House of Franco #10

I dette nummer af House of Franco, anmelder Jens det nye album fra The City Kill, men han har også haft endnu en NWOBHM-klassiker på pladeploven. Denne gang er det Tygers of Pan Tangs 'Wild Cat'.

The City Kill – 'Days Full of Joy' (Red Tape Records)



Det spændende Københavnske selskab Red Tape fejrede i weekenden 2 års-fødselsdag med navne som Trust, Melting Walkmen, Papir, Chainsaw Eaters og The City Kill i Ungdomshuset. Fem meget forskellige bands, hvor specielt The City Kill brillerede med et dræbersæt.

'Days Full of Joy' er The City Kills andet album, en anelse mindre støjende affære end debuten, men til gengæld er materialet her mere homogent. Det er stadig et miks af engelsk postpunk og australsk noise rock tilsat lidt Sonic Youth, men numrene er skarpere og Signes vokal er markant bedre på denne udgivelse.

Smukke og larmende passager flettes elegant ind i hinanden med stor autoritet. The City Kills signatur er de nedstemte twang guitar lyde, som her dyrkes til perfektion. En nummer som 'Avalanches', der nok er deres allerbedste til dato, går fra næsten filmisk mørk ørkenrock til fræsende apokalyptisk støjrock. Der er utrolige mange lag i The City Kills musik, der på fornemste vis har udviklet sig til et af Københavns bedste live band. Jeg kunne måske savne lidt af vildskaben fra deres scene optræden nogle steder på 'Days Full of Joy', men det er et mindre kritik punkt.

Om kort tid drager The City Kill ud på deres første Europa-tour, sammen med et andet Red Tape band (Chainsaw Eaters). Det bliver spændende at høre hvordan udlandet tager imod dette unikke band.
_{(Karakter: 4/5)}


MÅNEDENS NEW WAVE OF BRITISH HEAVY METAL ALBUM:



Tygers of Pan Tang – 'Wild Cat' (1980, Fame/MCA Records)

'Wild Cat' er et de mest vellykkede forsøg på at mikse heavy metal og rock'n'roll. Robb Weirs fræsende metal riffs leder tankerne hen på præ-NWOBHM navne som Judas Priest og Budgie, mens den hårdt pumpede rytmesektion bestående af Rocky (bas) og trommerslageren Big Dick (det hedder han!) er ren uforfalsket biker/boogie rock a la Molly Hatchet og Foghat i deres mere brutale øjeblikke.

Jess Cox er en af mine favorit NWOBHM-sangere, han har måske ikke den store rækkevidde, her er hverken falset skrig eller gravrøst, bare en forbandet effektiv halv-sleazy rå motherfucker vokal som fungerer perfekt på 'Wild Cat'.

Tekstuniverset indeholder ingen okkulte, horror eller sataniske referencer, men bare de sædvanlige ting der fylder en frisk engelsk arbejderklassedrengs hjerne, som damer, penge og manglen på begge.

Alle ti numre holder maksimalt, specielt tracks som 'Money', 'Killers' og 'Euthanasia' er sublim motorcykel rock, proppet med overjordiske guitar udladninger. Mødet mellem Tygers of Pan Tang og stjerne producer Chris Tsangarides (Anvil, Thin Lizzy, Judas Priest) er en fremragende cocktail af iørefaldende aggressivitet, der virkelig løfter debutalbummet op blandt de aller bedste NWOBHM udgivelser, der nåede en fornem placering som nummer 18 på den engelske hitliste. CD-udgaven indeholder 8 bonus numre.

Senere lavede Tygers of Pan Tang, som er fra en lille provinsby i det nordøstlige England, en fremragende efterfølger 'Spellbound' (1981), hvorefter kvaliteten faldt markant. Cox forlod bandet efter dette album, men var med på en reunion-tour i 1999. Som mange andre NWOBHM bands var Tygers of Pan Tang en stor inspirationskilde for Metallica, jeg kan huske første gang Lars Ulrich var gæste DJ på DR, hvor han blandt andet spillede 'Killers' fra 'Wild Cat'.