Holder, hvad der loves

a3045877939_10

Det kan godt være, at man hverken finder måne eller citron i en citronmåne, men man finder dog sort kunst på Svartkonsts andet album, der på fineste vis lader klassisk svenskerdød krydse klinger med ditto black.

Kunstner
Titel
Black Waves
Dato
03-04-2020
Karakter
4

Der er ingen problemer med markedsføringsloven her. Svartkonst er præcis sort kunst. Kunst, og hvorvidt det er kunst, opfattes naturligvis ikke ens af alle, og for en nærmere beskrivelse af, hvad denne sorte kunst fra enmandshæren Rickard Törnqvist så er for noget, behøver man blot at tage ordene fra manden selv. Han spiller alle instrumenter, står for produktion m.v., og uden fancy omsvøb bliver det ikke meget mere præcist end mandens egen beskrivelse på Facebook: "Chainsaw blackened death metal". Her bliver ingen taget ved næsen, man får som beset og bliver ikke snydt derved.

'Black Waves' er det andet album fra Svartkonst. Altså dét Svartkonst, som blev dannet i 2012 og udgav 'Devil's Blood' i 2018. Navnet synes jo ganske oplagt, og der findes da også et svensk Svartkonst mere. Dannet i 2009, black metal, men bandet har simpelthen tøvet for længe og kun nået en demo og ep siden da, hvorfor "det rigtige" Svartkonst for de fleste nok vil være Törnqvists.

Det nye album har strammet op på mange parametre. Lyden er mere kompakt, mindre reverbet, rammer hårdere. Hvor lyden på den forrige skive var mere løs og flød lidt ud til alle sider, så er angrebet denne gang voldsommere og afgrænset, så det rammer mere præcist. Et frækt gadekryds af HM-2-svenskerdød og Watain og til dels Dissection. Der var allerede stor jubel over forgængeren, forståeligt nok, for den havde solid sangskrivning, men her er de produktionsmæssige knapper bare drejet endnu mere rigtigt ind.

På egne ben, skuende mod fortiden
Det har nostalgifaktoren, det er klart med den buzzsaw- eller chainsaw-lyd, som Törnqvist jo selv kalder det. Det er dødsmetal af den gamle svenske skole, men altså suppleret med den her elegante underliggende melodi midt i råheden, præcis som Watain har udmærket sig i. I dette krydsfelt er der  opstået noget, som lyder frisk og tilstrækkeligt på egen hånd, nok til, at 'Black Waves' ikke blot skal afskrives som musik til romantikeren, der håber på en genkomst af de første håndfuld år af 90'erne. 

Der er lutter gode numre at plukke fra, hvis der skal peges på eksempler fra skiven. Åbneren, 'Death Magic', er den korte hidsige introduktion, mens 'I Am the Void' med et finurligt melodisk åbningsriff åbner stærkt for den del af musikken, som gør dødsmetallen til blackened. Det er melodisk, ligefremt og alligevel snørklet. Lækkert. Så er der 'Mountains of Flesh', som for personen bag ordene, du læser her, vækker herlige minder om By the Patients fremragende ep, ikke mindst nummeret 'Bellum'. De hidsige temposkift, store stemningsflader og et råt growl. I afslutteren, titelnummeret, er der også et flot nik til stemning a la Bathory, når den rene guitar åbner for den atmosfæriske stemning, som er et fornemt afsæt til den mere rå metal, der følger efter. Nummeret er 10 minutter langt, og pladsen udnyttes til at lade det stemningsfulde vende tilbage senere i nummeret igen. Rasende og episk dødsmetal.

Når musik trigger nostalgifaktoren, så kan fornøjelsen være stor og stærk fra start, for så siden at dø lidt hen, hvor så grunden til nostalgien i stedet bliver hevet frem og smidt på anlægget. Svartkonst er ikke umiddelbart i den risikogruppe. Det låner ikke kun, det skuer også fremad, især med det moderne twist på den klassiske svenskerdødslyd, og så en sangskrivning, der både rykker og brager igennem, men også bygger stemninger op.