Krigshymner
Vanir har mange gode intentioner på det nye album ’Wyrd’. De indfries ikke alle, men det er et album, der vokser og gror.
Never Surrender
Braavalla
Boudica
Da Lammet Brød det 6. Segl
Helgrinidir
Mod & Ære
De Forbandede År
Nine
Der er sket en del med bandet Vanir siden starten. Hvis man kun har hørt bandets debutalbum ’Særimners kød’ fra 2011, vil man nok blive temmelig overrasket over det nye album’ Wyrd’. De har for længst smidt drejelire og sækkepiber på køkkenmøddingen og spiller nu en mere traditionelt melodisk dødsmetal. Det er så ganske vist ikke nyt på ’Wyrd’, men har været stilen igennem de senere plader.
Man kan måske indvende, at dødsmetalprædikatet mest er dækket ved den growlende vokal, for musikken er i stor stil båret af keyboards i samspil med guitar, bas og trommer. Måske burde man bare kalde det vikingemetal, som det da også fremgår som stilbetegnelse rundt omkring.
I det hele taget er musikken meget præget af temaer, som kører repeterende som en slags lydmæssigt baggrundstæppe for vokalen.
Det begynder godt med albummets første sang ’Against the Storm’. En fin indledning med rå guitarmarkeringer i en pompøs åbning med melodiøs stemning, inden der sættes i gang med vokalen i første vers. Bag den vokale forgrund banker guitar, bas og trommer i et solidt fundament sammen, hvor keyboards sætter lidt kulør på den hele med nogle melodiøse tiltag, der er klart inspireret af noget folkeligt, som også var det, der lå til grund for Vanirs musik i bandets første år.
De gode takter fortsætter med ’Never Surrender’. Igen sættes det hele op med en rå og bombastisk start, inden et tilbagevendende musikalsk tema overtager med endnu en omgang inspiration fra den mere folkloristiske musik.
Sprogskifte og ændring i musikken
Herefter slækkes der så måske en anelse på kvaliteterne. ’Braavalla’ virker tung og rodet på trods af en nærmest symfonisk baggrundslyd. Som titlen kunne antyde, er der på den sag og flere efterfølgende skiftet sprog til dansk. Det er så ikke noget, som man umiddelbart kan høre igennem Martin Drageholms growlen.
På den stort anlagte ’Boudica’ er vi dog tilbage ved det engelske sprog. Sangen starter med en meget traditionel, uforvrænget guitarintro, som er hørt lignende mange gange inden for metaluniverset. Herefter sættes der gang i en mere galopperende rytme. Desværre er det, som om rytmen i musikken og rytmen i Drageholms afliring af teksten ikke helt er synkron. Det er som om, at de har haft så meget tekst om sagnet om den keltiske dronning Boudica, at de ikke helt har haft så meget fokus på at få verselinjerne til at passe.
’Da Lammet brød det 6. segl’ er naturligvis på dansk, men alligevel indledes det med en indtalt intro på engelsk. Ikke en heldig beslutning, og det er heller ikke ligefrem den store patos, der kommer frem i stemmen. Det bliver hastet igennem og lyder mest som en hurtig oplæsning af en støvsugermanual.
Sangen er heller ikke i sig selv blandt de bedste på albummet.
Krig og mere krig
Tekstuniverset på ’Wyrd’ er meget forankret om krig, krig og mere krig. Mere sådan mere generelt om døden er emnet vel i sangen ’Helgrinidir’, der er første singleudspil fra albummet. Vi er tilsyneladende havnet i den nordiske mytologi, men denne gang er de folkloristiske, musikalske elementer stort set fraværende i sangen, der mere fremstår som en traditionelt black metal-inspireret dødsmetalhymne.
Ved de første mange gennemlytninger fremstår ’Wyrd’ temmelig ensformig. Det gælder de enkelte sange, hvor der ikke sker så meget, selv om bandet fremkommer med nogle fine, instrumentale lydbilleder, der giver en fin baggrund til vokalen, som dog til tider forekommer alt for dominerende. Ensformigheden gælder også albummet som helhed. Jeg savner umiddelbart noget variation på albummet.
Dog vokser albummet ret meget efter 15-20 gennemlytninger, hvor man så småt begynder at fornemme nuancerne i musikken og de enkelte sange.
Så tålmodigheden belønnes.