House of Franco #138

Populær
House of Franco #138

STØTTEWEEKEND FOR BYENS TUNGESTE KÆLDER

Titel
+ Iceage, + Dead Instrument, + Lower, + Dogmatist, + Infuse Huddle, + Monoliths
Spillested
Dato
21-03-2014
Genre

Sexdrome, Iceage, Dead Instrument, Lower, Dogmatist, Infuse Huddle, Monoliths

21. Marts @ Basement


Betonkælderen under Vega lagde i fredags hus til en støttefest med en imponerende lineup af cremen af nyere københavnerbands, der spændte fra postpunk og hardcore over noiserock til grindcore.

Trioen The Monoliths startede gildet med et støjende sæt, der talte op til flere nye fremragende numre. Deres desperate Destruction Unit/Butthole Surfers-agtige fuzz-noiserock gik rent ind i ører og sjæl, selvom et bræt på scenen vist drillede highhatten.

Infuse Huddle var bagud i tidsplanen, hvorfor de desværre kun spillede tre numre. Lidt trist efter deres suveræne Stengadekoncert for nyligt (anmeldt i HOF#135), men vi fik da en lille smagsprøve på Alexander & Co.'s catchy og hårde postpunk.

Et af de bedste shows til den netop overståede KBH 2014 Festival i Ungdomshuset var Dogmatist, og i aften viste de igen, hvorfor de tre gutter altid er leveringsdygtige i vred crustmetallisk hardcore. Philip er en for vild sanger og guitarist, en ener på scenen.

Det er lang tid siden, jeg har set eller hørt Lower. Jeg bemærkede straks, at deres sange er blevet langsommere og længere, samt at vokalen var en del stærkere, end sidst jeg så dem.

Dead Instrument er ret nærige med koncerter, så de var klart det band, jeg glædede mig mest til denne aften. Specielt efter deres nye super-ep, 'See Through Negative', som nok ryger ind i toppen af dette års bedste singler. Et nådesløst sæt af intens grindcore helt oppe i det røde felt med Conan-overmennesket Jacob i front. Fuldstændig fantastisk!

 

De svært populære Iceage leverende et af de mest professionelle shows, jeg har set med dem, hvad der nok skyldes deres mange turnéer i udlandet gennem de sidste år. Der er klart en grund til dette unge bands succes, deres sange er catchy og energiske, og de forstår at brænde igennem på en scene. Elias er blevet langhåret, klær ham.

Sexdrome er gendannet, de skal snart spille i LA. Men jeg regnede ikke med at se dem i Basement, da de ikke var annonceret. Altid rart med en overraskelse, specielt så sent på natten. Det var, som om de aldrig havde holdt pause. Møgbeskidt hardcore hærg med en superanimeret Loke på vokal. Sublim fredagsafslutning på denne støttefest.

 

Jeg orkede ikke lørdagens elektroniske indslag. Lyden var generelt lidt mudret denne fredag (dog bedre end normalt), som den altid er i Basement. Det hjalp meget på akustikken i tyskerbunkeren, at der var så mange fremmødte. Mødte endda Jeppe fra Happy Hookers For Jesus helt fra Århus, som var gavmild med vodka og historier fra scenen der.