Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Et år uden Copenhell: Withering Surface

Updated
unnamed

Withering Surface udgiver fredag 'Meet Your Maker', deres første album i 16 år, og havde glædet sig til at lufte materialet på Copenhell med den nye besætning. Kalenderen er dog fint pakket med promotion og produktion af stageprops og øl, indtil vi ser dem tilbage på landets spillesteder.

Koncertarrangør
Forfatter

I skulle have spillet på Copenhell i år. Hvad er jeres forhold til denne festival?

Det er jo en super vigtig festival. Den er et must for Danmarks metalfolk – både musikere og publikummer. Den samler alle uanset præferencer. Der er altid nogle, som bitcher over programmet, men om festivalen så havde Scorpions som headliner alle dage, ville folk komme strømmende, for det er meget andet end musikken, det handler om. Jeg har kun haft gode oplevelser derude, uanset lortevejr, lidt for meget tobak og sløjt program. Det var også en stor oplevelse, da jeg spillede der med mit gamle band i 2012. Shit tiden stryger afsted!

Hvad betyder det for jer som band, at blandt andet Copenhell 2020 er aflyst?

Vi havde virkelig set frem til at skyde vores reunion af med et brag derude. Vi har haft flere forskellige release-datoer til 'Meet Your Maker' i spil, da vi har haft en del udfordringer med det praktiske. Vi bestemte os til sidst for d. 19. juni, da det passede godt med vores første liveoptrædender i 15 år. Så det er pisseærgerligt, at det ikke kommer til at ske. Faktisk skulle vi havde stået derude og fyret den af lige nu, hvor jeg skriver disse ord. Jeg kan godt lide at lave interviews, men det er sgu lidt antiklimatisk.

Hvad havde I ellers på programmet i løbet af festivalsommeren?

Vores comeback-plade udkommer d. 19. juni, og vi holder release party på søndag d. 21. juni kl. 14 på Zeppelin Rock Bar i København. Det er det eneste, der er tilbage. Ellers havde vi ud over Copenhell et par festivaler og koncerter, bland andet i vores hjemby Næstved, som vi havde set meget frem til. Heldigvis ligger de fleste af vores koncerter først til efteråret og i foråret 2021, og vi har to festivaler, som kommer til at ske, da de ligger efter 500+ forsamlingsforbuddet, der ender 31. august.

Hvad skal I så lave, når I ikke skal spille koncerter?

Vi har ret travlt med at lave promotion for 'Meet Your Maker', og jeg har brugt en masse tid på at lave alverdens grafisk materiale, da det er mig i bandet, der kan det. Alt fra små patches over labelen til vores egen øl – som vi serverer til vores release – til sceneudsmykning. Så er det ligesom krydset af. Vi har også brugt en masse energi på at ombooke ting og komme op med tiltag, der kunne gøre, at vi ikke drukner i Corona-nyheder og folks serie-binging.

Vi havde planlagt at indspille en musikvideo til titelnummeret, men det gik i vasken på grund af corona. I stedet indspiller vi om 14 dage en video til nummeret 'I'll Soon Be Gone', som udkom som fjerde og sidste single for et par uger siden. På mandag offentliggør vi, hvad der bliver vores første koncert, og så skal vi til at forberede os til det, så der er masser af tage sig til.

Afhængig af hvor længe jeres mulighed for at turnere begrænses, har I så gjort jer nogen tanker om, hvordan I vil udvikle jer som band, indtil alt er normalt igen?

Nej, der har simpelthen været så meget at lave i denne periode, at jeg næsten ikke kan overskue, hvordan det ville have været, hvis der ikke var lukket ned for alt. Vi har endnu ikke engang haft mulighed for rigtigt at bonde som band, og der kommer til at gå lidt tid, før vi tager det op til overvejelse. Men jeg glæder mig meget til rejsen og til at se, hvad denne reinkarnation af Withering Surface kommer til at betyde og byde på.

Hvilken betydning tror I, nedlukningen vil have for musikbranchen i de kommende år?

Det bliver jo en kedelig skygge, der vil rage ind over flere år. Nu valgte vi selv at udgive 'Meet Your Maker' på trods af situationen, men der er mange bands, som sidder og venter på, at de kan udgive næste plade. Alt imens andre har siddet og skrevet en hulens masse musik, de sikkert vil have udgivet samtidig. Når nu alle koncerter er rykket frem, kommer der en voldsom pukkel af koncerter, som måske ikke vil have samme publikum som under normale omstændigheder. Mange har planlagt et helt forløb, som omfatter udgivelse, promotion og koncerter til næste år, som de måske ikke kan regne med, da meget er udskudt, og festivaler genbooker bands fra 2020. Der vil i hvert fald ikke være det samme frirum til de bands, som havde kalkuleret med at spille og tjene penge i 2021. Jeg kunne jo blive ved, og jeg ved ikke engang særlig meget om det. Det er uoverskueligt, og det vil tage længe, før det hele stabiliserer sig igen. Jeg håber, vores beslutning om ikke at udskyde vores reunion gør, at vi lige får røven med os, inden det hele går løs, og det ser ud til at vores timing har været heldig.

Har I selv ladet jer inspirere af andre kunstnere og deres måde at håndtere krisen på?

Nej, vi har kørt det fuldstændig efter vores egen pibe. Det er jo nyt land for alle, og vi har kastet os over promoveringen af vores kommende plade, så godt som vi nu kunne, og brugt tiden på at booke koncerter til næste år. Vi har ikke være oppe at køre samspilsmæssigt, så vi kan ikke streame fra øveren eller hoppe på en streaming-festival. Vi fik tilbuddet om at spille Stay Home – Slay Home, som kører fredag og lørdag, men det ville have været forfærdeligt at skulle spille første koncert i 15 år på en live stream. Det lader vi de garvede live-rotter om, og jeg glæder mig meget til at se det.

Hvad er efter jeres mening det bedste, der er kommet ud af denne situation?

Som jeg nævnte tidligere, ville det have været en sindssygt travl tid med reunion, pladeudgivelse, forberedelse og koncerter på samme tid, men nu har vi haft mulighed for at kunne fokusere på alt det, mens hele verden har ligget brak. Jeg håber, at det var en rigtig beslutning ikke at vente med at udgive pladen, og at folk nu har tid til at lytte til skiven og til at blive rigtig sultne på at komme ud og se noget hegn til, når vi spiller første koncert i september.