Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

10 hurtige: Jakob Lindell Ruggaard

Populær
Updated
Jakob Lindell Ruggaard

Han sværger til Black Sabbath og Sleep, men også Bolt Thrower og Ulver. Jakob Ruggaard, der stiller op til Folketinget for Enhedslisten i Vestjylland, finder en politisk slagkraft i metallen, men det er musikkens rensende kraft, der er den vigtigste.

Forfatter

Skeptiske røster kan finde på at male metal op som en reaktionær, højreorienteret og fascistoid genre – men vurderer man på de medvirkende i vores serie af 10 hurtige op til folketingsvalget, er der flere kandidater fra Enhedslisten end fra resten af partierne. Hertil kan vi også tilføje Jakob Lindell Ruggaard, der, selvom han bor i hovedstaden, stiller op for liste Ø i sin hjemstavn Ikast. Han sværger til genrens tunge og langsomme titaner, men nærer også kærlighed for krigerisk dødsmetal og radikal black metal. Og så elsker han scenen for dens rummelighed.

Hvad er dit første minde med heavy metal?
"At sidde og drikke kaffe hjemme hos min kammerat Asger i Aarhus og høre 'La Brea Tar Pits' med Giant Squid – solid nautisk søsygemetal. Det passede perfekt til min forkærlighed for skæve grooves og Tom Waits-stemninger. Jeg fandt metallen lidt sent i livet, da jeg var begyndt på mit studie. Efterfølgende blev jeg introduceret for dødsmetal, black, doom og sludge. Desuden blev jeg enormt tiltrukket af fællesskabet i metalmiljøet og de vilde koncertoplevelser, som det giver. Jeg lever en travl hverdag med studier, arbejde og politik og for mig er en tung, højlydt metalkoncert en rensende oplevelse, som giver ro i hovedet og gør mig glad. Derfra gik det slag i slag og nu er jeg efterhånden nærmest afhængig af metaloplevelserne og bliver utryg, hvis der går for lang tid, uden at jeg bliver blæst ordentligt igennem."

Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
"Black Sabbath. Det er helt vanvittigt, hvad de foregriber, og hvor konsekvent og nytænkende, de er gået til musikken. På trods af nogle mildest talt farverige liv og godt med stoffer og bajere, så er det begavet, fremsynet, groovy og progressiv musik. Jeg er lykkelig over, at jeg lige nåede at se dem en enkelt gang på Copenhell, hvor de sparkede røv, selvom de naturligt nok var mærket af alderen. Ozzys vokal er vanvittigt smuk, synes jeg.

Jeg havde lyst til at vælge mange andre. Men når jeg kun må vælge et, så bliver det lidt konservativt."

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
"Hvis der var frit valg på alle hylder, så ville jeg helst drikke øl hele natten med Lemmy Kilmister og få alle hans røverhistorier fra et langt og udsvævende liv som metalpioner.

Hvis det skal være en, som er i live nu, så tager jeg en øl med Bryan Funck fra Louisiana-sludgebandet Thou. Det er i mine øjne et af de mest interessante, kreative og produktive bands lige nu, og de leverede nogle vanvittige koncerter, da jeg så dem til Roadburn-festivalen i år. I den forbindelse så jeg ham udtale, at han næste gang ville tage en lyserød spraydåse med for at overmale alle de Burzum-t-shirts og backpatches, som han så. Jeg synes, som socialist, at det er utroligt spændende og vigtigt at forholde sig fredeligt og politisk til musikken – særligt i et miljø, som også tiltrækker den yderste højrefløj. Det ville jeg gerne have en grundig snak med ham om. Selvfølgelig mener jeg ikke, at man skal ødelægge nogens tøj, men det er vigtigt at snakke om hvad man markerer med sine symboler (og også selvom jeg egentlig synes, at Burzum laver fremragende musik)."

Hvad er dine fem yndlingsplader?
"Det er et vanvittigt svært spørgsmål. Jeg hører meget forskelligartet metal og går hele tiden på opdagelse i nye og gamle udgivelser, så her kommer mit bedste forsøg:

Neurosis: 'Through Silver in Blood'
Sleep: 'Dopesmoker'
Panopticon: 'Kentucky'
Ulver: 'Nattens Madrigal – Aatte Hymne til Ulven i Manden'
Bolt Thrower: 'Those Once Loyal'

Det er en umulig opgave, for jeg ville gerne nævne 100 plader, men det her er måske ikke helt forbi. Jeg elsker Neurosis! De hamrer en igennem numrene og har formået at have en pissesej attitude og spytte den ene gode plade ud efter den anden i snart 25 år. Scott Kellys vokal går igennem marv og ben, og jeg bliver aldrig træt af at se deres tidlige liveshovs som her, hvor de fyrer Locust Star af. Jeg har fandeme aldrig set så meget energi på en scene før eller efter.

Panopticon rammer mig lige i mit røde hjerte. Ikke nok med at 'Kentucky' på en unik og smuk måde blander bluegrass med metal, så er pladen også meget politisk og direkte i sin opbakning til minearbejderne i Kentuckys organisering og politiske kamp. Den er rørende både ideologisk og musikalsk, synes jeg. Desuden rummer den et covernummer af min yndlingsprotestsang nogensinde: 'Which Side Are You On', som oprindeligt blev skrevet som fagforeningssang af Florence Reece, og som senere er fortolket af min store politiske helt, folkemusikeren og aktivisten Pete Seeger.

Bolt Thrower er det bedste dødsmetal, som jeg kender. Knitrende skarp guitar. og så er pladen et konceptalbum om Første Verdenskrig og skildrer alle de ulækre sider af en voldsom krig meget overbevisende.Jeg bliver aldrig træt af at høre den.

Ulver er det smukkeste og mest uforfalskede black metal. De bliver ved med at lave plader i tusind forskellige genrer og de er alle sammen gode. Genialt band. Jeg faldt også for dem, da jeg så dokumentaren om den norske black metal-scene 'Until the Light Takes Us' og opdagede, at de umiddelbart var de eneste, som virkede fornuftige og sympatiske i den generation. Genial dokumentar.

Sleep har jeg allerede set fem gange, og jeg har to koncerter mere med dem på tapetet. Det er helt fantastisk stoner med en bas- og guitarlyd, som jeg kan lade mig flå afsted af time efter time. Jeg synes, både Matt Pike og Al Cisneros er alt for seje musikere, og så har de jo Jason Roeder på trommer, som også basker slagtøjet i stykker for Neurosis."

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
"Den står lige mellem tre meget forskellige koncerter. Den ene er Come to Grief, som spillede den vildeste, mørke sludgekoncert dedikeret til alle deres venner, som er døde af heroinmisbrug. Det var tungt, hårdt, men også forsonende på en måde. Og så spiller de røven ud af bukserne.

Den anden er Cult of Luna & Julie Christmas, som fyrede den sejeste koncert af i fællesskab. Smuk og overvældende post-metal, når det er aller-allerbedst. Begge koncerter var på Roadburn, som jeg er blevet decideret afhængig af at tage på, og som altid leverer uforglemmelige koncerter af alle slags. Jeg har en gruppe meget gode venner, som jeg tager derned med, og jeg glæder mig allerede til næste år, selvom det først er i april. Lige meget hvor meget jeg laver politik eller andre ting, så finder jeg tid til at komme afsted og fortabe mig fuldstændig i metalmusik sammen med andre ligesindede. Og så forsøger festivalen at sætte musikken over markedet ved at lade dygtige musikere booke mange af de bands, der spiller, frem for målgruppekalkuler. Det er jo sød musik for en kandidat fra Enhedslisten som mig. 

Den tredje seriøse kandidat er Elder på Loppen. Fantastisk stoner på et dejligt spillested. De spillede røven ud af bukserne og kommer nok aldrig tilbage på så intim en scene, fordi de heldigvis er blevet store siden. Efter koncerten snakkede jeg med Nick DiSalvo, som nok er den vildeste unge guitarist lige nu, om truslerne fra højrenationalismen i verden. Han var en sød og reflekteret fyr fra Boston, der som bonusinfo havde Viborg som sin yndligsby."

Hvilke platforme bruger du til at opdage ny musik?
"Jeg er ikke særligt opfindsom her. Jeg bruger Facebook, YouTube og Spotify mest. Så tager jeg imod anbefalinger fra min omgangskreds og tjekker programmer til festivaler ud. Heldigvis er metalmiljøet meget socialt og nørdet, så der er meget at hente på de "analoge" platforme, eksempelvis ved at snakke med dem, som man møder til koncerter."

Hvilket band er din guilty pleasure?
"Jeg ville have sagt Type O Negative, men jeg skammer mig ikke over at elske dem. Måske System of a Down. Jeg har været rigtig glad for dem, siden de kom ud og altid gået lidt under radaren med det. Både deres antiautoritære attitude og deres grooves. Jeg kan huske, at jeg syntes, at 'Steal This Album' var en sej og provokerende udgivelse, da jeg fandt den i min lokale pladedealer, Pladeshoppen i Silkeborg, og jeg synger stadig med på Toxicity. Det passer måske meget godt til en lidt antiautoritær type fra venstrefløjen. Jeg synes i hvert fald at det var sejt, men også lidt poppet og ikke noget, som jeg blærede mig med."

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
"Jeg er ikke personligt blevet mødt med så mange fordomme som heavyfan. Men jeg kender da mange, som er helt uforstående over for, hvordan jeg kan få mig selv til at høre på sådan noget larm. Så er der måske også nogen på venstrefløjen, som tænker, at det er en bøvet og højreorienteret genre. Derfor samler jeg altid på seje venstreorienterede metalmusikere – selvom musikken er det vigtigste. Metal handler om kærlighed og fællesskab, ikke had."

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
"Det er et miljø er nørder og syrede eksistenser. Det betyder, at der er meget højt til loftet og plads til at være den, man er, selvom man er en sær snegl. Det kan man jo ikke andet end at elske. Så elsker jeg også den store rolle, som kunst spiller i metalmiljøet. Der er ikke noget bedre end at købe en ny t-shirt med en smuk grafik. Personligt så har de allerbedste oplevelser for mig været at tåge rundt til festivaler i Europa med mine venner og få nye overvældende musikoplevelser og drikke en masse øl. Det bliver jeg aldrig nogensinde træt af – det er noget af det tætteste, man kommer på ren lykke."

Hvorfor er du heavyfan?
"For at have en undskyldning for at hælde alt for mange penge i merchandise i jagten på de fedeste metal-t-shirts. Ej, jeg synes, at metal er den mest generøse genre, som man kan forestille sig. Der findes utallige fede bands, som turnerer ofte og leverer geniale liveshows, som er til at betale. Publikum er søde og inkluderende, man lærer hurtigt hinanden at kende, og man hjælper hinanden i moshpitten, på festivalen og i det hele taget. Og så kan jeg ikke undvære alle de fede koncerter, som spilles hele tiden. Jeg har det, som om vi lever i en guldalder for metal nu her, både hvad angår koncerter og udgivelser, og jeg vil bare have det hele med."