10 hurtige: Victor Kaas
PopulærLinkin Park og P.O.D. åbnede døren, og Every Time I Die sparkede den ind for musiker, koncertarrangør og konservatoriestuderende Victor Kaas, der er et kendt ansigt i den københavnske crossoverscene.
Langt de fleste punk- og metalmusikere er autodidakte og selvlærte. De sveder i øvelokalet og på spillestederne, indspiller plader, kæmper sig igennem turneer og håber på respekt og anerkendelse. Men det hænder altså også, at selv hædrede institutioner og akademier tager imod folk, der spiller hård musik. At de ser det kunstnerisk potentiale et sted i råbene, rifferiet og rytmerne.
Victor Kaas er i hvert fald en af dem, der har taget det skridt: Som frontmand i Eyes og Telos og som tidligere medlem af landets mest turnerende band Hexis, har Kaas fødderne solidt plantet i crossoveren mellem punk og metal, og han er tydeligt mærket af dens DIY-tilgang. En tilgang, han også selv benytter sig af, når han arrangerer koncerter under banneret Trashboy Shows, der har upcoming shows med de britiske doom-noiserockere Wren og Irk (23. september) og skotsk-amerikanske Frontierer (13. oktober) på programmet.
Til daglig studerer han musikerlinjen på Det Rytmiske Musikkonservatorium, der ligger på Holmen, som mange metallyttere nok kender fra turen ud mod Refshaleøen. Konservatoriet har igennem flere år været centrum for en debat om musikalske evner, efter de ændrede optagelseskravene fra at fokusere mindre på teknisk håndværk til også at vægte kunstnerisk udtryk.
For Victor Kaas ligger det kunstneriske udtryk i den voldsomme ende, som det kommer til udtryk hos Eyes, der spiller kaotisk hardcore ala Converge, Botch og Coalesce og giver korte, intense livekoncerter. Det er altså ikke længere en selvmodsigelse at lave smaddermusik, arrangere undergrundsshows og samtidig gå på konservatoriet. Vi stak Victor Kaas vores 10 hurtige, som du kan læse her.
Hvad er dit første minde med heavy metal?
"Jeg tror, mit allerførste minde med metal var dengang, Boogie Listen kørte på DR1. Det blev vist lige før børnetv-blokken Barracuda, hvor der hver mandag blev vist Dragon Ball Z og Troldspejlet, som jeg absolut ikke skulle gå glip af.
Jeg er lidt i tvivl, om det først var 'In the End' med Linkin Park eller 'Alive' med P.O.D, men kan huske, at begge sange blev spillet flittigt på børneværelset. Tror ikke jeg tænkte så meget over, at det var "hård" musik, men noget ved det fangede mig øjeblikkeligt. Min far introducerede mig lidt senere til Led Zeppelin, Black Sabbath og Metallica og så startede det ligesom derfra."
Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
"Da jeg gik i 10. klasse på efterskole, opdagede jeg Every Time I Die. Min bror havde købt billetter til Taste of Chaos (sådan en Rockstar Energy-sponseret tour) med In Flames som headliner i Malmø Arena som en tidlig julegave, og den aften spillede Every Time I Die som opvarmning. Jeg husker, at jeg ikke rigtigt kunne fatte musikken, men der var nu alligevel et eller andet helt vildt fedt over det. Jeg kunne dog ikke engang huske, hvad bandet hed, så snart de var færdige...
Heldigvis blev der uddelt gratis plakater med hvert band efter showet, plastret til med Rockstar-logoer, et billede af bandet og deres seneste albumcover. De havde netop udgivet 'New Junk Aesthetic', og der var et eller andet ved coveret til pladen, der dragede mig tilbage i det her totalt uforståelige, kaotiske musik. Every Time I Die blev min introduktion til hardcore og er stadig den dag i dag et af mine absolutte favoritbands – du finder mig i pitten, skrålende med på hver eneste sang, hver gang de er i byen."
Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
"Jeg har kæmpe stor respekt for Jacob Bannon. Alt, hvad Converge rører ved, bliver til guld (selvom den sidste plade var lidt skuffende i min optik), hans billedkunst er en kæmpe inspiration for mig, og så er Deathwish Inc. bare et megasejt label med nogle sindssygt fede artister. Han er vist nok straight edge, men en sodavand ville også være helt ok."
Hvad er dine fem yndlingsplader?
"Puha, den er svær. Nu skyder jeg bare lidt med spredehagl. Dette er nok mere, albums jeg bliver ved med at vende tilbage til, ikke nødvendigvis mine yndlings. Uden nogen rigtig rækkefølge:
Old Man Gloom - 'The Ape of God I' & 'The Ape of God II'
Knocked Loose - 'Laugh Tracks'
Full of Hell & Merzbow - 'Full of Hell & Merzbow'
Mild High Club - 'Skip Tracing'
Converge - 'You Fail Me'
BONUS: 'Ex Lives' og 'From Parts Unknown' med Every Time I Die!
Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
"Måske SUMAC og Baptists her i marts på Alice. Begge to fantastiske, men meget anderledes, bands, som jeg nød på hver deres måde – det ene med total enmands-pitstemning og skrålen med, det andet med åben mund og polypper.
Robyn på Roskilde i år var også fuldstændig fantastisk!"
Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
"Bandcamp, YouTube (melonmanden [aka Anthony Fantano fra theneedledrop, red.]), lidt forskellige Facebook-sider og grupper samt blogs såsom Mathcore Index, Heavy Blog is Heavy og Cvlt Nation. Spotify kan lidt, når algoritmen lige tager sig sammen.
Hvilket band er din guilty pleasure?
"Alphabeat har simpelthen lavet nogle udødelige bangers."
Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
"Mest at folk forventer at jeg ser ud og opfører mig på en anden måde, end jeg gør. Jeg ligner til tider nok mere en gængs københavnerhipster, og det har jeg det ganske fint med."
Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
"Den københavnske hardcore-scene (i bredeste forstand) er bare fyldt med nogle megafede og megasøde mennesker, og jeg er så glad for at være en del af den."
Hvorfor er du heavyfan?
"Jeg kan bare godt lide musik, og tilfældigvis kan jeg rigtig godt lide hård musik."
Kommende Trashboy Shows:
23. september: Wren + Irk + Demersal + Terminalist, Støberiet, København.
13. oktober: Frontierer + Arquebus + Throwe, Underwerket, København.