Den ekstrametalliske dimension

Strikmetal

I et anfald af overmod udforsker Devilution, hvad der ligger på den anden side af metal. Følg med i, hvad vi hver især har fundet på vores rejse.

Crassus overbeviste sin nye slave Antoninus om, at bare fordi man foretrak østers frem for snegle, behøvede det ikke at betyde, at man anså det for amoralsk at spise snegle: “My taste includes both snails and oysters,” konkluderede han tungt flirtende i filmen ‘Spartacus’. Sacred Reich tog den samme pointe et skridt videre i sangen ‘31 Flavors’: “Vanilla is smooth, chocolate is kickin' / Strawberry’s sweet, all deserve a hearty lickin'.” 

Omstændighederne er forskellige, pointen er den samme: Der er ingen grund til at lægge bånd på sig selv og vise noget som helst form for mådehold, når det gælder alle de smagsoplevelser, der er derude – i bogstavelig såvel som overført betydning. Måske lige bortset fra hvis det bliver serveret af ens lystne, nye chef eller garneret med funkguitar og blæsere som i de to eksempler.

På Devilution er vi dog noget lorne ved al musik, der ikke er metal. Vi har faktisk lidt svært ved at se pointen med det, når nu metal findes. Men en gang imellem sker det alligevel, at vi falder over noget, som på den ene eller anden måde er så dragende, at vi giver pokker i alle forbehold og mod bedre vidende … lytter.

Men hvordan hører en metaller ikke-metal? Hvilke pejlemærker går vi efter? Er en forvrænget guitar nok til at give os en fornemmelse af tryghed, skal det hele bare gå i mol for at berolige os, hvor ekstremt behøver det at være for at tiltrække os? Eller bliver den ekstrametalliske dimension tværtimod et frirum, hvor vi ikke behøver at tage det hele så tungt, som vi gør, når vi hører metal?

Det undersøger vi i denne artikelserie, hvor Devilutions skribenter begiver sig ud af deres comfort zone for at finde ud af, hvad der er derude. Læs med om, hvordan vi hver især er faldet over noget, der ikke var metal, og hvad det er kommet til at betyde for os at have den faktor i vores liv: Hvordan vi lever med ikke at være 100 % metal, og hvad det betyder både vores selvopfattelse og vores metalopfattelse. For nye smagsoplevelser åbner også for nye måder at bedømme det velkendte på.

For at anskueliggøre over for vores læsere, hvad det er, vi har med at gøre, inden de eventuelt vover sig ud i selv at høre den musik, vi beretter om, opstiller vi fem faste parametre, den vurderes på:

1. Hvor langt væk fra metal er det her? 
2. Er der overhovedet noget metal over det?
3. Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?
4. Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?
5. Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?

Vi ser frem til at dele vores oplevelser fra den ekstrametalliske dimension med jer og håber, at det vil hjælpe os alle med at blive stærkere i ånden og forstå storheden i metal ved at se den i en større sammenhæng.