Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ingen lørdag under solen med Volbeat

Populær
Updated
66042708_443175443171834_1322221573452595200_n

Anmeldervirksomhed i Danmark skal fortsat være fri og uafhængig. Derfor anmeldes Volbeats koncert på lørdag i Ceres Park ikke af dagbladene eller de toneangivende musikmedier.

Kunstner
Fotograf
Peter Troest

Man vælger ikke selv, hvem der fælder dom over én. 

Det gjaldt for to år siden, da Volbeat afslog at give presseakkreditering til Ekstra Bladet og Devilution til deres koncert i Parken, og nu støtter de danske dagblade og de toneangivende danske musikmedier op om ikke at anmelde koncerten på lørdag i Ceres Park i Aarhus. 

Det sker, efter Ekstra Bladet igen har fået afvist deres anmodning om akkreditering og dermed er givet dårligere arbejdsforhold end konkurrenterne. 

– Det handler ikke om gratis adgang. Betalte anmelderbilletter er per definition i orden, men som medier til arrangementer af en størrelse som Volbeats koncert i Ceres Park har vi dels behov for adgang for fotograferne til fotograven, dels for adgang til et presserum, hvor vi kan skrive anmeldelsen og sende den hjem til redaktionen, med det samme koncerten er overstået, forklarer Devilutions grundlægger og udgiver Jacob Dinesen om vigtigheden af akkreditering. 

– Har man ikke adgang til nogen af delene, siger det sig selv, at man er stillet ringere end sine kollegaer. Er det et spørgsmål om, at der er et begrænset antal pladser i presserummet, bør princippet altid være, at der gives til de største medier først – og ikke til de mest velvillige.

Devilution støtter, at vores kollegaer får en fair behandling. Af alle. Også når det ikke er os selv, det rammer.

De danske medier, der ikke vil anmelde Volbeats koncert i Ceres Park, er udover Ekstra Bladet og Devilution Politiken, BT, Berlingske og Jyllands-Posten. De var alle medunderskrivere på den erklæring, vi udsendte i efterspillet efter Volbeats koncert i Parken. En musketéred, kan man kalde det. 

Dengang skrev vi om vores opgave som kritikere:

“Hvis vi skal sikre, at vores kritik fremstår troværdig, skal det også stå klart for læserne, at der ikke finder nogen interessekonflikt sted. Vi må ikke være personligt involverede i det, vi skriver om, vi må slet ikke have nogen økonomisk vinding for øje med det. Vi skal være uvildige. Vi skal ikke være fans – vi må gerne være fans, men vi skal kunne sætte os ud over det.

Hvis man vil sikre publikum en så sanddru kritik som muligt, skal pressen have ordentlige arbejdsforhold. Hvis bands begynder at sortere i, hvem de vil lade sig anmelde af, og hvis publikum lader dem slippe afsted med det, bliver niveauet også derefter. Sat på spidsen bliver det bandet, der kan give anmelderne flest betalte udlandsture eller som har den mest gavmilde fri bar i VIP-loungen, der får flest roser. Og det kan hverken læsere, bands eller for den sags skyld musikken være tjent med.”

I det åbne brev til Volbeat, som ovennævnte medier offentliggjorde 6. september 2017, skriver vi om den musketéred, som nu træder i kraft:

“Anmeldervirksomhed i Danmark skal være fri og uafhængig.

Vi skal derfor understrege, at vi fremover forventer, at alle medier bliver behandlet ens. Enten bliver alle akkrediteret, eller også får alle nej til akkreditering.

Hvis der imod forventning igen bliver akkrediteret selektivt,  næste gang Volbeat giver koncert, vil undertegnede medier undlade at anmelde koncerten.”

Det er den ed, der nu træder i kraft. Udover medunderskriverne på den oprindelige musketéred slutter Gaffa, Poplish og Heavymetal.dk op om erklæringen, ligesom hverken Blastbeast eller Rockfreaks vil anmelde koncerten.

Som det er skrevet flere gange før, har vi på Devilution ikke noget horn i siden på Volbeat. Vi har en holdning til deres musik, det er alt. Det er vores opgave at have det. Men så længe nogle af os ikke får lov at have den holdning på lige fod med os andre, har vi altså ingen holdning til deres koncerter.