Den ekstrametalliske dimension: Magma - 'Mekanïk Destruktïw Kommandöh'

Tredje gang var lykkens gang – selvom det nu snarere er dommedagens gang, der dominerer på de franske zeuhl-pionerers genredefinerende opus fra 1973.

Koloniseringen af rummet er i sit indledende stadie. Jorden selv er til gengæld godt i færd med at nedbryde sig selv, og det foregriber en rebelsk gruppe ved at udvikle et rumskib og flyve til planeten Kobaïa, hvor de påbegynder udviklingen af en ny civilisation. En civilisation baseret på højteknologisk udvikling, indsigt og harmoni, som snart bliver et trækplaster for havarerede jordboere, der overbeviser kobaïanerne om, at en tur til Jorden for at dele deres filosofiske og teknologiske indsigt med mindre udviklede civilisationer i den sidste ende ville tjene Universets bedste.
Turen går til Jorden, hvor de deler deres erfaring, og særligt teknologien vinder jordboernes opmærksomhed. Kobaïanernes opråb om selvindsigt vækker dog forfærdelse hos de forstokkede jordboere, og kobaïanerne bliver fængslet for udspredelse af ondsindede intentioner. Meldingen går videre til Kobaïa, hvor deres folk truer Jorden med ultimatummet om, enten at destruere planeten med deres Ultimative Våben eller frigive de fængslede. Kobaïanerne løslade og rejser hjem bevidst om, aldrig nogensinde at besøge Jorden igen.

Således kan forfortællingen opremses fra de to første udgivelser med det franske ensemble Magma. Et band grundlagt af trommeslager Christian Vander, der i de sene 60'ere blev dybt bevæget af jazzmusiker John Coltranes død og som følge heraf valgte at gøre det til sin livsmission at skabe et orkester, der fulgte i samme kompromisløse ånd – omend langt videre end det.
De første frø af Vanders ambitioner på den selvbetitlede debut viste allerede hans konceptuelle idéer og lyriske originalitet, alt sammen formidlet på det kobaïanske sprog, omend det rent musikalsk er et mindre udviklet, mere ordinært jazzet Magma på debuten og '1001 Centigrades'. Der skulle mere til for også at definere kobaïanernes musikalske særkende, og det er så det, vi hører på den tredje i rækken, hovedværket 'Mekanïk Destruktïw Kommandöh'.



Det er helt normalt, at vi som lyttere ofte prøver at finde musik, vi på den ene eller anden måde kan spejle os i. Musik, som rammer en sindstilstand og et fokusområde, der inspirerer os som mennesker. Hvadend vi så snakker den ligefremme rock at vippe fødderne til, mere komplekse strukturer til at pirre hjernebarken, inspirerende budskaber, fordummende platheder og billig morskab eller noget helt femte.
Nogle gange er det dog også mindst lige så inspirerende at falde over noget, der er svimlende fjernt fra ens eget ståsted. Hvor modsætningskraften bliver fællesrammen, netop fordi det rent personligt ligger langt fra din personlige habitus. Som når vi er ude i former for musikalsk perversion eller anarki, og der, i det mindste for det utrænede øre, ikke gemmer sig meget andet end vanvid under rillen. Kald det Yoko Ono-syndromet, om du vil.

Og det er så her, vi havner på 'Mekanïk Destruktïw Kommandöh'. En plade, der ikke blot definerede Magma som band, men også definerede en hel subgenre. Jeg har mange gange gennem årene tvangsindlagt venner til at lægge ører til Magmas absurde, fusionsdystopiske univers, og de fleste af dem har da også vundet en sær forkærlighed for orkestret – ikke mindst da de spillede hele denne plade på en aften lige til historiebøgerne på Loreley-scenen i 2013, eller for den sags skyld i Göteborg kort før pandemien.
Nogen vil måske mene, at det siger mere om mit bagland, men Magma er usvigeligt noget udover det sædvanlige. Et band i dragter med store Magma-medaljoner om halsen, der synger om Jordens forfald og Kobaïas totale overlegenhed på et sprog, du ikke har en jordisk chance for at forstå. Serveret chantende, skrigende og messende, ceremonielt og intenst uden så meget som skyggen af selvironi – hverken her eller på nogen af deres mange efterfølgende plader her 50 år senere. Magma er the real deal og tager ånden dybt seriøst med konceptuelle værker, der skal og bør høres i sin absolutte helhed.



'Mekanïk Destruktïw Kommandöh' er inddelt i syv sekvenser, men alt er sirligt opbygget som én sammenhængende helhed, kun kortvarigt afbrudt på halvvejen, hvor pick-uppen løftes til næste side. Et post-apokalyptisk scenarie, rigt på hypnotiserende repetition og tempo-variationer, der ikke desto mindre holder den intense grundtone på trods af alle de vidtfavnende elementer, de inkluderer i kobaïanernes lydbillede. Godt nok snakker vi prog-rockens zenith, men du så ikke fx Yes, King Crimson eller mange af deres andre åndsfæller inkludere jazz, chanting, gospel, funk og Carl Orff i deres progressive gryde. Magma er allerede i 1973 ude på dybt vand, men galskaben er umådeligt svær ikke at holde af. Du fornemmer med det samme, at noget er helt skævt, da et pitchet 'HUUUH' første gang lyder over det hypnotiske beat 40 sekunder inde i 'Hortz Fur Dëhn Stekëhn West', og dystre blæsere et par minutter senere indvarsler kobaïanernes trussel mod jordboerne.



Ganske vist får du på den oprindelige vinyludgivelse alle teksterne opgivet på kobaïansk-sprogede tekstark, men i fx den amerikanske udgivede gatefold finder du også hele konceptet ekspansivt uddybet på jordbo-sprog – og tak for kaffe.
Vi snakker historien om Nebëhr Gudahtt, der fortæller jordboerne om deres skæbne. De skal forlade Jorden for at undgå dens totale destruktion, for at rense deres sind og vinde retten til den Ultimative Eksistens.

'Those, who in their senseless pride have dared to doubt Eternal Wisdom must be punished...Unfurl upon mankind your silent incandescent legions, that they may crush the Earth, wipe out the crowds and erase space, and that in this inextinguishable apocalypse ashes should burn forever.'

Jordboerne starter en fællesmarch i protest mod Gudahtts absurde trusler, men under marchen resulterer deres fælles kampånd i en højere indsigt, som giver dem mulighed for at høre Universets stemme. En stemme, der overbeviser dem om at lytte til Gudahtt og opgive deres fysiske form til fordel for den immaterielle, der kræves for at blive frigivet fra Jordens byrde. I 'Nebëhr Gudahtt' anfører guiden så uddrivelsen af den menneskelige ånd, hvilket fører til opnåelsen af Universets Nåde til lyden af den høje tone, der runder pladen af.



Hvor absurd fortællingen end lyder, så kan man faktisk fint genkende udviklingen i historien, som værket skrider frem. 'Hortz Fur Dëhn Stekëhn West' ender i et oprørsk, dissonant leje, inden sanger Klaus Blasquiz antager et mere naturligt indførende stemmeleje til oplysning af oprørerne, der svarer chantende igen i det højstemte kor anført af trommeslagerens kone, Stella Vander. Altsammen skrevet og orkestreret af hendes mand, der også selv bærer Gudahtts mildest talt ejendommelige stemme i sekvensen af samme navn, hvor vokalen kammer helt over under uddrivelsen af jordboernes fysiske form. Det er så absolut her og på den efterfølgende 'Mekanïk Kommandöh' vi finder pladens klimaks, hvor repetitionerne og chanten eksploderer i lag af blæsere, militante jazz-trommer og guitarfeedback. En udrensende kakofoni, der runder af i sand velvære, kun med mindre ekstravagante skrig fra Gudahtt til at lulle os hen inden de sagte trompeter i 'Kreühn Köhrmahn Iss De Hündïn', før hyletonen gør os opmærksom på, at vi nu har nået værkets endeligt 39 minutter senere.

Hvor nemt det end er at more sig over over alle de skæve twists, de skingrende vokaler og den ekstreme, ustoppelige og ubønhørlige intensitet, så vil 'Mekanïk Destruktïw Kommandöh' altid være ufatteligt inspirerende. Ufattelig set med rationelt tænkende jordbo-ører i det mindste. Kunsten er at give dig selv fri til at lytte til denne plade med et åbent sind i sin absolutte helhed – kun her vil du have en chance for at mærke Vanders ånd med dette særegne Magma-livsprojekt. Mange flere stærke værker og kun enkelte svipsere er det blevet til her 50 år efter, og deres lyd er sidenhen blevet definerende for kultgenren zeuhl, der udover et par stærke udgivelser her og der dog ikke har ført andre større, toneangivende navne med sig end skaberne selv. Stadig den dag i dag producerer Vander og hans aktuelle inkarnation af bandet værker over 30-40 minutters varighed, som viderefortællinger af kobaïanernes skæbne, og deres koncerter munder da af samme årsag også sjældent ud i andet end 2-3 ”numre”, hvor man så kan drømme om lige at få ens egen favorit fra bagkataloget opført fra start til slut.

Det vil dog altid være 'Mekanïk Destruktïw Kommandöh', jeg (og de fleste Magma-fans) først og fremmest drømmer om at høre. Et uendeligt betagende værk, så ivrig efter konstant at få dig til at føle, at Verden er ved at gå helt i hundene uden skyggen af ironi. Lidt ligesom at grine af absurde konspirationsteoretikere på nettet, men hvor du i det mindste her blot kan tage det for det fascinerende, originale  koncept, det er uden øvrige, virkelighedsnære bivirkninger. Selvom jeg selv tidligere har udstillet dem i et mere muntert lys i denne top 5, så er Magma i sandhed seriøs musik for det søgende øre, i en verden helt for sig selv – i den bogstaveligste forstand.



Hvor langt væk fra metal er det her?
Egentlig ikke så langt i ånden – der er bare mere blæs og chant end spade.

Er der overhovedet noget metal over det?
Hvis ikke du kan mærke dommedagsstemningen her, så bør du overveje at gå til læge.



Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal
?
'Mekanïk Destruktïw Kommandöh' er 70'ernes svar på grindcore i intensitet og kompromisløshed. Der er i hvert fald ikke kun deres franske baggrund, der forklarer, hvorfor Magma har spillet flere gange på Hellfest.


Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?
I bedste fald gør det dig mere åbentsindet for at høre dystre og intense energier udtrykt på andre måder end blot via de velkendte metal-strukturer.


Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?
Swans rammer bestemt dele af Magma-energierne, ikke mindst på 'The Seer'-pladen. I mere kategoriske metalkredse kunne nyligt genopståede Sleepytime Gorilla Museums teatralske og lettere alternativt instrumenterede metalhybrid også vække genklang for os zeuhl-entusiaster, men Jorden mangler fortsat et metalorkester, der omfavner bare tilnærmelsesvis den energi, der gennemsyder Magmas diskografi. De var faktisk også tæt på selv at matche en mere metallisk klinge på 'Slag Tanz' (2015), hvis man vil høre, hvordan de har udviklet sig i nyere tid.
Hvis Kobaïa eksisterer et eller andet sted derude, så er det måske snarere dér det Magma-inspirerede metalguld er begravet...