House of Franco #136

Populær
House of Franco #136

Jens anmelder i ugens klumme 'A Band Called Death'-dokumentaren, som i onsdags blev vist i Det Danske Filminstitut.

Titel
A Band Called Death
Dato
05-03-2014
Genre

A Band Called Death (2012. Mark Christopher Covino & Jeff Howlett)

Nej, det er ikke en dokumentar om Chuck Schuldiners berømte dødsmetalband. Da Drag City i 2009 udsendte et minialbum med Death, var jeg hurtigt ude og fik den købt med det samme. Udgivelsen bestod af fantastiske syv demonumre optaget i 1974, der kan beskrives som en mere punket udgave af 'Back In The USA'-lp'en med MC5 (også fra Detroit). Man kunne også høre deres inspiration fra Alice Cooper og The Who.

To år senere fik jeg købt 'Spiritual • Mental • Physical'-pladen, som havde endnu flere - dog ikke så suværene - demooptagelser med Death. Det var omkring dette tidspunkt, at jeg hørte, der var en dokumentar på vej, og at bandet har spillet reunionkoncerter. Sidstnævnte oplevede en af mine gode venner, Jonas fra Mig & Min Ven og Bright Kids, at se på en scene i New York.

Da jeg cyklede ind i til Musikfilm Festivalen i Cinemateket, var mine forventninger skyhøje. Oplægget var overjordisk perfekt. Obskure afroamerikanske protopunkere, der indspillede før Ramones, og som ingen havde hørt om i 70'erne, men som klart havde fortjent at blive hyldet som sande punklegender. Hvad gik der galt? Hvad blev der af de tre Hackney-brødre, som bandet bestod af?

Dokumentaren giver svar på alt dette. Columbia Records var interesseret i dem, men da de nægtede at ændre det for dengang kontroversielle bandnavn, blev den deal ikke til noget. Bandet gik senere i opløsning, to brødre fortsatte med et (kedeligt) reggaeband, Lambsbread, og en anden døde af lungecancer i 2000.

Desværre er filmen alt for sød og kedelig til at holde ens opmærksomhed i 98 minutter. Måske er jeg ødelagt af at ha' set alt for mange musikdokumentarer spækket med vanvid og kaos gennem årene. Historien er god, men virker mest som et sympatisk og hyggeligt portræt af en kristen familie (deres far var præst), og den kommer aldrig helt op at ringe. Ikke nogen interaktion med datidens andre punkpionerer.

Optagelser fra nyere Death-koncerter afslører, at bandet har mistet rigtig meget af deres gamle rå energi fra 70'erne, og publikum virker heller ikke synderligt begejstret, som dokumentaren ellers foregiver. En noget middelmådig tur i biffen, hvad flere af mine Roadburnvenner også var enige om. Men din mor vil sikkert elske den, så del da en filmoplevelse med hende, hvis du ikke gider en Susanne Bier-film. Køb i hvert fald '...For The Whole World See'-minialbummet fra Drag City, den leverer varen 100 %.

Til orientering er der meget få rene afroamerikanske punkbands gennem tiderne, hvad der egentlig er lidt mærkeligt, da det jo var afroamerikanere, der opfandt blues og rock'n'roll, og de burde have grunde nok til at besidde masser af vrede mod og foragt for systemet. De fleste Devilutionlæsere har nok hørt om det legendariske hardcore-band Bad Brains fra DC, senere New York. Jeg synes klart, at folk skal tjekke Pure Hell ud, som blev dannet i 1974 i Philadelphia og indspillede et sublimt album, 'Noise Addiction, i 1978 inspireret af Stooges og Dead Boys. Måske får Pure Hell også en dokumentarfilm en dag, de hang da ud med Sid Vicious and shit.