Eksistens gennem forandring

panther-cover

Pain of Salvation er gået nye og andre spændende veje, men besøger undervejs også lidt i øst og vest af bagkataloget.

Titel
Panther
Dato
28-08-2020
Karakter
4

Når der i 'Accelerator', åbningsnummeret på Pain of Salvations tiende album, høres sære synthlyde, der  lyder meget computerskabte, så kan man hurtigt blive i tvivl, om det nu er det svenske progmetal-flagskib eller i virkeligheden Basshunter (du ve', ham med 'Boten Anna'). Og når 'Kean to a Fault' lægger ud med noget, der nærmest må være en hyldest til kendingsmelodien fra serien 'Stranger Things', og dertil lægger, at 'Panther' som album har masser af disse skæve computerlyde, og det sære mix mellem dette og den varme lyd, som svenskerne har haft over albums som 'Road Salt', version I og II samt den mere metalliske tilbagevenden  med 'In the Passing Light of Day', så er det, at man husker bandstifter og frontfigur Daniel Gildenlöws citat fra 'Mean Deviation'. En bog om progmetal, som aldrig helt finder den eksakte formular på hvad progressiv musik/metal egentlig er, for det er i evig forandring. Som Gildenlöw siger det: "I am because I change".

Og forandring får man på 'Panther'. Det er de førnævnte lyde og guitarernes noget mere nedtonede rolle end vanligt et udtryk for. Men der er også ting, der går direkte ind i det, man ville forvente af progressiv. Trommer, der udfordrer og laver rytmiske forskydninge, eller djenter den, når det maskinelle udtryk skal underbygges, for eksempel som i slutningen af 'Restless Boy'.

Og så er der den fornemme vokal. Gildenlöw kan stadig nå nogle vilde toner, selvom han ikke udfordrer stemmen i samme grad som i den helt tidlige karriere. Men de stærke melodier er der i hobetal, når de synges. Linje for linje.

Som Leprous' stilskifte. Og dog.
I skiftet fra de tidligere plader, som indbyrdes også er foranderlige og har haft overraskende eksperimenter (af hensyn til denne artikels længde må der for uddybning henvises til at læse sitets andre artikler om bandet), kan der drages paralleler til norske Leprous og dette bands 'Pitfalls', hvor de bevæger sig uden for den guitardrevne musik. Begge bands sætter lytterne og fansene især på prøve ved at rykke langt væk fra det oprindelige udtryk, og hvor spørgsmålet nu i begge tilfælde ofte vil lyde: Er det overhovedet metal? Hvis progressiv metal er thinking man's metal, som nogle ynder at kalde det, så er begge bands i hvert fald ude i noget, som kan kræve lidt ekstra arbejde lige at forstå eller få under huden.

Men da Gildenlöws vokal er mere i normalt toneleje end Einar Solbergs i Leprous, så vinder 'Panther' nok på indledende imødekommenhed. Der er simpelthen et væld af stærke, fængende vokallinjer. For begge bands tilfælde, så gemmer der sig hints til metalleren i lydbilledet, der, når det er også er pakket med elektroniske lyde og ikke skal rumme en større guitarvæg af lyd, også giver plads til masser af bund. På 'Panther' er der en dyster, mørk bund, som klæder musikken og fastholder i hvert fald lidt af relevansen til den metal, som bandet trådte ind på scenen med i anden halvdel af 90'erne.

Sagde du Linkin Park?!
Titelnummeret bringer plads til Gildenlöws nærmest rappende vokal, som har været en effekt gennem tiden på flere numre. Som på 'Used' fra 'The Perfect Element', hvor det melodiske omkvæd til gengæld slår alle tvivlere på sangens relevans af pinden, kan nummeret 'Panther' lidt af det sammme. Rapelementet i vokalen og den let elektroniske og stemningsfulde intro på nummeret minder utroligt nok om Linkin Parks fornemste bedrifter. Og dét omkvæd! Simpelthen lækkert.



Alt fra øst til vest. Og det fryder
Det kan lyde skizofrent, og det er det er den musikalske pærevælling også, for mod slutningen får man 'Species', som kunne have været med på en slags 'Road Salt 2.5', idet det fint kunne ligge mellem 'Road Salt'-udgivelserne og 'In the Passing Light of Day'.

Og i afslutteren 'Icon' med sine over 13 minutter er der elementer, som kunne være taget fra det storladne 'BE' konceptalbum, og en solo, som kunne være fra fantastiske 'Remedy Lane'. Her får man altså igen lidt af det guitardrevne, som man her på albummets afslutning havde glemt, at man undredes over manglede i begyndelsen af skiven. Glemt, fordi de nye tiltag mod et mere elektronisk univers faktisk også fungerer rigtig godt. Og det, som kunne være skizofreni, rammer langt væk fra en behandlingskrævende tilstand, for det her er slet og ret god sangskrivning. Og deri, og til dels for sammenhængen i vokalen, ligger den røde tråd.