Proglegender fortsætter, hvor de slap

psywaltzcover

Psychotic Waltz' første album i 24 år føles som en logisk forlængelse af deres tidligere udgivelser. 'The God-Shaped Void' er noget så sjældent som et reelt vellykket comebackalbum.

Titel
The God-Shaped Void
Dato
14-02-2020
Trackliste
1. Devils And Angels (06:29)
2. Stranded (04:49)
3. Back To Black (03:52)
4. All The Bad Men (03:59)
5. The Fallen (05:49)
6. While The Spiders Spin (05:49)
7. Pull The String (04:54)
8. Demystified (05:12)
9. Sisters Of The Dawn (06:41)
10. In The Silence (05:16)
Forfatter
Karakter
4

90’ernes progressive metal var præget af to amerikanske bands: mastodonterne Dream Theater, som fik et kommercielt gennembrud, og som cirka 90% af årtiets progressive metalbands forsøgte at kopiere, mens de resterende 10% forsøgte at kopiere Fates Warning, der ikke fik helt samme kommercielle gennembrud, men til gengæld har holdt et højt kunstnerisk niveau. 90’ernes tredje store progressive metalband var de mere upåagtede amerikanere Psychotic Waltz. Eller store og store. Bandet fik masser af anmelderroser (i et nummer af Metalized havde den samlede redaktion, fraset glam rock-nestor Ken Anthony, debutalbummet ’A Social Grace’ øverst på deres playlist), men fik ikke noget kommercielt gennembrud.

Det manglende gennembrud skyldtes dels, at de henslæbte tiden på mindre labels, der ikke kunne skaffe samme produktionsbudget og tourstøtte som større selskaber, dels at musikken var mere åbenlyst teknisk og kompliceret end førnævnte bands og trak på både den lidt kaotisklydende såkaldte tech metal (som f.eks. Watchtower) og på en mere melodisk 70’er-inspireret rock. Det gav gruppen en unik lyd, som var mørk og mystisk, men også en lyd, der måske strittede i for forskellige retninger for det brede publikum. Og endelig skete der, med gruppens tredje album ’Mosquito’ (1994) en strømlining af musikken, der pegede i retning af tidens alternative metal, og af produktionen, der blev mere grunget. Resultat: Gruppens eksisterende fans følte sig fremmedgjorte, og gruppen vandt ikke nye fans med en stil, der var for progget og metallisk til det alternative metal-publikum, der var i de år.

Og efter svanesangen ’Bleeding’ fra 1996, der ellers søgte lidt tilbage til stilen fra de to første udgivelser, gik bandet i sig selv efter et sagsanlæg fra en musikvideostatist, der var kommet til skade under optagelser, og egentlig nok også bare på grund af manglende gennembrud.

Der er med andre ord gået 24 år, siden Psychotic Waltz sidst udgav et album. Og selvom bandet som et særsyn er gendannet med original besætning, havde jeg ikke de store forventninger til ’The God-Shaped Void’. Dels fordi gendannelsesplader sjældent er ret gode. Dels fordi de har været gendannet siden 2010 uden at udgive nyt, så man har ikke haft indtryk af en kreativitet, der ligefrem bobler over. Og endelig fordi gruppens koncert på Copenhell for et par år siden var en mindre katastrofe, hvor sanger Devon Graves (tidligere kaldte han sig Buddy Lackey) slet ikke kunne synge – angiveligt på grund af influenza.

Lave forventninger, positiv overraskelse
Men lave forventninger giver tit grobund for positive overraskelser. Og sådan en er ’The God-Shaped Void’.

Når man lytter til albummet, er det første, der slår én, hvor sømløst albummet glider ind som en naturlig forlængelse af ’Bleeding’. Det er, som om gruppen slet ikke har været opløst, men bare har udgivet et nyt album. Det betyder ikke, at det er en plade, der lyder af 90’erne. Tværtimod lyder den i høj grad af i dag, ikke mindst takket være produktionen, der både er fyldig og med plads til luft i de mange lag og instrumentale spor, albummet rummer.

Åbningsnummeret ’Devils and Angels’ er på mange måder emblematisk for albummet som helhed: et spacy keyboard fra Dan Rock, der sætter tonen; et relativt simpelt ”chuggende” guitarriff, der smager af alternativ metal; Devon Graves’ catchy vokalmelodier og formidable, drømmende vokal, der svæver over numrene, f.eks. i ’Back to Black’ eller ’All the Bad Men’; virkelig mange melodiske leadstykker, som konstant varieres og stræber opad og jagter vokalen som i ’Sisters of the Dawn’; en 70’er-progget, melodisk bro; en tight rytmegruppe, der lyder, som om de aldrig har været væk fra hinanden. Nummeret – og albummet – er fyldt med den slags Psychotic Waltz-signaturer.

Styrker og svagheder
De signaturer peger også på styrkerne og svaghederne ved comebackalbummet. Styrkerne er Graves’ vokal, der virkelig kommer til sin ret, hans altid interessante og skævt fængende vokalmelodier. Styrker er også det melodiske leadarbejde, som løfter albummet, og en af styrkerne er også de varierede passager, bandet arbejder ind i numrene. Til gengæld er rytmeguitaren et problem: Grundriffene er simpelt chuggende og er sikkert tænkt som en balance, der styrer sangen gennem de øvrige ekskurser. Men grundtonen og guitarlyden smager for meget af moderne metal og varieres for lidt, og hovedriffene er ikke de mest interessante dele af numrene – dét er alt det, som lægges ovenpå.

’The God-Shaped Void’ er et godt album. Det vil ikke revolutionere den progressive metal, sådan som debuten gjorde det. Og albummet har ikke det samme excentriske touch, som gjorde de to første albums så originale og svære at kopiere. Men det er et modent, vellykket album, der i den grad er værd at gå på opdagelse i, og hvis melodiske tæft ikke lader noget tilbage at ønske.