Velkomponerede genrespring
Populær
Revocation blander i en vellykket sangskrivning lystigt thrash og død samt teknisk lir på den seneste plade, der samtidig produktionsmæssigt trækker på såkaldt "moderne metal".
Amerikanske Revocation er i deres diskografi nået til den fjerde fuldlængde-album, som ukreativt har fået lov at bære bandets eget navn. Men pladen emmer af kreativitet, og så er det måske det bedste bandet endnu har budt på, hvorfor det ikke er så galt igen at sælge bandnavnet dobbelt på den måde.
Albummet åbnes af 'The Hive', som er en hurtig og hidsig sag, der trækker mest på thrash-metal med en lyd og vokalstil, der berettiger til prædikatet "metalcore", som for nogen måske nok er et fy-ord, men her blot skal referere til at energien er i top og produktionen moderne - lidt som det kendes hos eksempelvis Heaven Shall Burn.
Den melodiske og udmærket lirede lead mod slutningen af første sang afslører dog allerede her, at Revocation har mere med i posen at byde på. Således byder 'Scattering the Flock' som sang nummer to på ganske teknisk dødsmetal, mens vokalen dog lægger ud i en variant, som kunne finde perfekt indpas i Hatesphere.
'Arch Fiend' åbner rigtigt op for det melodiske og velkomponerede, specielt er den akustiske intro til slutningens herlige guitarsolo værd at bemærke. Kræs for øregangene, og det demonstrerer på bedste vis, hvordan Revocation flot fletter mange forskellige stykker ind i musikken, mens man som lytter bagefter tænker, at der er skåret fandens godt ind til benet og alt overflødigt er udeladt. Med andre ord så er de forskellige finurlige parter ikke ødelæggende for flowet i sangene. Produktionen og mix er samtidig fyldigt og med god plads til hvert instrument, og så er det massivt på den "moderne" facon.
Også plads til hardcore og rockede tendenser
Revocation holder sig ikke kun til grænselandet mellem death og thrash og fraviger også gerne fra teknisk lir, når der skal ekstra variation. I 'Numbing Agents' og efterfølgeren 'Fracked' introducerer bandet såvel hardcore og noget mere rockende og let groovy til sin musikalske mikstur. Senere på albummet går der nordisk melodi i bandet og Amon Amarth stikker hovedet frem kortvarigt enkelte steder i et nummer, mens Metallica heller ikke forbigås som tydelig inspiration, når musikken pludselig fyldes med en lidt mere thrashet vokal og riffs afbrudt af adskillige breaks.
'Spastic' er et passende navn til den instrumentale perle på albummet. Et nummer, der konstant er i udvikling og som har masser af spændende detaljer, så der ikke savnes vokal og en opbygning med omkvæd, vers og deslige. Nummeret er et passende afbræk inden albummets sidste to skæringer fyres af. Heller ikke på falderebet forfalder bandet til blot at lire ligegyldigheder af for at vise det tekniske niveau, men her mod slut har bandet dog heller ikke flere nye retninger i musikken at fremhæve.
Det kunne ellers have været interessant at høre, hvordan bandet arbejdede, hvis musikkens BPM kom helt ned, hvor det blev rigtigt tungt. Selvom det måske ikke ville være så teknisk udfordrende, så virker bandet kreativt nok til, at det alligevel godt kunne få noget rigtigt god ud af det. For selvom sangene er ret alsidige, så føles det lidt som om, at lige netop tempoet godt kunne varieres mod noget andet end hurtighed, når midt-tempoet forlades.