Fin opfølger med for pæn lyd
Man får glimrende blackened death metal på The Spirits anden udgivelse, som i iveren efter virkelig at præsentere alle sine fede idéer har fået en for afbalanceret lyd, som gemmer den indbyggede vildskab væk.
Tyske The Spirit er siden debuten 'Sounds from the Vortex' gået fra kvartet til trio, men det har ikke ændret så meget ved selve musikstilen. Det er stadig melodisk blackened dødsmetal, der er meget kraftigt inspireret af svenske bands som Dissection og Sacramentum. The Spirit er ikke de første til at gå den vej, og af kolleger i hjemlandet kan fx nævnes Thulcandra.
Men når der nu er røget en guitarist i svinget, og det forhold ikke har fået bandet til at tænke i radikale ændringer i stilen, hvad har det så betydet? Produktionsmæssigt har det betydet, at bandet har fået en væsentlitg mere tydelig bas, selvom der er indspillet med flere guitarlag. Bassen er samtidig ganske varieret, så det har formentelig givet bassisten et større rum at arbejde i, når de nye sange er blevet øvet igennem i øveren.
Det er også en produktion, som er fyldig og afbalanceret. Det er derfor svært ikke instinktivt at falde for pladen, når den trigger Dissection-nostalgien, og lyden er så imødekommende, som den er. Der arbejdes med lange introer, masser af tremolo-picking og hidsige melodier og fede akkordskifter. Det er stemning frem for rabalder. Men den afrundede lyd har også sin pris. Når den første fornøjelse over at blive sendt tilbage til Dissection-storhed (både 'The Somberlain' og 'Where Dead Angel's Lie' puster i nakken på lytteren over et par af sangene på 'Cosmic Terror') er overstået, så savnes der lidt hidsighed og vildskab i musikken. Den er der, hvis man forestiller sig den udført lige foran sig med gribebrættet lige for snuden af en, men vildskaben er blevet tæmmet lidt af den meget imødekommende produktion.
Og sådan lidt efter lidt falder begejstringen fra "wow!" til, at det er glimrende, men ej heller prangende. Men så må man jo bare fange dem live, for som opvarmning til Kataklysm og Hypocricy var det med en smag af noget, som kunne blive helt fremragende. Åbneren, 'Serpent as Time Reveals' holder hele vejen igennem og både melodisk, intens og stemningsmættet. 'Repugnant Human Scum' kan også noget særligt, og 'Pillars of Doom' er også med på legen. Mens de resterende numre skam er lytteværdige, så roder de også lidt sammen riff- og idémæssigt.
Det er andet album fra et band, der blev dannet i 2015. Begge stærke udgivelser, men kan de lige knække vejen ind til noget mere personligt oven i kærligheden til Dissection, så bliver det så ganske giftigt.