Gedigen retro heavy rock
Timechild skruer tiden tilbage til kassebuksernes og plateaustøvlernes tid, og spiller britisk heavy rock, som da mor var dreng.
2. This Too Will Pass
3. Haze Of The Dawn
4. Where I Now Belong
5. Children Of A Killing Sun
6. Shrapnel
7. Choir Of Man
8. Last Frontier
9. The Bite Of Frost
Det hører til sjældenhederne, at en nyt dansk band kaster sig over den britiske heavy rock genre, som den lød i 70’erne og 80’erne. Men ikke desto mindre er det netop det, som Timechild gør på debutalbummet ’And Yet It Moves’.
Den glædelige nyhed er så, at det langt henad vejen er et rigtig vellykket forsøg.
Timechild er opstået på asken af bandet SEA, hvor forsanger og guitarist Anders Folden Brink tidligere stod bag mikrofonen på et par gode album. Timechild går all in med en til dels tilbageskuende stil til den gang, hvor hard rock og heavy var det nye og heftige på musikscenen. Der er inspiration fra især den britiske heavy rockscene i 70’erne og starten af 80’erne. Her skal ingen nævnes og ingen glemmes. Dog nævner pressematerialet selv inspiration fra Deep Purple og Black Sabbath. Men det er nu ikke så udpræget, at det gør noget. Det er mere et sammensurium af datidens trend inden for den tungere og hårdere rock.
Kendetegnet for Timechilds musik er twinguitararbejdet mellem Bring og den anden guitarist Birk med fortid i Junkyard Drive, den gode vokal og de fine vokalharmonier. Ja, og så naturligvis sangene, som for det meste er ganske overbevisende.
Albummet lægger ud med titelsangen, som med en fin intro og gedigent riff får sat skuden sat godt i søgen. Sangen har ikke hitpotentiale inden for genren, men det er godt skruet sammen, og guitarspillet fungerer fornemt mellem de to guitarister.
">
På næste sang ‘This Too Will Pass’ er der måske skruet lidt ned for tempoet i en lettere tung sag, der igen bæres af en overbevisende vokal fra Brinks side. Midtvejs skrues der så ned for forvrængningen, inden det hele eskalerer i en dobbelt solo fra de to guitarister, som vækker minder om Gorham og Robbertson i Thin Lizzy.
">
Mangler lige det sidste
Hvis man skal være en smule sur, så mangler albummet måske lige de sange, som får en til at rejse sig fra stolen og høvle luftguitar og skråle med, så katten flygter og hunden pisser hjørnet af skræk. Men den faktor viser sig så i tredje sang ’Haze of the Dawn’, hvor twin leadguitaren fra Thin Lizzy og gamle Ashbone Ash igen vise sin styrke.
">
Hvis vi alligevel skal dvæle ved inspirationskilderne, så kan ’Children of a Killing Sun’ da nævnes. Titlen lyder jo som noget Black Sabbath og Dio-agtigt, og der er da også referencer til Black Sabbath i riffsne, men dog mere fra Tony Martin-tiden.
Alle sange på ’And Yet It Moves’ er ganske gode. Men der mangler altså måske lige de ekstra hooks i sangene, som får albummet helt op at ringe.
Fornem afslutning
Men de tre sidste sange på albummet er ganske enkelt fremragende. ’Choir of Man’ er en episk tung heavy sag. ’Last Frontier’ rammer Deep Purple-lyden fra tiden omkring ’Fireball’. Fornemt trommespil og sammenspil i det hele taget. Og så endelig slutnummeret ’The Bite of Frost’, som starter ganske roligt, men så efterfølgende løfter sig som en varmluftsballon (eller måske nærmere som et missil) fra jorden. Det er uovertruffen flot.
">
Og sådan kom vi igennem med alligevel at referere til fortidens store bands – beklager!
’And Yet It Moves’ er ikke et album, der planter sig i hjernebarken efter første eller, for den sags skyld, fjerde eller femte gennemlytning. For ja, man savner lige hittet eller at skråle med omkvædet. Men det er – som med alle gode albums – noget der vokser og vokser ved gentagne gennemlytninger.
Det er retro, men godt. Så retro, at der i Søren Andersens produktion her og der, har sneget sig vinylridser ind mellem sangene. Der er grund til at se frem til næste udspil fra Timechild.