Devilution #100: Anders Molin

Skribent Molin takker Devin Townsend, Roger Waters, Mastodon og Valient Thorr for gode oplevelser, og så tager han det endelige opgør med varylerne Axel Rudi Pell og Van Canto. 

- Det bedste ved at være med til at lave Devilution:

Når der dumper et eller andet totalt ukendt band ned på min iPod, og de viser sig at have lavet noget helt guddommeligt fedt, som man er forpligtet til at formidle videre. Og selvfølgelig generelt adgangen til så meget ny musik.

Men også at jeg til tider får lov til at gå amok i skriftlige tåbeligheder, sådan som jeg elsker det, og som uheldige bands har måtte lægge musik til i blandt andet artikelserien 'Dragejægerens Krønike'.

- Det værste ved at være med til at lave Devilution:

Alt der hedder deadlines og alle de håbløse udgivelser, jeg har slæbt mig igennem utallige gange - her kastes en svovlende forbandelse efter et stort antal power metal-bands.

- Bedste album i Devilutions levetid:

I min verden slås Mastodon og Devin Townsend med henholdsvis 'Crack the Skye' og 'Addicted!', og jeg vil ikke tvinges til at vælge her, men kun konstatere, at de begge er orgier af grumme riffs, voldfede vokaler i alle afskygninger og absolut sublim sangskrivning helt fri for instrumental tomgang.

- Værste album i Devilutions levetid:

Jeg burde nok sige Van Canto, og eftersom begge album er lige rædsomme, kan der frit vælges mellem de to udgivelser, der har pint mine ører. Men det er jo strengt taget ikke metal, at fire ellers udmærkede sangere siger "ra-di-da-dik-da-dum", selvom de nynner 'Master of Puppets'. Derfor bør jeg nok snarere fremhæve Alex Rudi Pell, der er prototypen på en teknisk dygtig musiker, som kører fuldstændigt i tomgang og udgiver en zilliard albums uden mindeværdige sange - og jeg har været udsat for alt for mange af hans fuldstændigt enslydende udgivelser. Power metal når det er værst og allertåbeligst. 

- Bedste koncert i Devilutions levetid:

Roger Waters i Parken og Valient Thorr og Helhorse på KB18 i 2011 har begge på hver sin måde været forbløffende oplevelser. 'The Wall'-opførelsen var stadionkoncert, når det er bedst, størst og mest uforglemmeligt, og Kødboderne var et virvar af skæg og sved i et intenst forum af folk, der roede og headbangede på samme tid.

- Værste koncert i Devilutions levetid:

D-A-D på Wacken 2012 står stærkest i hukommelsen, og den korte stund siden ydmygelsen af Danmarks gamle rockflagskib har ikke læget nogen sår. På et af metallens allerhelligste steder begik Binzerx2, Sonne og Stig musikalsk selvmord i en lang pinlighed - og så klokken lort om natten, hvor soveposen trak i mig og kun pligten holdt mig fast i mudderet.

Men man kunne også nævne et par kedelige aftener på et ret tomt The Rock i selskab med et eller flere skuffede bands og en truende deadline i baghovedet på undertegnede. Eller Gwar på Copenhell 2011 - det var godt nok latterligt dumt og ikke mindst usjovt.

- Ønsker for fremtiden:

En fornyelse af power metal-genren, som jeg engang forgudede, men nu har et meget kompliceret had-/kærlighedsforhold til.

Noget der kan afløse tatoveringer som rebelsk, eftersom utallige familiefædres tribal-striktrøjer har umuliggjort det som en visuel side af den oprørske musik.

Men også at den positive udvikling for den danske metalscene fortsætter med de mange arrangementer for små bands - feks i Project Underdog.