Blackselmo
Phil Anselmos Scour leverer velspillet og også ganske vellykket, blacket grindcore (eller grindet black metal), hvor særligt én sang er en kæmpe fornøjelse.
"Scour beviste, at det er et band for fremtiden, men også, at der er arbejde forude". Sådan lød ordene i anmeldelsen af Scours koncert på Roskilde Festival i 2018. Dengang havde bandet med Phil Anselmo i front udgivet to stk. ep'er, og her i 2020 fortsætter Scour med kontante håndmadder og undlader at gå planken ud med en fuldlængde og spytter i stedet en tredje ep ud. 'Black' hedder den, og mens titlen indikerer noget af stilen i bandets musik, så fortæller længden på et kvarter fordelt over seks numre lidt om den anden inspiration for bandet: kort og kontant: Grindcore.
Med fætrene Adam og John Jarvis, Derek Engeman og Mark Kloeppel, kendt fra bands som Pig Destroyer, Misery Index, Cattle Decapitation og Agoraphobic Nosebleed så er Scour en gruppe med erfaring fra den skarpe ende af ekstremmetallen. Sagt med andre ord har Anselmo en gruppe, der burde kunne komme rimeligt langt på erfaringen alene. Eller rutinen, om man vil. Og så er der lige det med Anselmos vokal, for vor anmelder til Roskilde-koncerten var kontant i sin bedømmelse: Scour har brug for en bedre forsanger. Og, ja, enhver, der har set Anselmo live nogle gange, ved, at leveringen kan variere som vinden blæser, men lad os få den del overstået allerede. Han har heldigvis har klaret turen i studiet og indspilningen ganske fortrinligt, så bedømt på præstationen på indspilningen, så behøver han ikke frygte en fyreseddel fra sig selv.
Passionen for black metal
Anselmo har haft flere bands og mange sideprojekter gennem tiden. Der var for eksempel det korte samarbejde med Satyr og Fenriz i Eibon omkring årtusindskiftet, mens han 5-6 år forinden havde Christ Inversion. Anselmo har heller aldrig lagt skjul på sin glæde for black metal, men de tidligere bedrifter har aldrig rigtigt givet genlyd af denne genre. Man kan måske også vove den påstand, at det har Scour heller ikke for alvor. Men hvad så med 'Black'?
Der lægges umådeligt godt ud. Hvor den norske black metal kom med noget kompromisløst i produktioner, der i nogle ører måske var håbløse, så var den for andre perfekt, for den var en stor del af den isnende, skurrende lyd, der skabte en hel scene fuld af obskur musik og ditto handlinger. Scour kopierer heldigvis ikke den lyd. Det ville have været dumt, men åbneren 'Doom' rammer med en diskant gentaget guitar som en sirene udført med en metal-rundsavsklinge på overarbejde; noget, som lyder ildevarslende og friskt. Og i den ellers udmærkede produktion rammer denne effekt en lyd, som kræver lidt tilvænning. Men den støjende effekt bliver et fremragende bidrag til nummeret. Lidt efter lidt, fra afsky over støjen til total overgivelse. Som fans af norsk black metal måske også havde det i sin tid ved første lyt på de underproducerede klassiske udgivelser fra Mayhem, Burzum og Darkthrone.
Med en vis ensartethed og i skyggen af et større navn
Derfra går det dog lidt mere slag i slag med numre, der grindende skærer sig igennem de black metalliske toner, hvor vokalen dog ikke er fuldblods-black men ofte er dybere og mere dødsmetallisk. Numrene har ikke samme karakteriske og friske bud på noget nyt til stilen, som åbneren 'Doom' har, 'Microbes' skiller sig naturligt ud ved at være et instrumentalt intermezzo med klaver og støj, men ellers er det de samme tricks som benyttes. 'Propaganda' og 'Flames' benytter sig fx begge af lidt groove mellem mere tæskende hærg men også en melodisk lead guitar, som i begge sange sørger for en lækker, dyster stemning.
'Subprime' byder på et anderledes og uventet riff, der serveres, mens det går allermest over stok og sten. på trommerne. Det er en interessant detalje, og som på åbneren hjælper det effektivt med til at ep'en rent faktisk sætter et positivt aftryk i hjernebarken, hvilket er en fin bedrift på et marked proppet med masser af andre tilbud indenfor ekstremmetal. Scour er på 'Black' et glimrende bekendtskab, men flere af bandets elementer er ikke så stilistisk langt fra nogle af de ting som Anaal Nathrakh har begået, og her lander Anselmo og co. altså i skyggen af mastodonterne.
Men nyd det alligevel, særligt for denne fine sag: