Devilution #100: Lars Schmidt

Populær
Devilution #100: Lars Schmidt

Lars Schmidt har været med hele vejen fra Heavyjam over NRG til Devilution og giver her sit bud på bedst og værst i Devilutions levetid. 

Forfatter

- Det bedste ved at være med til at lave Devilution:

Det bedste er musikken - at få den nye musik før alle andre, at komme til de fede koncerter og festivaler. Og ikke mindst: At få mulighed for at prædike og undervise i rock'n'roll!

- Det værste ved at være med til at lave Devilution:

Modtagelsen af downloads i stedet for rigtige plader kæmper med det indholdsmæssige tema, som bliver mere og mere fremherskende i de her år - især når man som undertegnede jo er til de bands, der var store, før der overhovedet var tænkt på de øvrige skribenter.

Nekrologerne over de gamle rockstjerner. Vi mistede eksempelvis Ronnie James Dio, Gary Moore og Jon Lord. Og Tony Iommi slås stadig med canceren ... Lort!

- Det bedste album i Devilutions levetid:

Her bliver da klart peget på hardrockens nye håb: Supergruppen Black Country Communion med Glenn Hughes, Joe Bonamassa, Jason Bonham og Derek Sherinian. På to år udgiver de tre album, og det er svært - ja, helt umuligt - at vælge et af dem. Den selvbetitlede debut var et ultrafrisk brøl fra start-70'erne, 2'eren en værdig og stærkere opfølger. Og 3'eren, 'Afterglow', som udkommer 30. oktober, opsummerer de tre album på fænomenal vis. Meget interessant, at det reelt set er noget gammelt noget, som viser sig at blive hardrockens redning. En god flok af de nye, stærke bands - Rival Sons og The Answer eksempelvis - følger samme tråd.

Det værste album i Devilutions levetid:

Et af denne anmelders absolutte yndlingsbands kæmper med sig selv om denne lidet flatterende titel. David Coverdales Whitesnake er her stadig, men slet ikke i den potente og velspillende bluesrock-konstellation, bandet oprindeligt var tænkt i. Nej, Whitesnake af i dage tækkes først og fremmest det amerikanske marked med ufarlig, overfladisk pik-heavy og en sanger, hvis ellers så fantastiske vokal slet ikke kan følge med i den opskruede amerikaniserede popheavy. Nerven, sjælen og de gode sange mangler på seneste udspil 'Forevermore'. Amerikaniseringen af det ellers så fænomenale orkester blev sat i relief på den historiske liveudgivelse, 'Live At Donington 1990', som var helt igennem unødvendig og ligegyldig med - efter Whitesnakeske standarder - elendigt eksekveret popheavy.

Den bedste koncert i Devilutions levetid:

Så absolut Joe Bonamassa i Vega den 24. oktober 2010. Fantastisk guitarspil, stærke sange, en virkelig ordentlig vokal og et band, der spiller guddommeligt laidback og fremme i skoene på én og samme gang. Det var især i 2011 og 2012, at bluesens nye, unge, hvide håb, Bonamassa, virkelig slog igennem på verdensplan med de to eminente album, 'Dust Bowl' og 'Driving Towards Daylight' samt pladerne med Black Country Communion og det spændende samarbejde med Beth Hart. Oktober 2010 i Vega mødte vi en kunstner lige på tærsklen til dét store gennembrud, han nyder i dag. Wauv!

- Den værste koncert i Devilutions levetid:

Uden tvivl og tøven - og helt uden modkandidater - Ozzy Osbournes koncert på Sweden Rock Festival 2011. En timing som en indisk jernbanedirektør, en stemme der er slidt op, en utidig lyst til hellere at ville lege med vandkanoner end synge og en sætliste, hvis yngste nummer var 20 år gammelt samt et fuldstændig kønsløst og ligegyldigt liveband fjernede den sidste glans fra et af metallens allerstørste navne. Ozzy er færdig. De, der siger noget andet, er enten blinde, døve eller i dyb denial.

Ønsker for fremtiden:

At den danske musikindustri - lige fra musikkøbere til spillesteder og pladeselskaber - begynder at udvise mod og lyst til at støtte det, vi alle er her for: den hårde rock. Det kan ikke være meningen, at vi skal tage til Sverige eller Tyskland for at opnå tilfredsstillelse. Og så at David Coverdale og Glenn Hughes indspiller sammen igen. Gerne med Ritchie Blackmore på guitar og Ian Paice på trommer.