House of Franco #5

I denne uges nummer af House of Franco anmelder Jens Jørgen Teller & The Empty Stairs' seneste dobbelt-lp, men han ser også tilbage i tiden og anmelder Witchfinder Generals klassiske NWOBHM-plade 'Death Penalty' fra 1982.

Jørgen Teller & The Empty Stairs – 'Jeg Så Det Godt'/2LP (Leaky Mansion Records)

På papiret har denne trio alt imod sig. To af medlemmerne er over 50, de spiller improviseret noise rock med freejazz elementer uden skyggen af konventionelle vers/omkvæd strukturer. Men det afholder dem ikke fra at være et af Danmarks absolut bedste live acts, der som supportband har myrdet danske og udenlandske headliners efter headliners.

Deres forrige live skive 'Live Arrogant' (Mastermind Records) fangede fornemt deres lyd, hvor forgængeren 'Wunderswim' kun antydede deres soniske magtdemostrationer. 'Jeg Så Det Godt' dobbelt albummet er til dato deres ultimative statement og klart bedste udgivelse. Indspillet live i studiet over et par dage i 2010's dejlige sommer, hvor jeg mest lå og stenede pils i den topløse afdeling af Helgoland, svedte de tre modne herrer røven ud af bukserne med dette selvproducerede 80 minutters mesterværk.

Allerede fra første skæring 'Shesaycomehome pt. 1' (19:33) griber Jørgen og vennerne efter ens strube med semi-apokalyptiske guitar udladninger og en hidsig rytme sektion (Tobias Kirstein og Søren Gorm), der metafysisk placerer lytteren i et af USA's sidste desperate bombetogter under Vietnam krigen. Eller sådan føles det i hvert fald, jeg kan næsten se Robert Duvall smile dæmonisk i 'Dommedag Nu'.

Der er to andre 20 minutters skæringer på 'Jeg Så Det Godt', som faktisk overgår det første nummer i intensitet og åndelig lemlæstelse. Sørens kontrabas er ude af kontrol, der kørt igennem en fuzzpedal giver numrene et ondt næsten syre-punk agtigt drive og lidt mindre freejazz vibe, mens Tobias torturerer sine gryder som om verden kan gå under når som helst. Specielt det sidste track, 'Da', kører helt op i det røde felt, så nakkehårene flagrer og man hiver efter smøgerne. 'Jeg Så Det Godt' adskiller sig lidt fra JT&TES's sidste udgivelser ved at have vokal, der mest nærmest er messende, bortset fra titelnummeret, hvor Jørgens stemme går amok i ekko effekter fra en anden ikke-jordisk dimension.



Hvis du er kørt lidt træt i traditionel aim-to-please rock og metal, bør du give Jørgen Tellers hypnotiske improv noise rock en chance. Her er ingen regler, konforme tatoveringer eller andre forslidte rock attituder, kun nådeløs sonisk og primal voldtægt af sanserne, der befinder sig et underligt sted mellem Dead C og Borbetomagus, og så alligevel ikke. En af de mest inspirerende udgivelser jeg længe har hørt fra et dansk band.

Dobbeltalbummet er kun udgivet i kun 300 eksemplarer (på eget selskab), som alle gode vinyl plader bør være. Til namedrop orientering har Jørgen Teller arbejdet og spillet sammen med Ron Schneiderman (Sunburned Hand of the Man) og David Thomas (Rocket From The Tombs og Pere Ubu). Tobias er tilknyttet det eksperimentale musik miljø omkring Mayhem på Ragnhildsgade, der var 2010s bedste sted at få blæst hjernen ud.

5/5


MÅNEDENS HOUSE OF FRANCO NEW WAVE OF BRITISH HEAVY METAL KLASSIKER

Witchfinder General – 'Death Penalty' (1982, Heavy Metal Records)



Dette månedlige indslag vil indeholde "glemte" albums af diverse britiske heavy metal bands, jeg dyrkede som en gal i perioden 1977 til 1983. Som de fleste ved var NWOBHM en stor inspirationskilde for Metallica og Lars Ulrich, der bl.a. hyldede Diamond Heads 'Am I Evil?' med nørdet fanboy-entusiasme.

Iron Maiden var selvfølgelig flagskibet af NWOBHM og det band, der fik mest kommerciel succes. Judas Priest og Motörhead var præ-NWOBHM, men deres betydning for genren er enorm, det samme gælder Sabbath. Men for hver Maiden var der 20 andre britiske metal bands som forblev i undergrunden og giggede på deres lokale pub, efter et enkelt mindre hit på diverse heavy metal radiostationer og rave reviews i Sounds. Det er disse "unsung heroes", jeg vil hylde.

Prototypen på et NWOBHM-band var fire eller fem arbejderklasse denim-rødder med herligt urealistiske ambitioner om at droppe deres lortejobs for at blive rockstjerner. Viljen var tit større end musikalsk kunnen, Judas Priest var altså bare bedre musikere, men det stoppede ikke band'sne i deres jagt på sex, drugs & rock’n’roll. Selvom den dybt upolitiske NWOBHM-bølge var i opposition til punken, der eksploderede omkring samme tidspunkt, er der alligevel mange fællestræk som energien, primitive sang strukturer, rå vokal, lavbudget indspilninger og vulgære albumcovers. Dette er netop hvad jeg synes er charmen ved NWOBHM, jeg har aldrig helt fattet de metal fans, der prøver at hype et nyt band med argumentet; "jamen, de er vanvittig gode musikere!". Who gives a fuck. Evil Army vil altid være et bedre band end Tool.

Hvor mange spillede en halvpunket form for hård biker/pubrock, var der andre som dyrkede den tunge gotiske Sabbath lyd blandt andre Pagan Altar og Witchfinder General. Sidstnævnte tog deres navn efter den klassiske Vincent Price-gyserfilm fra 1968, og som coveret på deres debutalbum, 'Death Penalty', mere end illustrerer, tog de skridtet fuldt iklædt som middelalder heksejagere og munke. Selvfølgelig tilsat en skrækslagen topløs blondine, der er indsmurt i blod på bagcoveret. Hi-brow, yes indeed.



Musikalsk kan Witchfinder General minde lidt om deres amerikanske kollegaer i Trouble, hvis debutalbum udkom et par år senere. Ultra tunge Tony Iommi-riffs, up/down tempo sang strukturer, halvprimitive (positivt ment) episke breaks og bundsolid vokal. Højdepunkterne på 'Death Penalty' er titelnummeret, 'Witchfinder General', 'R.I.P.' (cowbell-holocaust!) og 'Burning a Sinner', der er ypperlige eksempler på tidlig 80er britisk metal, som næsten er i Angel Witch-klassen.

Teksterne er herligt dumme, som al god metal bør og burde være. Lige når man tror at man befinder i en skummel gotisk og okkult fortid med hekseafbrændninger, begynder sangeren at lovprise glæderne ved at tage LSD og drikke svampe te i 'Free Country'. Fantastisk!

Witchfinder General lavede en opfølger kaldet 'Friends Of Hell' (1983), der var en respektabel plade, men ikke nåede samme niveau som debuten. Senere forsvandt bandet fra scenen, for at dukke op igen med et comeback album for få år siden. Vi er en del, som håber på at Witchfinder General engang vil dukke op på den legendariske hollandske doom metal-festival Roadburn, der før med stor succes har haft Angel Witch og Pagan Altar på programmet. Til orientering er der for nyligt udsendt en fræk 'Death Penalty'/'Friends Of Hell' deluxe vinyl box med booklet, fotos etc. 

Næste måneds House of Franco NWOBHM-klassiker: Tygers of Pan Tang’s 'Wild Cat' (1980).