House of Franco #189

Populær
House of Franco #189

Krigsguden har været i Lille Vega for at se sin gamle punkhelt Jello Biafra.

Spillested
Dato
22-08-2015
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Christian Hjorth

For over 30 år siden boede jeg i en lille bonderøvsby i Vestsjælland kaldet Stenlille. Et af mine favoritbands, Dead Kennedys, kom endelig til Danmark. Jeg fik desværre ikke rykket hurtigt nok på det og læste til min store ærgrelse i avisen, at koncerten i Saltlageret var udsolgt. Få år senere flyttede jeg til København, hvor jeg spurgte folk om koncerten. De kunne så fortælle mig, at der faktisk var en ekstra koncert i Saltlageret dagen efter med bandet. Bummer! Sådan var de præ-internet tider, dengang tilbage i stenalderen. Oplevelsen har pint mig lige siden, da Jello Biafra og specielt hans geniale tekster betød utroligt meget for mig som teenager.

Nu havde jeg så endelig chancen igen i Lille Vega denne lunesensommer lørdag. Jeg havde set og hørt noget spoken word med Jello før, engang på Roskilde, men nu var det med band, the Guantanamo School of Medicine . Det var hyggeligt at hænge ud foran Vega og drikke øl med det, grå halvskaldede guld – godt man stadig har langt garn – og gamle venner, hvoraf en del havde taget deres børn med. Sikkert samme scenario som til AC/DC-koncerten i Roskilde tidligere på sommeren.

Blev det så en morfaraften for gamle punkdinosaurer? Både ja og nej. Jello havde mistet en del hår og var blevet noget større, men han var heldigvis på lige fra begyndelsen. Vi fik lidt over en times koncert med numre fra bandets to album som 'The Brown Lipstick Parade' og 'John Dillinger' samt tre gamle Dead Kennedys-klassikere, ’Chemical Warfare’, ’Holiday in Cambodia’ og ’California Über Alles’. Bandet var utroligt velspillende, vi taler stadig forrygende hardcorepunk i en lidt mere rockende version. Teksten til 'California Über Alles' var som forventet opdateret, men Schwarzenegger er vist ikke californisk guvernør længere?

Som forventet havde Jello meget på hjerte angående tingenes tilstand i verden i dag, men det var i passende doser og yderst relevant. Musikken stoppede aldrig helt, når min gamle punkhelt ytrede sig; det var for eksempel et problem, da jeg så Off! i kødbyen, hvor der var lidt for meget snak fra Keith Morris’ side. Jello havde også sat sig ind sagerne i dagens Danmark, og specielt problemet med fracking fik nogle bevingede ord med på vejen. Han havde endda en t-shirt med påskriften "Frack You" på. Han hyldede også flere gange Occupy-bevægelserne. Stemmen fejlede heller ikke noget, manden havde energi nok til et enkelt stagedive udover publikum i det komplet udsolgte Lille Vega, som bar ham rundt i et halvt nummer.

Den 57-årige punklegende har gennem årene lavet en del ting med bl.a. D.O.A., Mojo Nixon, Nomeansno, Ministry, Melvins og andre, men med dette band var der en fin rød tråd tilbage til udgangspunktet i Dead Kennedys. Undertegnede er muligvis ramt af nostalgiens farlige lys, som jo kan skygge for alle objektive vurderinger, men jeg synes, det var en fremragende koncert, der mere end levede op til alle mine skyhøje forventninger. Politik og rock er sjældent et godt miks, men det var de to størrelser denne aften på Vesterbro, selvom koncerten foregik på byens dyreste venue, vhad ølpriser angår. Ikke videre undergrundsagtigt, men til gengæld er der altid god lyd i Lille Vega, så det gik vel lige op. 100 % godkendt ”morfar”-koncert.

Før Jello & Co. ramte scenen, fik vi lige et show med Knægt, som leverede gedigen, men ikke super ophidsende svensker-hardcorepunk. Der er medlemmer fra Satanic Surfers i det svenske band, som jeg engang i 1992 bookede i noget på Ama'r, der hed Skate Zoo. Et stor lagerhal for BMX/Skateboard-freaks, hvor jeg også viste b-film. Satanic Surfers havde lige breaket og trak ikke mindre end 800 (!) mennesker, min største succes nogensinde som booker. Der var noget færre denne aften for at se Knægt.

Jeg sad efter koncerten foran et værtshus tæt på Vega med en god punkveninde, som påpegede diverse fejl i Jellos retorik og at han ikke var politisk og skarp nok. Det var fint med mig, det var først og fremmest en rockkoncert, ikke et vælgermøde, mente jeg. Høj på showet gik jeg tilbage til Ama'r over Langebro, og et par hundrede meter fra Casa Krigsgud hørte jeg musik i en i baggård til en skole. Det viste sig at være mine venner i Orcas - med Magnus fra De Høje Hæle - som spillede deres catchy garagerock foran 50 studerende. Det show snuppede jeg også med denne lune lørdag nat, der gik efter bogen og lidt til.