Thrash/punk-ekstase
Populær
Man mærkede, at Corrosion of Conformity i trioform virkelig havde noget at bevise, og varen blev så sandelig også leveret tilsat en smittende spilleglæde og et uovertruffen overskud.
"Corrosion of Conformity uden Pepper Keenan? Så er det da ikke Corrosion of Conformity!" – dén hører man tit. Folk har delt sig i to lejre over nyheden om, at North Carolina-bandet er gået sammen igen uden Keenan, som har været forsanger fra og med 1994's 'Deliverance', men nu til dags fokuserer på Down.
Men hvad mange glemmer, er, at Pepper Keenan først kom med i C.O.C. i 1989, og han endda ikke engang sang på 1991's 'Blind' (fraset 'Vote with a Bullet', fact freaks!). Derfor giver det for så vidt masser af mening, at de resterende tre medlemmer – Mike Dean, Woody Weatherman og trommeslager Reed Mullin – atter har forenet sig og turnerer rundt med materiale fra 80'er-værkerne 'Eye for an Eye', 'Animosity' og 'Technocracy', ja, faktisk er lineuppen og mere rigtig, end hvis Keenan havde været med.
Og om det så skyldtes de mange "naysayers", at Corrosion of Conformity på Roadburn virkelig strammede ballerne og diskede op med et aldeles festligt, medrivende sæt, der samtidig emmede af spas og spilleglæde, skal være usagt. Det var i hvert fald et lystigt punket indslag blandt de mange mere langsomt spillende doom-bands, der ellers optrådte.
Glædeligt gensyn
Corrosion gik altså på scenen som powertrio og lagde fornuftigt ud med det tunge titelnummer fra 'Animosity', og her fra stod den på en god times politisk ladet crossover-thrash, så man flere gange måtte knibe sig i armen over det skridt bandet har taget fra den oprørske punkede stil til den Sabbath- og Lynyrd Skynyrd'ske på ikke så mange år.
Forsanger Dean, guitarist Weatherman og tilbagevendte Mullin (glædeligt gensyn!) jokede indbyrdes mellem sangene og havde også sat tid af til at tiltale publikum på ægte sydstats-redneck'sk.
Det var uselvhøjtideligt, i modsætning til de samfundsrevsende sangtekster, der stadig i dag står som af en lightudgave af det, Jello Biafra og Dead Kennedys for længst havde startet på den amerikanske vestkyst, da C.O.C. trådte ud af støvet i Raleigh.
Smæk for skillingen
Hele vejen gennem koncerten var der dog crossover-smæk for skillingen, bortset fra da der midtvejs blev drillet lidt med introen fra den senere 'Seven Days', inden galskaben fortsatte i form af klassikere som 'Holier', 'Hungry Child' og ikke mindst 'Technocracy'.
Man stod med en herlig fornemmelse i maven over, at en doom-fokuseret festival som Roadburn kunne rumme sådan noget som den thrash-punk Corrosion of Conformity diskede op med. Og det betød faktisk knap så meget, at ikke alt sangmaterialet holdt vand.
For C.O.C. havde givet os festivalens hidtil mest opløftende koncert, og den holdt lige indtil Voivod gik på kort efter…