Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Vreden perfektioneret

Populær
Updated
Vreden perfektioneret

Norske Vreid fortsætter svartmetallen hvor Emperor slap, og udgiver potentielt årets album.

Kunstner
Titel
V
Dato
07-02-2011
Distributør
Trackliste
1. Arche
2. The Blood Eagle
3. Wolverine Bastards
4. The Sound Of The River
5. Fire On The Mountain
6. The Others & The Look
7. Slave
8. Welcome To The Asylum
9. Then We Die
Karakter
5

Historien om Vreid er, at det opstod i asken af bandet Windir. Her døde forsanger og grundlægger Valfar desværre i 2004, da han forsøgte at gå hjem i januar måned. Han nåede aldrig frem og frøs ihjel. De tilbageværende medlemmer, og metalmiljøet som helhed, var naturligvis lamslåede og kede af tabet af Terje "Valfar" Bakken. Men i stedet for at gå i hundene samlede de tilbageværende medlemmer sig i et nyt projekt, og det er Vreid. Det kom der albummet 'Kraft' ud af samme år, og siden har de udsendt tre andre plader. 'V' er den femte i rækken.

Og 'V' er en fantastisk plade. Vreid løfter flot arven fra Windir, Emperor, Mayhem og mange af de andre legendariske norske bands med rødder i black-metallen. Pladen indeholder lige dele thrash, black metal, melodisk mellemspil og en snert af punk. Allerede fra første sang 'Arche' er man ikke i tvivl om, at man sidder med en lille perle. Spørgsmålet lurer så om Vreid kan holde momentet hele pladen igennem, og det kan de!

Det er en helstøbt plade med gode kompositioner, øre for et godt riff og ikke bare dystre toner og en grim produktion. Produktionen klares i øvrigt af bandets bassist Hváll, og det er en god, præcis og tæt produktion. Deres "black'n'roll", som de selv kalder det, er tydelig hele vejen igennem. Og der skal da også en speciel afvigende kynisme til for at kunne sætte kritiske fingre på Vreids seneste udspil. 'V' er på alle måder en kompleks, multifacetteret og fængende plade. Det er ikke kun all-out black metal, som både sangen 'The Sound of the River' og mellemspillene på flere andre sange indikerer. Her er plads til at inkorporere det progressive element i det samlede udtryk, og det forlænger levetiden anseeligt på udgivelsen.

Nu har jeg haft glæden af pladen i nogle uger, og den kører stadig i afspilleren. Og medmindre andre bands gør noget meget alvorligt ud af deres studietid hen over sommeren, så er Vreid sikret en plads på min top 5 over årets bedste udgivelser i 2011 med 'V'. Den fortjener al den ros, den kan få.