Dagens sidste solstrejf
Populær
Dagen var netop gået på hæld, da Pain of Salvation indfandt sig på Amager Bios scene. Her viste de fin form og fokuserede på det seneste udspil, 'The Passing Light of Day’.
2. Reasons
3. Meaningless
4. Linoleum
5. A Trace of Blood
6. Rope Ends
7. Beyond the Pale
8. Ashes
9. Silent Gold
10. On a Tuesday
11. The Physics of Gridlock
12. The Passing Light of Day
Dagen blev længere
Meget symptomatisk var der blot gået tre dage, siden den lille viser på uret blev skruet en time frem. Dagen var blevet en time længere og ditto kortere i den anden ende. Selvom turen mod Amager var den samme, var lyset denne flotte onsdag ikke helt som ugen forinden.
Multiinstrumentalist og Mr. Pain of Salvation Daniel Gildenlöw havde formået at fylde bioens herlige rammer godt og vel halvvejs op. Om end der ikke proppet til randen, så var det tydeligt, at det var et dedikeret og respektfuldt publikum, der var til stede denne aften. Havde det ikke været for en hurtigt planlagt ekstrakoncert i hjembyen Eskilstuna var København første stop på bandets nuværende tour rundt i Europa.
Som forventet vægtede sange fra det seneste album, ’The Passing Light of Day’, tungest, og halvdelen af aftenens repertoire stammede således fra denne udmærkede udgivelse. Modsat de to helt fantastiske foregående 'Road Salt'-plader, der dyrkede en mere retro-prog-rocket lyd, er de med 'The Passing Light of Day' tilbage i et mere metal-genkendeligt territorium. Og så alligevel – for selvom Gildenlöw aldrig har været bange for at flette det højtidlige og poppede ind i sine proggede kompositioner, så er det, som om der på dette års udgivelse kan spores en afmålthed og sågar enkelhed over Pain of Salvations ballader og nedtonede passager. Det er med andre ord en plade, der lader til både at se frem og tilbage.
Kontrolleret ekvilibrisme fra ny besætning
Selvom Gildenlöw altid har været hovedkatalysatoren i Pain of Salvation, så havde man bange anelser for foretagendets fremtid, da både Johan Hallgren og Frederik Hermansson forlod skuden i 2011.
Denne koncert var mit eget første møde med dette seneste lineup efter at have misset bandet på deres to seneste besøg i hovedstaden. Det var tydeligt, at de kun en måned forinden havde turneret USA, og at denne bandkonstellation ikke var helt grøn længere. Dette udmundede sig i et ufatteligt stramt spillet sæt, der virkede meget kontrolleret fra første anslag.
Der blev åbnet med den dynamiske og progressive ’Full Throttle Tribe’, der på sin vis opsummerer meget af det, bandet står for: massive riffs, skæve taktarter, patosfyldte lead- og andenvokaler og en dynamisk lyd, der både tillader et kaotisk og fyldigt lydbillede samt et afmålt og mere følt udtryk. Den vanskelige åbner blev leveret overlegent og blev efterfulgt af ’Reasons’ og ’Meaningless’ – to af de mere kuriøse skæringer på 'The Passing Light of Day'. Ingen af disse to sange står som favoritter i denne anmelders bog, men begge sange tydeliggjorde, hvor særpræget og smuk Ragnar Zolbergs vokal er, og hvor godt den harmonerer med både Gildenlöws og trommeslager Leo Margarits røst. Der er ikke mange bands, der kan prale af at have tre så markante vokal i samme besætning.
Gildenlöw forsøgte at få publikum med på ’Linoleum’, men det kunne godt mærkes, at vi befandt os midt på ugen. Ikke forstået sådan at publikum ikke var dedikerede, for det fornemmede man virkelig, at hovedparten var, men det kunne også godt mærkes, at det ikke var en torsdag,-, fredags- eller lørdagskoncert.
Hvis koncertudgivelsen ’Remedy Lane Re:Lived’ ikke allerede havde overbevist en om, at denne besætning også kan levere ældre materiale med ære, så cementerede de det med ’A Trace of Blood’, ’Rope Ends’ og ’Beyond the Pale’ – alle fra den moderne progklassiker ’Remedy Lane’. Førstnævnte en personlig favorit og alle tre betegnende for det, der gør dem unikke. Der er vitterligt ikke et andet band, der helt lyder som Pain of Salvation. Med al respekt for ’The Passing Light of Day’ stod det også klart, at ’Remedy Lane’ er en plade af en helt anden kaliber. I livesammenhæng kom bandets musikalske overlegenhed til udtryk, da Gildenlöws guitar kortvarig forsvandt under ’Rope Ends’, hvilket han kompenserede for ved at spille soloens sidste 10 sekunder i dobbelt hastighed, således at der ikke manglede noget af hans stykke. Dette fik mig også til at indse, at selvom bandets seneste er lige så rig på melodier som deres bedste udgivelser, så er deres metal-progressive udtryk ikke helt så raffineret og nysgerrigt som tidligere. I og for sig skete dette allerede, da de i 2007 udgav ’Scarsick, deres seneste egentlige metal-udgivelse – 'Road Salt One' og 'Road Salt Two' ligger mere i den rockede ende af genreskalaen – der ikke helt kunne leve op til de tre foregående, ’Be’ (2004), ’Remedy Lane’ (2002) og ’The Perfect Element, Part I’ (2000). Fra sidstnævnte fik vi en god version af ’Ashes’, der heldigvis ikke længere blev fremført i en opløftende dur-toneart – en version der findes på den akustiske 12:5 (2004), og som de fremførte, sidst jeg så dem på hedengangne The Rock.
Herefter indtraf aftenens overraskelse, da der blev leveret en gribende og intens version af ’Silent Gold’. Det helt latterligt poppede nummer kunne have været et Billboard-hit, hvis det var blevet leveret af Rihanna. Sagen er jo heldigvis den, at Pain of Salvation frontes af Daniel Gildenlöw, og derfor bliver denne sang selvfølgelig aldrig et decideret hit, sådan rent hitlistemæssigt. Skæringen er en smuk og universel sag, der forhåbentlig med tiden kan blive et stort nummer – også for et publikum, der ikke nødvendigvis hører proggresiv rock eller metal.
Før vi fik en episk afslutter med titelsangen fra det seneste album, fik vi lov at smage på den højstemthed, der også kendetegner på bandet på godt og ondt, med sidste versdel sunget på fransk i ’The Physics of Gridlock’. For så vidt om det handler om sprog, sangstrukturer eller om tematiske koncepter, så har man altid tilskrevet Pain of Salvation en vis seriøsitet, lyrisk såvel som musikalsk. Musikken er reflekteret og ikke så umiddelbar, hvilket vel egentlig er en gængs ting for megen prog. Når man oven i købet tilføjer en god portion patos, så er Pain of Salvation helt sikkert ikke for alle, hverken på plade eller i koncertsammenhæng.
De af os, der købte præmissen, fik en solid og tilfredsstillende koncert, som dog efterlod en med lyst til flere skæringer fra de plader, der blev udeladt denne aften.
Da koncerten var forbi, diskuterede to unge herrer i garderobekøen, om proggernes tid var forbi. Fyren, der talte højest, mente, at de ikke havde mere nyt at byde på. Lad os bare sige, at jeg er stærkt uenig. Selvom ’The Passing Light of Day’ ikke kommer til at stå som en milepæl i bandets diskografi, så vidner udgivelsen om, at der absolut ikke er musikalsk stilstand at spore, og at der faktisk kan komme noget positivt ud af den store udskiftning, som bandet har været igennem siden 'Road Salt Two'. De var i hvert fald knivskarpe i Amager Bio og havde i den grad noget at byde på.