Krigsguden #292

Corpsessed - Impetus of Death
Revenge - Deceiver.Diseased.Miasmic

Krigsguden anmelder nye udgivelser fra finske Corpsessed og canadiske Revenge.

Forfatter

Corpsessed – 'Impetus of Death' (Dark Descent Records)

I sidste uge kunne Kill-Town Death Fest fortælle, at finske Corpsessed i år bliver et af hovednavnene til festivalen, som de også gæstede i 2012. En absurd god nyhed for mig, da Finland dominerede festivalen sidste år med bands som Demilich, Cadaveric Incubator og Galvanizer. Og så husker jeg da tydeligt Corpsessed-showet i 2012.

'Impetus of Death' er Corpsesseds anden fuldlængde-plade og nærmest en majestætisk magtdemonstation i hvordan tung dødsmetal skal udføres. Til perfektion. Man kan på albummets otte skæringer tydeligt høre arven fra Bolt Thrower samt nyere bands som Krypts og Cruciamentum. Enkelte steder har der også sneget sig nogle Spectral Voice-lækkerier ind. Dødsdoom-fans kan med fordel investere i finnernes seneste.

Kill-Town Death Fest 2019 lader til at kunne matche 2018 med de seneste udmeldninger som Suffering Hour, Kever og Corpsessed. Min klumme vil selvfølgelig fokusere på mange af de 39 bands, der i den nærmeste fremtid bliver offentliggjort. Stay tuned!

Revenge – 'Deceiver.Diseased.Miasmic' (Season Of Mist)

Canadas war metal/dødsblack-konger er tilbage efter deres sidste lp, 'Behold.Total.Rejection', der røg ind på en 2. plads på min liste over internationale albums i 2015. Revenge er muligvis mit favoritband i war metal-genren, der blev skabt i slut-80'erne i netop Canada med Blasphemy, som sidste år headlinede Never Surrender (tidligere Nuclear War Now!)-festivalen i Berlin.

Vi får dog kun en ep med to numre denne gang, 'Diseased Intrusion' og 'Deceiver Futile'. James Read og Vermin lyder mere rabiesramt end nogensinde, og ep-produktionen er endnu mere grumset og kaotisk end f.eks. 'Behold.Total.Rejection'. Revenge er bestialske som få bands og er nok ikke for folk, der synes Baests debut-lp var temmelig vild. Flere gange tipper deres soniske amok-krænkelser mere over i grindcore end egentlig black/death metal.

Not for wimps, som vi sagde på Albertslund-kollegiet i midt-80'erne, før vi indtog streger og rejste med S-toget mod Carlton og Slayer med en halv flaske snaps i lommen. 8 minutter og 37 sekunder. Kan vi blive analudblokket længere tid næste gang, Revenge, og hvad med at kigge forbi hovedstaden???