Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #176

Populær
Updated
House of Franco #176
House of Franco #176
House of Franco #176
House of Franco #176
House of Franco #176
House of Franco #176

Krigsguden har interviewet Torturdød aka David Mikkelsen aka Nørrebros dødsmetalkonge fra Undergang, som pt. har gang i vildt mange projekter. Alle sammen pilrådne.

Titel
Undergang

Hvad er status på det 3. Undergang-album, 'Døden Læger Alle Sår'?

- Vi har lige modtaget en cd-masterering fra Dan Lowndes (Cruciamentum/Resonance Sound studio), og lp-masterering har vi fået at vide skulle være klar her efter weekenden. Vi hyrede også Dan til masterering af vores 'Søm Til Din Ligkiste'-7" i 2013 og var glade for produktet fra hans side, og vi besluttede os for at arbejde sammen med ham igen på vores nye album. Albummet er desuden indspillet i Earhammer Studio med Greg Wilkinson (også bassist og sanger i det beskidte sludgeorkester Brainoil) i Oakland, Californien, i overgangen fra juli til august i 2014, godt varmet op af en treugers amerikaturné, hvor vi kørte hele landet rundt med musikalsk støtte fra de i staten Washington baserede dødsmetalbands Trepanation og Astraes Pestis. Vi øvede en masse numre fra vores bagkatalog op sammen med alle 10 sange til den kommende plade, så vi spillede forskelige sæt hver aften på turnéen og spillede på skift alle de nye sange. Så vi var rimeligt godt forberedte til at optage numrene, da vi så rykkede ind i Earhammer, to dage efter sidste koncert på turnéen var spillet i San Francisco.
Jeg har desuden lige tegnet illustrationen til albumomslaget færdig her i løbet af påsken og sidder i øjeblikket (okay, ikke liiige nu, da jeg besvarer dette interview) og laver layout til både 2-lp- og cd-versionen i disse dage.Forleden snakkede jeg over telefonen med vores pladeselskab i Amerika, Dark Descent records, og fik aftalt udgivelsesdato i juli, så vi selv kan promovere og sælge den nye skive på vores kommende Europa-turné med australske StarGazer.
Jeg regner med at have alt layout færdigt i løbet af den næste uge, så udgivelsen er ude af mine hænder og dermed ikke noget, jeg videre kan forsinke, hæhæ.


Du mistede teksterne, kort tid før I indspillede den i USA?

- Tja, mistede og mistede er nok lidt skævt formuleret. Jeg glemte dem simpelthen derhjemme inden afrejsen. Vi havde en temmelig tidlig afgang fra Kastrup lufthavn, og jeg havde knap nok sovet i løbet af natten op til, så jeg fik idiotisk nok glemt at pakke teksterne med i bagagen og måtte derfor skrive dem om, da vi var færdige med vores turné og landet i Earhammer-studiet. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke altid aner, hvad teksterne er i kampens hede på scenen, så nogle linjer var forsvundet fra min hukommelse i månederne op til optagelserne, så jeg måtte ved hjælp af den del af teksterne, jeg kunne huske, sætte lidt tid af til at lægge mig ned i mit gæstesovekammer på første sal i studiet og komme op med nye tekster til de stykker i sangene, jeg havde glemt, så jeg kunne optage vokalsporene i studiet, haha. Vi har efter vores turné fået tilsendt nogle forskellige liveoptagelser fra koncerter, og det kan til tider tydeligt høres, at jeg ikke synger det samme i de nye numre som på selve optagelserne lavet i Earhammer, men blot har improviseret diverse sætninger og/eller lyde. Klassisk idiotisk stil. No support.


Albummet er afslutningen på dødstrilogien? Med Autopsy-gæst?

- Ja, vi har valgt at lukke trilogien med titler baseret på ordet "Døden" med dette tredje album og så bevæge os ud i nye territorier på de kommende plader. Det betyder dog ikke, at det vil blive mindre makabert end tidligere. Vi har faktisk allerede tilen klar til den fjerde, det har vi faktisk haft, siden før vi besluttede os for titlen 'Døden Læger Alle Sår' til dette tredje udspil. Men den vil jeg holde for mig selv, indtil offentliggørelsen af den plade kommer engang i fremtiden. Selve titlen 'Døden Læger Alle Sår'er også en sang på pladen, der handler om flugten fra livet gennem alkohol, stoffer og selvmord og er skrevet i en periode af mit liv, hvor jeg var en i temmelig mørk tilstand rent psykisk. Albumomslaget kommer også til at portrættere dette lyriske scenarium.

Jeg er meget begejstret og stolt over, at vi har fået vores første gæsteoptræden i form af en fuldstændig knaldet guitarsolo udført af Autopsys Eric Cutler på det afsluttende nummer på den nye skive. Jeg har været i kontakt med ham, siden vi varmede op for Autopsy til deres første koncert i New York efter 19 år i maj 2012, takket været vores venner i Funebrarum, der fik os med på programmet der. Autopsy har været mit absolutte favoritdødsmetalorkester, siden jeg i teenageårene solgte min sjæl til den dødeligste af metalstile (metalSTILEN!), så jeg kunne ikke lade denne chance gå forbi og spurgte Eric, om han ville kigge forbi Earhammer Studio, når vi skulle optage vores nye album, og lægge en solo på et nummer, som vi bevidst skrev et langt afsluttende stykke til for hans skyld. Heldigvis var han frisk på tjansen og takkede ja til tilbudet. Desværre måtte han aflyse besøget i studiet over to gange, pga. sygdom og arbejdsforpligtelser med  familien, men gik så selv i en vens studie efterfølgende og optog et par forskellige soli, vi kunne vælge imellem, hen over et råmix af nummeret, jeg sendte til ham. Så vi har også en alternativ version af afslutningssangen på 'Døden Læger Alle Sår' med en anden solo liggende til fremtidige anderledes genudgivelser, kompilationbidrag e.l.


I skal på turné med australske  StarGazer?

- Jeps, vi drager på en knap tre uger lang europaturné med kængurubesudlerne i det ret specielle avantgarde-dødsmetalorkester StarGazer, med start d.9 juli på Metal Magic Festival  i Fredericia  og så godt rundt i fastlands-Europa og et smut til Storbritanien også, inden en afsluttende koncert i København mandag d.27 juli. Det er ikke helt på plads endnu, hvor det bliver her i byen, men jeg har en ven af bandet, Daniel fra Killtown Bookings, til at hjælpe med det. Det bliver nok alles "yndlings"spillested KB18, da de efterhånden lidt er et af de eneste steder i byen, der vil tage sådanne koncerter med undergrundsorkestre som os ind, desværre.

Selve turnéen bliver arrangeret af hollandske Doomstar Bookings og booket af en ven af Undergang, der er med til at køre det foretagende, og som ved flere andre lejligheder tidligere har hjulpet os med opsætninger af koncerter på diverse turnéer rundt om i Europa, som vi har været på i løbet af vores syv år lange "karriere". Han har også tidligere inviteret os ned til et par feskellige festivaler, han har været med til at arrangere i Eindhoven-området, hvor han bor.

Selve idéen med at tage på Europaturné med StarGazer er egentlig gengæld for en tjeneste, da to af medlemmerne bl.a. også spiller i det djævelsk rockende orkester Cauldron Black Ram, som spillede med og hjalp os på vores turné i Australien i oktober sidste år. Oprindelig var det oghså meningen, at det skulle have været Cauldron Black Ram, der skulle have været herop til sommer, men i forbindelse med udgivelsen af deres absolut FREMRAGENDE nye StarGazer-album 'A Merging to the Boundless', udgivet af amerikanske Nuclear War Now! Productions ved udgangen af 2014, valgte de, at det var på tide at StarGazer tager rejsen op og mister deres europæiske livemødom.

De er nogle skægge fyre med hjertet på rette sted, så vi glæder os meget til at skrue op for idiotien, sætte os ind i bussen og drage hærgende og voldtagende rundt i Europa sammen.


Fortæl om Phrenelith. I har lige lavet jeres første demo og spiller debutshow 30. maj i KB18?

- Phrenelith er et nyt dødsmetalorkester, som Simon Daniel og jeg startede op efter at vi begge havde forladt MOLD i begyndelsen af 2014. På tønderne har vi vores kammerat Tunfisken, der blandt andet også tæsker løs i hurtigbandet Maresvin, og for nylig har vi også fået Jakob fra bl.a. det i-graven-lagte dødsmetalorkester Sulphurous og Serpent Pulse Records med på basguitar, så vi kan komme ud og få folk til at ryste lokkerne i liveomgivelser også. Vi optog vores debutdemo (tilgængelig fra bl.a. mit kassetteselskab Extremely Rotten Productions og til nævnte debutkoncert d.30 maj for en 20'er) over to dage mellem september og december i 2014 ude i Tunfiskens øvelokale/studie, Djævelsound, på Rock Island på Islands Brygge, og senere har vi fået optagelserne mastereret af Damon Good (The Cave Studio/Mournful Congregation/Cauldron Black Ram/StarGazer/m.fl.) her i starten af året. Musikken komponeres hovedsagelig af Simon Daniel og er beskidt og mørk dødsmetal af den gamle skole. Både Simom Daniel og jeg kaster vores tarme op over mikrofonerne, og jeg synes selv, at det giver et ret fedt spil til rocken.

Vi spiller, som du nævner, vores debutkoncert lørdag d.30 maj som lokal opvarmning for finske Maveth og Vorum (nogle læsere her husker dem måske fra deres optrædender på den hedengange Kill-Town Death Fest, i henholdsvis 2010 og 2012) og arrangeres af Killtown Bookings ude på KB18 på Vesterbro.

Den sidste dråbe blod når kun lige at falde fra vores sprugne live-jomfruhinde, før Phrenelith tager på en lille tur ud at spille i først Wolfsburg i Tyskland og så på Szczecin Extreme Fest i Polen, begge dele sammen med Undergang.
Vi arbejder i øjeblikket på lidt nye numre og regner med at gå i Tunfiskens Djævelsound-studie og optage en ny demo og et nummer til en split 7" med det nye amerikanske band Spectral Voice engang i maj eller juni.


Kommer der gang i doomprojektet Reefer igen, når Marcus kommer hjem fra Brasilien?

- Det kan du bide dig selv i næsen på! Og jeg kan næsten ikke vente! Han kommer heldigvis hjem inden for 14 dage nu, og så skal vi ellers i gang med at øve op til vores optræden på dette års (og desuden den allersidste) Heavy Days in Doomtown, hvor vi spiller om lørdagen kl. 16 inde i Dødsmaskinen. Så kom tidligt og tap foden i takt til lidt helvedes langsom rockmusik og måske et trut i en Jamaicacigaret. Jeg glæder mig meget til at spille med Reefer igen, ikke mindst til denne lejlighed, og vi er beærede over at have fået en plads på begravelsesceremonien for HDDT, som desuden i år præsenterer flere bands i min smag end nogensinde før. Så kom ud og oplev den sidste af slagsen af én de de mest hyggelige og specielle festivaloplevelser, du kan opleve i det ganske danske land og, ja, faktisk i hele verden.

Foruden denne optræden har vi siden udgivelsen af 'Bow Before the Altar of the Drugs'-demoen i 2013 skrevet to nye hits, som vi regner med at skulle optage snarest muligt, og så er planen at få dem udgivet på en 7". Nu må vi se, om vi kan finde et selskab, ellers bliver det sikkert en kassetteudgivelse i første omgang, på Reefers eget lille koncertarrangerende og kasstteudgivende selskab Smokedd productions (2 d'er for den dobbelte dosis røg).


Der er en ny Wormridden-7"'er ude med din ven Takashi fra Anatomia?

- Ja, den røg endelig på gaden gennem Londonbaserede Me Saco Un Ojo records, som desuden også udgiver Undergang. Den nye 7" blev optaget i Big Muff studio i Berlin i november 2012. Lettere lang ventetid, og typisk nok var en stor del af forsinkelsen min skyld. Modsat vores debutdemo, 'Infesting the Grave' fra 2012, som blev optaget separat i Tokyo og i København og så sendt som fildeling mellem os over nettet, valgte vi denne gang at optage i samme rum, og det kunne lade sig gøre, da Takashis band Anatomia på det tidspunkt skulle optræde på deres pladeselskabs showcasefestival Nuclear War Now! Fest i Berlin, og så tog jeg kontakt til en bekendt bosat i Berlin, som jeg vidste havde optaget en demo med sit nye band Evil Spirit; en demo, jeg godt kunne lide lyden på. Jeg fik så af ham anbefalet Big Muff Studio og kontaktede dernæst ejeren af studiet og bookede tid til optagelse søndag d.11 november 2012 (der også skulle vise sig at være Takashis 41-årsfødselsdag). Ejeren er Big Muff Studio hedder Richard Behrens, og nogle kender måske til hans arbejde som bassist i rockorkestret Heat og som fast lydmand for tyske Kadavar.

Vi havde faktisk fire sange skrevet, to hver, men endte op med kun at have tid nok til at optage de to, som nu kan høres på 'Festering Glorification' 7"'-eren. Sangene er mere velspillede og endnu tungere med guitarene mere nedstemte end på demoen, så forvent kun det absolut grimmeste og langsomt krybende dødsmetal her.

Vi spillede desuden vores første koncert i Tokyo i oktober sidste år, da vi var på Japan-turné med Undergang og Anatomia. For at kunne spille live fik vi hjælp fra Uchino fra Coffins på rytmeguitar og K. Ondsind fra Undergang på bas. Coffins var naturligvis en del af lineuppen til koncerten også. Koncerten blev desuden af flere den aften betegnet som værende meget speciel, da det var den første koncert med udelukkende "ægte" dødsmetalbands, der havde været i Japan i mange år. En rigtig sjov oplevelse, som jeg håber, vi får mulighed for at prøve igen!


Hvad hører du af ny god klang i privaten?

- Af nyere ting lytter jeg en del til demoerne fra Spectral Voice, Galvanizer, Astraes Pestis og Trepanation fra i år og sidste år, og så er jeg helt pjattet med den nye StarGazer-plade, som bliver spillet en del i hjemmet for tiden. Ellers, lidt som altid, bliver der spillet Autopsy, Cenotaph (Mexico), Necrotomy, Crematory (Sverige), Demilich, Grave, Meat Puppets, Carcass, Alice in Chains, Xysma, Bolt Thrower, bla bla bla ...


Du laver stadig covers og artwork for andre udover dine egne ting? Hvem og hvad er dine syge inspirationskilder?

- Jeg har for nylig besluttet mig for ikke at lave bestilt arbejde fra andre længere. Det stoppede med at være sjovt for et års tid siden, og jeg har slet ikke lysten og tiden til det, som jeg har haft tidligere. Når jeg er færdig med mine godt 10 timer dagligt på arbejdet, så er at tegne ikke ligefrem det første, jeg tænker på at give mig i kast med. Jeg har forsinket udgivelserne af næste alle tegnejobs, jeg har haft de sidste par år, og det har jeg det skidt med og ønsker ikke at tilbyde andre sådanne tjenester. En ting er, at kunderne bliver irriterede på én, noget andet er, at jeg selv føler mig som en lort på grund af, at jeg trækker tingene ud, og det er livet sgu for kort til. Desuden er der masser af andre derude, der er meget dygtigere end mig, så jeg arbejder på at lave de godt 15-20 ting, jeg har sagt ja til, færdige og så ellers kun fokusere på mine egne projekter i fremtiden. Sur-mand-rant slut.

Af inspiration har Bernie Wrightson altid været min helt store helt, når det kommer til illustrationer. Og så de mange andre mestre, der har prydet klassiske skræktegneserier som Creepy o.l. og selvfølgelig diverse skrækfilm, jeg har fodret mig selv mig fra ung alder.


Hvorfor ligner de fleste i nye metalbands idioter?

- Fordi de er nogle idioter.

Noget at tilføje?

- Jeg kan ikke lige finde på meget mere, jeg synes, at dine spørgsmål har fået mig til at tømme godt ud af gemmerne, inde i det ormædte hul i mit hoved, som vidst nok skulle lægge hjem til en træsko med snot...eller et eller andet.

En høj og en lav femmer til Franco for et sjovt interview at besvare og for interessen for at kaste lidt lys på min færden!

Kig forbi DK-koncerterne på vores europaturné i juli med Undergang, og lad den brune støj smelte dine øjne, implodere din hjerne og få dig til at skide tarmene ud i bukserne. Det nye album er tilgængeligt fra juli og bliver det bedste, tungeste og klammeste, vi hidtil at lavet. Hold øje med mere kloakrock fra Phrenelith, Wormridden og Reefer og støt undergrunden. Gå til koncerter, køb udgivelserne fra orkestrene, du kan lide, og lad generelt være med at være en idiot. Eller at gå med hat.