Tilbage til turbosmadderiet
System of a Down har skiftet deres melodiske passagerer ud med mere massivt turbosmadder, hvilket ikke helt passer vor anmelder, der dog også har spottet gode hits på "Hypnotize".
”Hypnotize” er anden halvdel af System of a Down’s to ”søskendealbums”, hvoraf maj måneds ”Mezmerize” udgjorde den første. Begge albums er skrevet og indspillet samtidig, og derfor går mange musikalske elementer igen. Men – som sædvanlig – er man bestemt ikke i tvivl om, at det er System of a Down SOAD, man har sat i afspilleren, så snart at åbneren ”Attack” brager ud gennem højttalerne.
I forhold til forgængeren, er ”Hypnotize” et lidt mørkere album, bandet lyder mere frådende og hidsigt, så man bliver bestemt ikke mindre forpustet af at høre på udladningerne.
Det, at SOAD lyder tungere og vildere har dog også betydet, at de mange eksperimenter med melodiske passager er forsvundet til fordel for turbosmadder. Dette kan man både vælge at se som en svaghed eller en force, alt efter temperament, men undertegnede ser det som en svaghed. SOAD har førhen bevist hvor sindssyge, arrige og hidsige, de kan lyde, og det behøver de ikke bruge et helt album mere på.
Jeg ved ikke, hvad det er, der gør, at jeg ikke rigtig synes, at det her album på noget tidspunkt letter. Der er ellers alt, hvad der skal være på et SOAD-album: frenetiske riffs og vokaler, Bush-kritiske tekster osv. osv. Måske er det bare fordi, ”Hypnotize” ligner forgængeren for meget, at man aldrig rigtig tager sig i at lande på gulvet med ballerne først…??
Der er intet galt med ”Hypnotize” på overfladen. Rick Rubin’s produktion er – som altid – knivskarp, og indfanger SOAD’s hysteriske udfald i overbevisende stil. Hittet (titelnummeret) og kommende hits (fx ”U-Fig” og balladen ”Lonely Day”) er positivt at finde på dette album, det er bare for kort tid siden, vi sidst fik en mavepumper fra Serj & co. Ja, det er faktisk kun et halvt år siden, så overraskelsesangrebene overrasker ikke særligt.
De to albums står ved siden af hinanden, som ”Toxicity” og ”Steal This Album!” gjorde, bortset fra at ”Hypnotize” indeholder en håndfuld fede og absurde sange, som trods alt trækker den op over den middelmådige præstation. Tag nu en sang som ”Dreaming”, hvor Serj - mere end nogensinde - lyder som om, han har et delirium. Også den hidsige ”Tentative” med et fængende intro-riff og selvfølgelig titelnummeret/førstesinglen er stærke sager. Men det er faktisk den Radioheadske ballade, ”Lonely Day”, hvor Daron Malakian varetager leadvokalerne, der stikker mest ud.
”Hypnotize” er et ganske fornuftigt, solidt og bestemt ikke mislykket album. Det sker bare for tit, at man tænker ”forskellen er ens!”, når man prøver at sætte de to albums op mod hinanden. Desværre.