House of Franco #18

Jens Franco disker i denne uge op med "Månedens NWOBHM-klassiker", som denne gang er en af hans absolutte favoritter, Angel Witch' selvbetitlede debut fra 1980.

MÅNEDENS NEW WAVE OF BRITISH HEAVY METAL KLASSIKER:



Angel Witch - 'Angel  Witch' (1980, Bronze Records)

I sidste måned var en stor del af Devilution-redaktionen til Roadburn Festival i Holland, hvor et ældre metal band (Voivod) blæste undertegnede væk. Det er lidt en tradition, at Roadburn har old school metal bands på programmet, dog med noget blandede resultater. Her tænker jeg specielt på Trouble og Witchfynde. I 2009 var det Angel Witch' tur på Main Stage. De opførte, i næsten original lineup, hele deres debut album samt tidlige singler med stor overbevisning og autoritet. De næsten 30 år gamle numre fremstod friske og vitale, en imponerende præstation, der vidner om tidløst håndværk, som aldrig lyder uddateret – modsat diverse nu-metal og metalcore bands.



Bandet blev dannet i London i 1977 under navnet Lucifer, og senere omdøbte sanger/guitarist Kevin Heybourne gruppen til Angel Witch. Deres 1980-debutalbum er den perfekte hybrid mellem Black Sabbath og Judas Priest, et album der bygger på 70'ernes mere hårde prog-rock-fundament tilsat en mere punket Motörhead attitude.

Albummet indeholder nogle herlige 70'er-studietricks, både vokal- og guitarmæssigt, som trækker liner tilbage til de bedste Queen-udgivelser fra dette årti. Som Black Sabbath og andre engelske metal bands var Angel Witch meget fascineret af okkultisme og dommedag, hvad det apokalyptiske album cover mere end illustrerer med et maleri af John Martin's 'The Fallen Angels Entering Pandemonium':



Heavy metal-bands' sange med deres navn i titlen, er normalt de numre, der klarest definerer gruppens lyd; Motörhead, Black Sabbath, Iron Maiden. LP'ens første skæring, 'Angel Witch', følger fornemt denne tradition. Dette er muligvis deres mest iørefaldende nummer med et herligt singalong-ølomkvæd ledsaget af håndklap i en sonisk tsunami af monster riffs. 'Atlantis' og 'Sweet Danger' (Angel Witch' første single) er uptempo headbanger-rockere, der nådesløst går efter struben.

'White Witch' starter med en episk intro, hvorefter doomy guitarudladninger følger. 'Confused' og 'Gorgon' er en mere simple men effektive sager, mens 'Sorcerers' er nok albummet mest ambitiøse nummer. 'Free Man' er nok det tætteste Angel Witch, er kommet på en power ballade, på den fede måde. Der er horror epic vibe til 'Angel of Death' med suveræn brug af ekko og delay på vokalen. Outro'en 'Devil's Tower' er et kort instrumental track, der fornemt afslutter dette udødelige NWOBHM-mesterværk.



Albummet blev udgivet næsten samtidigt med Iron Maidens debut. Der er mange fællestræk mellem de to bands, der begge trækker på både de rå og de episke sider af heavy metal, samt fascinationen af Hammer-horrorfilm. Maiden opvarmede faktisk for Angel Witch på deres første rigtige store tour, men desværre (for Angel Witch) blæste Maiden dem væk til næsten alle koncerter.

Om Angel Witch var uoplagte ved jeg ikke, men Steve Harris & co. løb i hvert fald med al omtale, mens Angel Witch mere eller mindre forsvandt fra rampelyset, og aldrig lavede et album der bare kom i nærheden af 1980 klassikeren. Denne LP er nok min NWOBHM-favorit af dem alle. "All killer, no filler" er en kliché, der bruges om mange albums, men i dette tilfælde er det sandt. Intet kan røre engel-heksens debut.