Krigsguden #230

Jens anmelder udgivelser fra Blood Incantation, Taphos og Ravencult i sin klumme.

Blood Incantation - 'Starspawn' (Dark Descent Records)

Albummet fra Denver-bandet er en af 2016's mest overbevisende debutplader i min gustne verden. Stilen er en slags progressiv dødsmetal med fokus på det både tekniske og brutale, og det får Blood Incantation til at lyde både old school og spritnye.

Fra åbningsnummeret, den 13 minutter lange 'Vitrification of Blood (Part 1)' (nok min favorit) og til sidste skæring, titelnummeret, er der ingen kære mor. De gutter her mener det. Og de behøver kun 35 minutter. Det tiltaler mig utroligt meget, da jeg ikke gider bruge en halv formiddag for at høre Metallica og Iron Maidens alt for lange middelmådige plader.

'Starspawn' kommer højt på min liste over udenlandske metaludgivelser for i år. Er der nogen, der gider at få Blood Incantation til København?





Taphos -  'MMXVI' Demo (selvudgivet)

Jeg har set de lokale dødshelte Taphos et par gange og har været dybt imponeret over deres myrderier hver gang. Det er svenskeren Hampus fra Alucarda og Lesion, som tager sig af bas og den onde kloakvokal, mens de psykotisk speedede blastbeat-trommer bliver varetaget af en tyrker ved navn Urrh, det ultimative metalnavn! Taphos er i øvrigt et græsk ord, som betyder begravelse.

De fire numre på kassettebåndet er yderst velproducerede, og bandets nådesløse død er ekstremt velspillet og tight med lækre soli. Fans af Phrenelith og old-school død fra begyndelsen af 90'erne vil elske Taphos, som næste gang spiller koncert i Mayhem den 6. december med deres metalkolleger fra Slægt, hvor båndet bliver solgt til få dadler.



 

Ravencult - 'Force of Profanation' (Metal Blade)

Ravencult så lyset eller mørket for 15 år i Athen, Grækenland og beviser med deres 3. album 'Force of Profanation' at de er et af Europas absout mest suveræne metalbands. Som deres overvurderede landsmænd i Rotting Christ kalder Ravencult deres stil for black metal, men jeg kan nu også også høre masser af thrash, tilsat lidt crustpunk-kant i vokalen.

Det er rimeligt skåret ind til benet, old-school headbanging awesomeness, spillet superenergisk med maksimalt overskud. De har måske ikke opfundet den dybe tallerken, men deres basale napalmbombninger fungerer perfekt på udgivelsens otte skæringer.

Ligesom med Blood Incantation er 'Force of Profanation' også et relativt kort album. Mere af det, tak! Fans af deres græske kollegaer i Satan's Wrath vil tilbede Ravencult som det nye seje, sorte shit. Fetaost eller ej, hail Ravencult!