Ubekymret rock & rul
Populær
Lecherous Gaze leverer ni solide skæringer på deres tredje album. Stilen er forløsende og ligetil, men ikke uden udvikling. Skråt multivitaminerne, 'One Fifteen' er en bedre kur mod dit grå vintersind.
2. Reptile Minds
3. Cosmos Redshift
4. Thing Within
5. The Day The Earth Caught Fire
6. Dark Nebula
7. Malevolent Shroud
8. Blind Swordsman
9. X City
Ikke så meget pis!
Fandt jeg et ormehul og kunne kaste et par plader i hovedet på et ti år yngre jeg, så ville ’One Fifteen’ være en af dem. Når de sene engelsktimer sidst på fredagen i gymnasietiden blev erstattet af bajere og såkaldt fredagsklub,ville Lecherous Gazes tredje fuldlængde have passet lige ind. Fra første skæring får man lyst til at smide, hvad man har i hænderne, knappe en bajer op, være til stede i et bekymringsløst nu og rocke ud. Pladens ni sange slår ikke ud med armene og gør et stort væsen af sig, men det er i sin underspillede ikke-så-meget-pis-attitude, at den har sin force. Den er fokuseret, rå og bidsk og hverken for poleret eller beskidt i sin lyd.
Oakland-bandet er gået fra at være en kvartet på de to første udgivelser – henholdsvis ’On the Skids’ (2012) og ’Zeta Reticuli Blues’ (2014) – til nu at være en kvintet med tilgangen af Zach Dellorto-Blackwell som ekstra guitarist (når han altså ikke agerer bassist som på klippet nedenfor, hvor den normale bassist efter sigende ikke kunne rejse ind i Indonesien). Den ekstra guitar giver Lecherous lidt flere tangenter at spille på. Guitarekvilibrist Graham Clise (Annihilation Time, Witch) står stadig for et hav af snørklede og bluesy riffs og licks, men Blackwell giver virkelig en god fylde ved ofte at lade sin spade hænge Townshend-style og ved indimellem at agere som twin-guitar. Nogle vil måske sværge til Lecherous’ tidligere og en kende mere primale lyd, men jeg synes virkelig, denne ekstra nuance klæder bandet. Graham Clines generelt rene lyd på guitaren går godt i spænd med forsanger Zaryan Zaidis snerrende vokal. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Cline er en fænomenal guitarist. Til Roadburn i 2012 satte Cline mildest talt J. Mascis på plads med flere overvældende improvisatoriske soli, der cementerede ham som den største guitarist af de to den aften.
Legesyg landevejsrock
Lecherous Gaze blander amerikansk rock 'n’ roll fra 50’erne med 60’ernes garagerock og protopunk. Det er ikke for sjov, at de afsluttede deres suveræne koncert i Ungdomshuset til hedengangne Heavy Days in Doomtown med et cover af Chuck Berrys ’Johnny B. Goode’. Der kan høres en snert af både MC5 og The Stooges i Lecherous Gaze, men det ville alligevel være fornærmende genremæssigt at indskrive amerikanerne i nogen form for retrorock. På trods af slægtskabet med nogle af rockens helt legendariske grupper lyder Oakland-bandet mest af sig selv. Dette formår de med en charmerende ren og adskilt produktion, der lyder mere af 2017 end starten af 1970’erne. Ved de første par lyt kan pladen virke tilforladelig, men det er i de utallige små hooks, at ’One Fifteen’ bliver en rockudgivelse, der hæver sig over de fleste.
Der lægges ud med titelsangen, der tenderer til næsten at være en surf-rocket sag. Var det ikke, fordi Noel Sullivans enkle tønder og ikke mindst en herlig lyd på bækkenerne, så havde en sang som denne ikke haft samme drive, som det er tilfældet. I versdelen lyder det næsten, som om der er dubbet et rasleæg oven i lyden på hi-hatten, mens ridebækkenet har et herligt pinget anslag i broen og omkvædet. I det store hele lyder produktionen virkelig sprød, og det er overaskende let at differentiere instrumenterne, uden at der går kedelig lagkaget studieproduktion i den.
Tempoet skrues et nøk op på ’Reptile Minds’, der er en herlig og ballsy landevejsrocket skæring. Gid man kunne få lov til at se dette nummer på et sveddryppende Loppen i nær fremtid. Her er i hvert fald tale om en skæring, der oser af livepotentiale.
Midtvejs når man til ’Thing Within’, der, som pladens eneste skæring, har en mere håbløs følelse kørende for sig end de resterende otte sange. Sangen er udgivet på 7"’er som single og er foruden ’Dark Nebula’ (en kort intermezzo) den skæring, som stikker mest ud.
Der er noget trodsigt over Zaidis sammenbidte vokal. Man kan næsten mærke, at det kradser godt og grundigt i svælget, når vokalen leveres. Dette er vigtigt, for havde der ikke været noget smertefuldt i bandets udtryk, så havde det for undertegnede ikke haft samme vedkommende kvaliteter. Det er vitterligt, fordi Lecherous Gaze er et rigtigt band, at de er så forbandede herlige. Enkeltvis fremstår alle fem medlemmer interessante, men det er i blandingen af deres individuelle lyd og udtryk, at ’One Fifteen’ bliver til en af årets mere interessante udgivelser. Jeg krydser fingre for en forårs- eller sommerkoncert med disse Oakland-rockere i nær fremtid – februar-vejret har været lidt lettere at tøjle med ’One Fifteen’ i hørebøfferne.