Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metaldiktator: Pain of Salvation - Remedy Lane

Populær
Updated
Metaldiktator: Pain of Salvation - Remedy Lane

Denne sommer blev Pain of Salvations essentielle progressive mesterværk 'Remedy Lane' fra 2002 genudgivet i en revideret version, og det inspirerede til en artikel med lovprisning af det oprindelige værk og nogle ord om relevansen af den remixede udgave.

Titel
Remedy Lane
Dato
15-01-2002
Karakter
666

I 2010 deltog svenske Pain of Salvation i det svenske Melodi Gand Prix. Det var ikke med et pulserende tungt metallisk nummer, men det var også langt fra, hvad man ville betegne som typisk Eurovision Song Contest-materiale. Bandets stifter, den absurd dygtige musiker Daniel Gildenlöw, har alle dage været bandets kreative drivkraft, lige fra han som 11-årig i 1984 stiftede det, der i 1991 skulle få navnet Pain of Salvation, til han uventet stod " target="_blank">dér, næsten solo i “Melodifestivalen” med titelsangen fra bandets første af to 'Road Salt'-skiver, der ligger milevidt fra bandets udgangspunkt.

Men sådan er det at have at gøre med progressiv musik, eller skulle man sige progressive mennesker? I bogen 'Mean Deviation' udtaler Daniel Gildenlöw, at han omkring 1997-1998, hvor debuten 'Entropia' og 'One Hour by the Concrete Lake' udkom, gladeligt accepterede betegnelsen "progressiv metal". Men det har aldrig været vigtigt for ham eller et mål i sig selv, han er blot rastløs af natur, eller som han selv siger det i nævnte bog: "I change, therefore I am".

Pain of Salvation fik for alvor opmærksomhed med udgivelsen 'The Perfect Element' i 2000. Nummeret 'Ashes' på dette album var en modreaktion på en diskussion på et online debatforum, Perpetual Motion, hvor progressiv metal blev beskrevet som "den tænkende mands musik", og hvor holdningen var, at en sang med tre akkorder aldrig ville kunne blive en god sang. 'Ashes' består af de samme tre akkorder til vers, bro, omkvæd og solo, og sangen vandt det år titlen 'Song of the Year' på selvsamme debatforum.

Musikken i Pain of Salvation er velspillet. Det har den altid været. Det kan godt være, at metalelementerne de senere år er flydt lidt ud, men man kan stadig være sikker på at få velspillede sange med fantastiske melodier, ikke mindst fra Daniel Gildenlöws imponerende vokal.

Et mesterværk
‘Remedy Lane’ fra 2002 er i denne skribents øjne bandets ukronede mesterværk. Det kommer omkring metallen fra bandets første album, men også de store følelser og tanker, som Daniel Gildenlöw er så dygtig til at formidle og senere har lagt mere vægt på. Det er komplekst, til tider, men det fremragende melodiske arbejde binder albummet sammen – en ellers nærmest umulig opgave, for yderlighederne på albummet er langt fra hinanden – og gør albummet let at lytte til og fordøje.

Albummets lyriske tema handler om mødet mellem to mennesker og deres kærlighed og kvaler allerede fra en tidlig alder. Der kan lægges meget fortolkning ind i de enkelte tekster, og de kan både stå alene eller som en del af den samlede historie, hvor svær den til tider end kan være helt at fange. Man kan gøre sig sine egne fortolkninger, lade sig inspirere af andres (som fx på Heavy Blog is Heavys “*prognotes” (del I og del II)) eller blot tage Daniels Gildenlöws egne ord.

Introen 'Of Two Beginnings' sætter med sin pulserende, insisterende rytme og den storladne opbygning temaet godt i gang. Det bliver en rejse ind i sindet og følelsernes vold i et melankolsk kærlighedseventyr. 'Ending Theme' er den mørke begyndelse, der allerede ildevarslende fortæller, at det ikke vil få en god afslutning. Musikalsk en slags stilhed før stormen. Tungt og dystert.

Pain of Salvations sans for det, der med rette kan kaldes progressivt, høres på den efterfølgende 'Fandango', et rytmisk udfordrende nummer, der smyger sig på kryds og tværs omkring Gildenlöws vokal, der i verset, som på 'Used' fra 'The Perfect Element', flirter lidt med den staccatovokal, som nok er den del af sangerens evner, han har fået mindst ros for. Men her giver det god mening, og det gør, at de andre passager med mere melodisk, storladen vokal virkelig åbner nummeret

Tekster, der ikke vil give slip
Der er tre numre, som for alvor skiller sig ud, og i hvert fald rører undertegnede dybt tekstmæssigt. 'A Trace of Blood', der med sit hurtige, repetitive keyboardspil peger tilbage til 'One Hour by the Concrete Lake', går virkelig op i en højere enhed. Stærk musik til en formidabel tekst, som handler om at miste et endnu ufødt barn. Den sang har altid fået hårene til at rejse sig på mig. Det er så præcist skrevet, at man ikke er i tvivl om, at Daniel Gildenlöw selv har været forløbet igennem (hvad han heller ikke har lagt skjul på):

"It'll never be the same but I will love you just the same
I was prepared to be your father. How can I ever prepare for that again?"

Sangen blev ikke mindre stærk for mig, da min kæreste og jeg gik samme forløb igennem her i sommer, omend vi så i det mindste kan glæde os over at have et barn i forvejen. Det er sært at miste noget, man egentlig aldrig har haft.




Det andet meget rørende nummer er ‘Rope Ends’, hvor man hører om en ung kvindes forsøg på selvmord. Det er ikke let for hende, og hun må ud i flere forsøg:

"Prevents her from breathing till she's not there at all
But life holds her hands, refusing to let go
Leaving her breathing on the floor".

Sangens afslutning er perfekt dramatisk og meget fortællende. Vokalen får de sidste få sekunder af sangen, mens instrumenterne ringer ud, så de sidste ord, der forklarer, om den skæbnesvangre beslutning lykkedes, giver ekko i lytterens hoved:

"And she's not there at all".

Nummeret er noget af det mest metalliske på skiven. Det starter med et voldsomt staccato-guitarriff, der meget vel kan have været inspiration for Leprous’ seneste par udspil. Det er sofistikeret og går ubemærket over i det elegante omkvæd med to forskellige leadvokaler og melodier.

Den store finale
Endelig er der afslutteren, ‘Beyond the Pale’, der er ti minutters musikalsk odyssé. Historiefortælling på højt plan. Hovedpersonen på albummet har nu stået så meget igennem, at han er kommet ud på den anden side, klogere. Og så alligevel ikke, for man kan ikke sætte nye personer ind i ligningen for på den måde at komme tilbage til, eller måske bare behandle, visse tidligere episoder i sit liv. Han er tilbage, hvor det hele startede, men det er ikke længere det samme.

Musikken er dramatisk, opbyggende, forløsende, smuk, rørende, spørgende og belærende. En all-time fave, ikke bare hos denne skribent, men hos mange fans af Pain of Salvation.



‘Remedy Lane’ er et krævende album. Men det hænger stærkt sammen trods sine store forskelligheder som fx overgangen fra 'Waking Every God' over det synthesizer-baserede titeltrack og balladen 'Second Love' til den førnævnte finale med 'Beyond the Pale'. På det efterfølgende album, 'Be' (2004), blev det prætentiøst. Måske tilpas, måske for meget, det må være op til den enkelte lytter at vurdere. Et kæmpe værk om meningen med livet, og albummet har klart sine momenter, men det formår ikke, for mig i hvert fald, at holde interessen fanget. Til det er der for mange små mellemstykker for konceptets skyld. Selvom 'Scarsick' i 2007 var et skridt tilbage mod regulære sange og ikke noget, der nødvendigvis skulle høres fra start til slut, så blev det skizofrent, selvom det, naturligvis, fristes man alligevel til at sige, havde en lille håndfuld meget stærke sange.

'Road Salt'-albummene er fine (læs anmeldelse af det første HER), men har i den grad bevæget sig væk fra metallen og har rock som fokus, til tider den syrede del af slagsen.

'Remedy Lane' er for mig hovedværket fra Pain of Salvation. Det rører mig ikke, om de nogensinde topper det. Det kan de nok ikke alligevel for mig, og det er mig også fløjtende ligegyldigt. Jeg tog albummet til mig fra det øjeblik, jeg hørte det første gang efter at have købt albummet til koncerten i KB-Hallen, hvor svenskerne var min grund til at være der (selvom man også fik Dream Theater med). Der hører altid lidt historie med til de album, som betyder noget mere og meget personligt for én end "bare" musikken, og som gør det unfair at ønske eller forvente, at bandet vil kunne toppe det.  Det her er mit album, og det giver jeg ikke slip på. Det behøver slet ikke overgås.

Remix-blasfemi?
Men når man nu er så åbenlyst glad for et album, så kan det da kun gå galt med en ny udgave, hvor musikken er blevet remixet? Det skulle man tro, men for mig udkom der i sommer en gave, jeg ikke anede, jeg manglede, til mig fra Pain of Salvation. ‘Remedy Lane’ er blevet remixet af Jens Bogren.

Det viste sig hurtigt, at det kun var fedt at få et nyt take på musikken på en højtelsket plade. Lidt som et godt cover af en yndlingssang. Albummet er blevet mere metallisk og pågående i de hårdere numre, mens sange som ‘Second Love’, ‘This Heart of Mine’ og ‘Dryad of the Woods’ omvendt virker lettere i deres næsten pause-agtige funktion fra det på mere end en måde tunge stof i de andre sange.

Der er kommet imponerende meget bund i. Det er specielt bassen, som har fået et voldsomt løft, men også guitar og vokal trænger markant bedre igennem nu, mens trommerne må siges at have fået en lyd, som virker mere vanlig for en metallytter.



Samtidig får man Pain of Salvations egen hyldest af pladen fra bandets show på ProgPower USA Festival i 2014, så udgivelsen samlet bliver til ‘Remedy Lane Re:visited (Re:mixed & Re:lived)’ . Man kan mene, hvad man vil om live-optagelser, men det er faktisk spændende at få sangene med de ændringer, som bandet har lavet gennem årene eller i anledning af det specielle show. Bandet spiller så godt, at det ville være let bare at spille sangene, så heldigvis er udfordringen blevet taget op, så der er nyt at lytte efter. Dels er der ændrede fraseringer, men der er også spændende nye vokalharmonier. Desuden har bandet fået Ragnar Zolberg på guitar og vokal siden originaludgivelsen, og han får her også lov at synge nogle af lead-vokalerne. Det gør han godt og med stor indlevelse. Eller hvad med ‘Chain Sling’ i en lidt mere uptempo udgave? Man vidste ikke, at den kunne tåle det, før man hører det.
 
Gensynet med pladen 14 år efter den udkom, er altså to gode nye måder at høre ‘Remedy Lane’ på, uden at der på nogen måde går skår af originalen. Alle tre vil i hvert fald få spilletid herhjemme. Men det er dog stadig originalen, som får Metaldiktator-stemplet.