Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

10 hurtige: Sinem Demir

Populær
Updated
sinem demir EL

Sinem Demir stiller op for Enhedslisten i Nordsjællands Storkreds. Med en ungdom i Odense er hun nu bosat i København og vild med bl.a. Iron Maiden og Copenhell.

Sinem Kiraz Demir er folketingskandidat for Enhedslisten i Nordsjællands Storkreds. Til daglig slår hun sine folder i Københavns borgerrepræsentation, hvor hun lige p.t. er på orlov af valgmæssige årsager. Demir er opvokset i Odense, hvor hun er gået i folkeskole og på Tornbjerg Gymnasium. Siden har hun været fagpolitisk aktiv i 3F København. Her bor Demir, og hun er også hovedbestyrelsesmedlem i Enhedslisten. Nogle ældre fætre har åbnet døren ind til det tunge univers, så udover at være politisk aktiv, har Demir også tid til at høre noget heavy metal. Så da muligheden bød sig her op til folketingsvalget 1. november 2022, stak vi Demir 10 hurtige.

Hvad er dit første minde med heavy metal?
Det er fra familiebesøg i 2002 i Tyrkiet, hvor jeg var 10 år. Mine fætre er kæmpe metalhoveder, i sådan en grad at de selv har spillet i bands som unge (den ene er så senere blevet uddannet musiker på konservatoriet). Nåh men, kan huske de spurgte hvilke metalbands jeg lyttede til, nu jeg kom fra metallets land. Jeg nævnte så et par rockgrupper, og blev grinet af, da det ikke var metalbands. Der introducerede de mig så for bl.a. bandet Mezarkabul – og jeg har været et metalhovede lige siden.  

Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Årh det synes jeg er svært at svare på. Der er SÅ mange gode. Men hvis jeg kun må vælge ét band, bliver det Judas Priest. 'Breaking the Law' kan altid få mig i godt humør.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Hmm... Lemmy Kilmister. Men det bliver altså ikke øl. For jeg kan desværre ikke tåle gluten. Men jeg kunne byde ham på en god whisky-cola.

Hvad er dine fem yndlingsplader?
EJ! Hvorfor kun fem!? Nåh hmm.

Iron Maiden – 'Fear of the Dark'. Den er samme årgang som jeg er.
Gojira – 'L’enfant Sauvage'
Mezarkabul – 'Pentagram'. Det første metalalbum jeg hørte!
Konvent – 'Call Down the Sun'.
System of a Down – 'Toxicity'

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Under Iron Maidens koncert på årets Copenhell fandt jeg modet til at sidde på skuldrene af en af mine venner helt foran scenen. Det var en fuldstændig vild oplevelse at skråle med på 'The Clansman', mens alle crowdsurfede rundt om mig.

Jeg har haft mange gode koncertoplevelser – men intet overgår den følelse.

Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
Da jeg var barn og teenager, kunne jeg bruge flere timer hver dag på youtube. Det gør jeg ikke længere. I dag er det mere hvis jeg hører noget fangende i radioen, hvis der dukker noget nyt op på Tidal, eller ved at være mere opsøgende og give nye bands en chance, ved at tage til deres koncerter, også selvom jeg ikke har hørt om dem før. Jeg har heldigvis også venner der er gode til at komme med anbefalinger.

Hvilket band er din guilty pleasure?
Ej. Det tør jeg ikke indrømme. Som i slet slet ikke. Eller. Måske efter fem gin & tonics?

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
At jeg er for "pæn og ordentlig" at se på til at kunne være heavyfan...

Flere helt udenfor miljøet har åbenbart en idé om, at heavyfan kun består af mænd med langt hår og sort tøj.

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Masser! Ingen miljøer er uden problemer, men jeg oplever en utrolig stor grad af åbenhed, inklusion og imødekommenhed i metalmiljøet, og der er en meget udbredt stemning af at tage hånd om hinanden og at sikre, at alle får en god og tryg oplevelse. Det er virkelig fedt.

Jeg har i hvert fald flere gange oplevet at blive passet på, så jeg ikke blev klemt eller mast.

Hvorfor er du heavyfan?
Hahaha, fordi der aldrig er kø til dametoilettet, når man er til koncert!

Nej, helt seriøst. Hvordan kan m​an være andet? Fed musik, fed stemning, søde og rare mennesker!

310966146 472842634874177 2229677473578117383 n