Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Krigsguden #250

Populær
Updated
Krigsguden #250

Krigsguden var i Mayhem i fredags til koncert med Slægt og Vaabnet.

Kunstner
Titel
+ Vaabnet
Dato
04-08-2017

4. August : Slægt + Vaabnet @ Mayhem, Ragnhildgade

I marts måned var jeg oppe i Lyngby på Templet for at se Slægt, Halshug og de lokale Vaabnet. Denne gang var det på Slægts hjemmebane i Mayhem på Ragnhild, hvor de øver i samme ejendom, dog uden Halshug. Jeg lavede et juleshow i december med Slægt og Taphos i min filmklub VIRUS BIO, og 5. maj havde Slægt deres albumreleasefest for 'Domus Mysterium', begge shows var også i Mayhem.

Det første, jeg lagde mærke til, var, at den unge, spritnye Lyngby-trio havde droppet corpsepainten. Jeg synes nu også, at corpsepaint kun går med langt garn. Men vigtigst af alt var, at Vaabnet havde udviklet sig en del musikalsk. Det er stadig en slags war metal tilsat punket black, tænk norske Ildjarn bare med flere facetter og nuancer, som Vaabnet fornemt demonstrerede denne fredag. De var også blevet en del mere scenevante. Absolut et band, man skal lægge mærke til i fremtiden, og en perfekt start på denne sommeraften.

Jeg var muligvis den første danske anmelder, som skrev om Slægt, hvorfor det har været mere end interessant at iagttage deres rejse ind i den danske mainstream-metalkultur, hvor de blandt andet spillede på Copenhell i år og fik kanon omtale i Ekstra Bladet. Det var også pænt pakket med mennesker i Mayhem for at hylde de unge helte, der mest spillede tracks fra deres nye, geniale album 'Domus Mysterium' som 'I Smell Blood' og 'Egovore'. Nogle anmeldere har været forvirret over, at de blander black metal med teknisk komplicerede Iron Maiden-riffs og leads. De har åbenbart ikke hørt svenske Dissection.

Det hele fungerede som en drøm denne aften. Trods et tidligt problem med en sprængt sikring i Olles basforstærker, fandt de lynhurtigt momentum igen, hvad der vidner om en imponerende professionalisme blandt de unge gutter i Slægt. Der blev headbanget heftigt blandt publikum og undertegnede oppe foran, mens Slægt med overmenneskelig styrke viste, hvor tighte de efterhånden er blevet. Det skader heller ikke, at flere medlemmer er med i progrockbandet Værket, hvorfor Slægt har en helt unik indfaldsvinkel til black metal-genren, der også er krydret med inspiration fra sublime navne som Mercyful Fate og Angel Witch.

Hvis du missede Slægt i fredags, kan du fange dem igen 9. september i Pumpehusets Byhave. Slægt - stadig Danmarks bedste metalband! Og ja, du hørte det først fra Krigsguden. Udover Værket spiller trommeslager Adam og guitarist Anders også i det NWOBHM-inspirerede band Kamp, som for nylig stjal en del metalhjerter til Metal Magic i Fredericia.