Et år uden Copenhell: D-A-D

D-A-D

Dansen om guldkalven er på standby, og 2020 står i sabbatårets navn for D-A-D. Copenhell har dog ikke set det sidste til de gamle kopunkere, der vender tilbage til Refshaleøen næste år.
Vi greb knoglen og fik os en sludder med forsanger Jesper Binzer om pausetilstanden i D-A-D-lejren.

Kunstner
Titel
Jesper Binzer
Genre
Fotograf
Presse
Forfatter

I skulle have spillet på Copenhell i år. Hvad er jeres forhold til denne festival?

Altså, vi har jo spillet på Copenhell-lignende festivaler i Tyskland de sidste 25 år. Da den endelig kom til Danmark, der for 10 år siden, var det jo virkelig dejligt og længe ventet. Vi er jo i en lidt sjov situation, hvor vi spiller vores heavy pop/rock, og mellem alle de der sorte t-shirts står vi med den der følelse af ”Kæft, vi bliver da buhet ud her....”, men vores energi harmonerer jo så alligevel perfekt med heavy-publikummet. Vi burde have indbygget selvtillid omkring det, men det er stadig vildt at gå på efter Parkway Drive, og så kommer Behemoth bagefter, og så står vi der ved siden af og ligner nogen spejderdrenge.

Hvad betyder det for jer som band, at blandt andet Copenhell 2020 er aflyst?

Altså, på de indre planer, så var det det første, rigtige ”Goddaw Livenation”. Vi havde lige flyttet bookingbureau, og det var starten på vores nye samarbejde. Der var lagt kreative idéer i ovnen, der var lavet en hel hjemmeside om, og vi kiggede på ny sætliste, hvor publikum skulle stemme ind og sådan. Hvis der er noget, der er vigtigt for et gammelt orkester, så er det at få besked på at oppe sig. Det mest ærgerlige var dog, at i år havde vi Sweden Rock, Copenhell og Tons of Rock – de tre store festivaler i Skandinavien, og så lige tage dem alle på en uge, det kunne have været så sejt.

Hvad havde I ellers på programmet i løbet af festivalsommeren?

Vi havde 27-30 festivaler i løbet af sommeren.

Hvad skal I så lave, når I ikke skal spille koncerter?

Vi er blevet tilbudt at rende på dørene af mange af de her drive-in ting. Det har vi været lidt i tvivl om, men vi valgte altså at takke nej, fordi det er sgu en sekunda-oplevelse, i hvert fald for os. Sådan nogen gamle nogen som os, vi har virkelig brug for et publikum. Hvis vi står deroppe og møder os selv, så bliver vi kede af det. Vi har jo sandt at sige danset om guldkalven de sidste 15-20 år, vi har fandme spillet hver sommer, så vi har gået med tanker om – skulle vi tage det sabbatår? Skulle vi give danskerne fri fra os? Og så tænkte vi ”det er vist nu Gud taler, og så tager vi det sabbatår”.

Afhængig af hvor længe jeres mulighed for at turnere begrænses, har I så gjort jer nogen tanker om, hvordan I vil udvikle jer som band, indtil alt er normalt igen?

Altså, nu har vi mere eller mindre indset, at det her er et sabbatår. Ingen ønsker om at gå i øveren eller noget som helst. Vi er så stolte af ”Prayer for the Loud' og håber på, at den stadig vil være en ”ny” plade, når vi kommer i gang igen, ik'. Vi er et klassisk orkester og har også et brand, som folk elsker og sætter pris på, og det vil vi gerne fyre op under. Drive-in koncerter, det er altså ikke os så det, vi har planer om næste år, er at give folk den der rockklub-oplevelse, så nu må vi se hvor langt, vi kommer med det, og hvor meget man må til den tid.

Hvilken betydning tror I, nedlukningen vil have for musikbranchen i de kommende år?

Jeg plejer aldrig at være bange for at gætte om fremtiden, men altså, jeg ved det VIRKELIG ikke. Jeg svinger imellem at tænke ”Var det virkelig det?”, og så at sige ”det kommer da igen, folk skal nok hoppe oveni hinanden igen, når det her er overstået”. Pendulet svinger hele tiden mellem de gisninger, men jeg vil næsten ikke kunne bære, hvis det er enden på de store koncerter.
Når alt det er sagt, kære Devilution, så er jeg lige blevet færdig med en soloplade mere med Søren Andersen, og skal over til Jacob Hansen her om en uge til mixning, så JEG har da lavet noget! Når vi har sabbatår, så må dampbarnet vel godt få lov at lege lidt igen.

Har I selv ladet jer inspirere af andre kunstnere og deres måde at håndtere krisen på?

Selvfølgelig synes jeg at alle dem, der har taget fat om det med drive-in koncerter og webkoncerter, det er alt sammen godt og fint nok og alt det der. Altså, at holde pause har aldrig nogensinde gjort nogen godt. Man bliver ikke bedre af at holde pause. Sjælen bliver bedre, og man får flere kræfter til at gøre det, men altså, hvis man holder sig i gang, så al respekt fra mig. I forhold til D-A-D, så gider vi simpelthen bare ikke spille til dørruder og lege Jørn Hjorting, men respekt herfra.

Hvad er efter jeres mening det bedste, der er kommet ud af denne situation?

Det er selvfølgelig helt personligt, at man får en pause fra dansen om guldkalven. Vi finder lidt mere ud af, hvad der egentlig er vigtigt, som vi forhåbentlig kan tage med os i fremtiden, ik'.

Får vi jer at se på Copenhell 2021?

Ja, vi er blevet hyret, og vi står der fuldkommen vandkæmmet og parat!