Glimrende live-opsamling
PopulærDe amerikanske prog-helte i Fates Warning sprang Danmark over på årets Europa-tour i januar, men heldigvis er der trøst at hente i en liveskive, der netop er optaget under touren.
Ovenpå den fremragende 'Theories of Flight' vendte Fates Warning for godt seks måneder siden skuden mod Europa for en headliner-tour. Danmark blev snydt i denne omgang, og det kan man måske godt forstå, for det ellers glimrende show i Amager Bio i 2014 var jo desværre meget begrænset besøgt, og det kan jo have skræmt bandet lidt.
Men nu kan fans overalt i verden få et indblik i eskapaderne i januar med live-udgivelsen 'Live over Europe', som består af 23 sange og en spilletid på 138 minutter. På udgivelsen er der valgt sange fra otte af de ni shows i stedet for en optagelse af én koncert. Koncerterne varierede mellem 18-24 numre, så det er ikke fordi, at bandet ikke begav sig ud i koncerter af denne ekstensive længde. Endnu en grund til at ærgre sig over, at Danmark blev snydt.
Det er en ret blandet sætliste, hvor der er god plads til de to seneste album, men også godt med ældre materiale, og i alt er der sange fra otte albums. Alle sange fra tiden med Ray Alder bag mikrofonen. Man kunne måske godt have ønsket sig 'The Apparation', men på den anden side så udgav bandet jo netop i 2017 en udgivelse med to fulde koncerter med line-uppet fra 'Awaken the Guardian', og dermed en glimrende lejlighed for at svælge i det (endnu) ældre materiale.
Sætlisten på udgivelsen har stort sammenfald med den generelle rækkefølge fra koncerterne i januar. Højdepunkter er der masser af, lige fra alt fra 'Parallels' til en fantastisk smuk 'Still Remains' fra 'Disconnected'. Og så er sangene fra de to seneste albums, som blev anmeldt ganske positivt her på siden, også træfsikre perler i sættet, og demonstrerer klart, at dette band aldrig har lavet halve løsninger. 'And yet It Moves' er et fornemt eksempel på, at de nyere sange har en klar berettigelse i showet.
Live-opsamling eller live-koncert?
Lydmæssigt har Jens Bogren været inde over, ligesom han fx også var det på den fornemme Pain of Salvation genudgivelse af 'Remedy Lane', hvor albummet både var at finde i remix version og i live-format. Han har gjort et godt stykke arbejde med Fates Warning, og lyden er glimrende med en fin respekt for, at det er live, men at det også skal være andet end publikumsstøj. Samtidig er der i sange som 'Pale Fire' og især 'Through Different Eyes' en vis hæshed nogle steder i Alders ellers fløjlsbløde stemme. Måske en stemme, der er blevet lidt slidt undervejs på touren i den kolde vintermåned, men uanset hvad, er det skønt, at det hæse er med, for det giver en anden kant til musikken end ventet. Og så er udgivelsen også lidt mere end bare et dygtigt band, som fremfører sine sange live i nærmest tro kopi.
Det er en herlig udgivelse til fans af bandet, men den her fornemmelse af at være til koncert med bandet, får man desværre ikke. Ved at vælge sange fra flere shows, så brydes der det flow man ellers ville have haft ved at inkludere snakken til det samme publikum, som den nu måtte have været under den mere end to timer lange koncert. Til gengæld er det vellydende, og ved nogenlunde at følge samme rækkefølge, som sangene røg fra scenen til koncerterne, så får man i det mindste stadig de få "træthedstegn" og en fornemmelse af skift i intensitet, der må have været undervejs.