Joken, der stadig falder til jorden

Album Artwork

Tenacious D fortsætter med at hælde fortænkte ligegyldigheder ud over deres publikum og markedsføre det som ”rock” og ”humor”. Det er lige knap nogen af de to dele, der bliver serveret på duoens fjerde plade.

Kunstner
Titel
Post-Apocalypto
Dato
02-11-2018
Genre
Trackliste
1. Post-Apocalypto Theme
2. Desolation
3. Hope
4. Cave Women
5. Making Love
6. Scientists
7. Take Us into Space
8. I've Got to Go
9. Fuck Yo-Yo Ma
10. Reunion/Not So Fast
11. Daddy Ding Dong
12. Chainsaw Bazooka Machine Gun
13. Robot
14. March
15. Turd Whistle
16. Colors
17. Who's Your Daddy
18. JB Jr. Rap
19. Woman Time
20. Save the World
21. Post-Apocalypto Theme (Reprise)
Forfatter
Karakter
1

Jack Black er og bliver en middelmådig skuespiller. Nuvel, hvis man gerne vil profitmaksimere på sin middelmådighed, kan man selvfølgelig altid se, om der skulle være andre kanaler, man kan sælge sin middelmådighed igennem. Således fødtes Tenacious D, Black og Kyle Gass’ angiveligt komiske rock-projekt, der nu udgiver sit fjerde album. Og så alligevel, fordi ”album” er måske også et stort ord at bruge om ’Post-Apocalypto’. Udgivelsen fungerer som soundtrack til duoens Youtube-serie af samme navn, og godt og vel en tredjedel af albummet består af små skits, der tjener til at genfortælle historien i serien ’Post-Apocalypto’.

Så langt, så godt.

Uden at have gennemset hele serien er det fair at konkludere, at skitsene er højdepunktet i de tos fortælling om at vågne up i en post-nuklear ødemark på planeten Jorden. Og det er så ubeskriveligt sørgeligt, fordi Black og Gass ifølge dem selv er komikere. For der er intet sjovt at komme efter. Det er en letkøbt historie, åbenlyse og ugennemtænkte jokes og forgjort humor. Sagt på en pæn måde. Pladen er bygget op, så de godt og vel 20 minutters musik, der trods alt er, følger historien og agerer musikalsk akkompagnement. Det, der i det 20.århundrede måske var blevet kaldt en musical. Hvis ikke komponisten og hovedpersonen var en luddoven og tonedøv daglejer uden skyggen af komisk tæft eller musikalsk snilde, for hvem ”fuck” er det evige go-to-hjælpemiddel, hvis rytmikken og versefødderne i en sang ikke lige passer sammen, eller hvis han ikke kender det ord, der kan forklare den følelse, han gerne vil udtrykke.

Og hermed når vi til musikken selv. 12-13 numre på 20 minutter. Prisværdigt. Hvis man spiller grindcore. Når man spiller i Tenacious D lader den slags sig gøre, fordi man ikke har ideerne og sangskrivningsevnerne til at komponere meget mere end et enkelt vers og et omkvæd per sang. Og det har Black og Gass ikke. De kan heller ikke for alvor spille på deres guitarer, men de er virkelig gode til at lade Blacks påtaget storladne og knap så påtaget falske sangstemme overtage scenen, så man ikke lægger mærke til, at instrumenterne som oftest ikke er meget andet end en lejrbålsklimpren i baggrunden.

På tekstsiden er det ligeså dybt og åndrigt som vanligt fra et band, som tæller ’Fuck Her Gently’ blandt sine største hits. Der er den smukke duet (’Fuck Yo-Yo Ma’), den smertende soloballade udført med Arnold Schwarzenegger-accent (’Robot’), lidt om at knalde (’Making Love’), et par sange, der prædiker kærlighed og verdensfred, en rap og et enkelt metal-nummer (’Daddy Ding Dong’), hvor der bliver stjålet med arme og ben fra S.O.D. Alt i alt en blandet landhandel af halvfærdige numre, hvor ingen af dem rigtig skiller sig ud for noget positivt.

Tenacious D er joken, der ikke var sjov til at starte med, og som stadig ikke er blevet renskrevet og finpudset. ’Post-Apocalypto’ er en forgjort og letkøbt historie, som en teenager med storhedsvanvid kunne finde på at markedsføre som kunst til morgensamlingen på efterskolen. Det gælder både storylinen og musikken. Hvordan Tenacious D har så stort et publikum, som tilfældet er, forbliver et mysterium. Heldigvis for Black og Gass er det et mysterium, de ikke behøver opklare, da deres publikum kritikløst bliver ved at labbe deres dumheder i sig. Sådan er det gået med bandets tre første plader, og sådan fortsætter det sikkert med denne. Men publikums gunst er ikke nødvendigvis udtryk for kvalitet, og kvalitet er der ikke meget af på ’Post-Apocalypto’.