. Men blot for en stund, for den afgrundsdybe reverb og den mørke stemning vender stærkt tilbage senere i nummeret.
Reddet på målstregen
Skribenten skal gerne indrømme, at det tog nogle koncentrerede lyt i afslappede rammer, før dette album satte sig positivt. Det var det lange mareridt, når det blev forsøgt nydt efter stressede morgener på vej på jobbet. Det duede ikke som soundtrack til arbejdet. Eller til opvasken med støjende børn i baggrunden. Men det virkede under god tid i weekenden, frisk og veloplagt og med hovedtelefoner på og et åbent sind overfor den umiddelbare støj. Musikkens rasen faldt på plads, de små melodiske afbræk blev til store oplevelser, der bakkede op om den anden del af musikken, livsleden, så det hele samlet set blev en musikalsk nydelse. Og konklusionen gik fra negativ til positv.
Giv det tid, og så er der håb for, at afslutningsnummeret ikke er betitlet efter den sindstilstand, som man måske kunne frygte at en gennemsnitlig lytter ville være nået til ved lyt fra start til slut: 'Sick and Tired'.