Brutalt fængslende

829898

Det er nærmest kriminelt, så nemt det er at fordybe sig i Ulcerates sjette album, for den tekniske dødsmetal er for det new zealandske bands standard usædvanligt fængende fra første lys.

Kunstner
Titel
Stare Into Death and Be Still
Dato
24-04-2020
Karakter
5

Når man sådan kaster et hurtigt blik på Ulcerates sjette album, så er alt umiddelbart helt, som man kunne kunne forvente. Det er den samme line-up siden album to, powertrioen, det er stadig forholdsvis lange sange, og coveret er kunsterisk, forestiller ikke rigtig noget, og kan alligevel kan ligne alting. Det er også stadig teknisk dødsmetal med højt til loftet, så det oser af stemning og atmosfære. 

Men nogle ting er nu anderledes. Da denne anmelder påtog sig opgaven med 'Stare Into Death and Be Still' var det med en forventning om, at der skulle findes nok ro på hjemmekontoret til, så der kunne opnås passende fordybelse i skiven. For bandet plejer at være et dygtigt, men også svært bekendskab. Mørkt og med meget på hjerte, men uden de umiddelbare hooks, så der skulle arbejdes på, at få skiven under huden.

Det gælder i hvert fald for undertegnede og mødet med den fine 'Vermis', der fuldte efter fanfavoriten 'The Destroyers of All'. Og det er her, at der er sket noget. Det fænger nærmest instinktivt, det her. Det er vanvittigt stemningsfuldt, dissonansen ånder denne gang forbavsende blidt, men stadig rigt, og musikken kan suges ind i alt sit lækre midttempo. Ja, skulle der være en anke på albummet, så skulle det måske være, at der savnes større variation i sangenes tempi. Men det er nu heller ikke sådan, at trommerne ikke får brutale tæv, for det gør de, men stemningen er alt her, og de tonsende trommer er et krydderi, når de får fuld gas. Det er de store guitarflader, som ørerne har størst fokus på. Eller de skæve riffs. Eller de få, men velvalgte headbanger-venlige riffs.

Som en knækket kode
Det klæder Ulcerate at være så fængende, og selvom det er appetitligt og let at gå til som en Behemoths 'The Satanist'-formular nedkaldt over en Svart Crown-skive til storladne fortræffeligheder, så er der stadig farligt mange finurligheder, som stadig holder bandet på den tekniske, dødsmetal-sti. Men stemningen, altså, nogen har kaldt den Neurosis-agtig, over den her brutale form for dødsmetal af folk med ferm sans for avanceret sangskrivning... For fanden, den er superappetitlig. Det vil ikke have potentiale til koncerter i stadionformat som hos førnævnte Behemoth, men det burde ikke blive svært for Ulcerate at redde nye fans, for denne gang er den tekniske dødsmetal ramt lige i røven uden forbehold. Det rykker fra start, uden det store arbejde fra lytteren. Imponerende.

Andre sammenligninger kunne gøres til Sulphur Aeon gjort tungere, endnu mere drømmende og beskidt og støvet. Ulcerate-fans vil måske savne, at det ikke kræver flere lyt, før den sidder der, og at musikken, i sammenligning med tidligere bedrifter, er blevet mere forudsigelig. Normalt ikke en positiv ting, men forudsigelig skal læses lidt anderledes i konteksten Ulcerate i forhold til fx et nyt AC/DC-album.