En gejser af arrigskab
Islandske Une Misére leverer en solid debutplade, der med udgangspunkt i hardcorepunken ender med at minde om et metallisk eksperimentarium.
2. Sermon
3. Overlooked/Disregarded
4. Burdened/Suffering
5. Fallen Eyes
6. Beaten
7. Grave
8. Failures
9. Damages
10. Offering
11. Spiral
12. Voiceless
Selvom vi på Devilution-redaktionen hver især naturligvis har en stålsat tro på egne evner, når det kommer til at vurdere kvaliteten af et stykke musik, hænder det faktisk fra tid til anden, at vi taler sammen indbyrdes og lytter til hinandens meninger. Således med islandske Une Misére, der efter at have kickstartet karrieren gennem Wacken Metal Battle i 2017 og optrædener på hæderkronede Roadburn Festival i 2018 nu, i 2019, endelig har deres debutalbum, ’Sermon’, på gaden.
Efter selv at have lyttet til, hvad der syntes at være en interessant og udfordrende udgave af den metalliske hardcore punk anno det 21. århundrede, røg anbefalingen videre til redaktionens hardcore-leksikon, der var alt andet end imponeret.
– Une Misére spiller hardcore på den der træls metalliske måde, hvor man mister den lethed, der for mig kendetegner hardcore. Følelsen af, at hvad som helst kan ske, fordi bandet enten ikke har helt vildt meget kontrol over det, de foretager sig, eller bare fordi de ikke giver en fuck. Det er det, jeg godt kan lide ved hardcore: Fræset, uhæmmetheden, uforudsigeligheden og umiddelbarheden. Une Misére køber sig ind i et metallisk dogme, og det tager en del fra dem. Jeg har et problem med, at de lyder som dødsmetal: De har lyden med alle dens begrænsninger, men ikke riffene.
Nuvel, Jon Albjerg Ravnholt udtaler sig sjældent uovervejet, og han har ret i meget. Une Misére er i bund og grund et hardcoreband, men samtidig besidder bandets lyd en metallisk grundsubstans, der gør dem en smule mere forudsigelige. Den tilføjer dog samtidig en tyngde og en aggression i bandets musik, der giver dem en gennemslagskraft og efterlader et aftryk hos lytteren, som mange hardcorebands ikke lykkes med. Hvad Une Misére savner i uforudsigeligheden, kompenserer de i stedet for med en kontrolleret vildskab og en vrede, der næsten får ’Sermon’ til at fremstå som ét langt beatdown.
Drøjt og effektivt
Bevares, det er ikke stor kunst at skrive en beatdown-plade. Jamey Jasta har skabt en ganske givtig karriere på det, uden at det nogensinde er blevet godt af den grund. Men Une Misére formår at bevare en metallisk tyngde i deres hardcore, uden at det blot bliver en punk-pastiche på fordummende groove metal. Åbneren ’Sin & Guilt’ arbejder sig fra sin Slayer-intro gennem et tag selv-bord af smage fra både døds- og post-black metal, alt sammen mens bandet gennemgår flere skæve, uforudsigelige rytmeskift undervejs.
’Fallen Eyes’’ bud på den metalliske hardcore garneres med både ren vokal, guitarharmonier og et Will Havensk noise-input, titelnummeret har elementer af tidlig Korn, ’Damages’ af black metal, og afslutningsnummeret ’Voiceless’ er sine steder nærmest rocket i sin tilgang. Alt sammen uden at give køb på den hardcorepunkede rygrad, bandet har. En sammenligning med et band som Code Orange er ikke urimelig, idet de musikalske grundidéer er omtrent identiske; de to orkestres glæde over at eksperimentere ligeså.
Det er ikke alle Une Miséres togter ud i metallens afkroge, der er vellykkede. Eksempelvis bliver ’Beaten’ trods en dejlig skæv vildskab midt i sangen trukket ned af en unødvendig bigbeat-intro og en ganske tåbelig tekst, selv efter hardcore-standarder. Ligeledes er den Godflesh-inspirerede udgang på pladens sidste nummer ret aparte og synes ikke at passe ind i helheden. Det er værd at give Jon Albjerg Ravnholt ret i, at bandet sjældent for alvor giver los. Det meste foregår i et adstadigt midttempo, som fungerer godt, når der bliver uddelt drøje metalliske hug, men samtidig efterlader én med et ønske om, at Une Misére bare engang imellem ville sætte fart over feltet og virkelig fræse. Bandet giver os en kort smagsprøve i ’Grave’, men det bliver ikke til mere end et tilløb.
Ligeledes har han som nævnt ret i, at Une Misére spiller hardcore som et metalband. Det fjerner en smule af den punkede vildskab, som til gengæld giver bandet en chance for at inddrage elementer fra metallens brede vifte af genrer. Nej, de store fængende riffs er der sjældent, men til gengæld gør de finurlige små elementer Une Miséres version af hardcoren grov, drøj og tung, samtidig med at den besidder tilpas mange overraskende skævheder til at holde sig interessant en hel plade igennem. Man fornemmer, at bandet har en vision for, hvordan de vil eksekvere hardcoren. Og mens man godt kan savne en smule kærlighed til hardcorens egne facetter, formår Une Misére at inddrage tilpas mange af metallens, til at ’Sermon’ til syvende og sidst er en både veleksekveret og interessant debutplade.