Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Livevideopremiere: Gullo Gullo – ‘When Your Face Counts’

Updated
Skærmbillede (20)

Spandex, solbriller indenfor, lavalamper og trommebank i face: Gullo Gullo skulle være kommet med en ny plade lige efter sommer, men I har allesammen købt for mange plader, så nu giver de en livesession i øvelokalet i stedet.

Kunstner
Titel
When Your Face Counts
Label
Genre

Frustrationen er til at tage og føle på: Lige på den anden side skulle Gullo Gullo have haft deres anden plade ude. ‘Pipe the Mane’ er for længst færdigindspillet, produceret af bandet selv sammen med Troels Damgaard Holm og mixet af Randall Dunn, men en af senfølgerne af corona er en verdensomspændende vinylmangel. 

– Der er blevet produceret flere vinyler, da folk har haft flere penge mellem hænderne. Først knækkede det amerikanske vinylmarked, da de havde for mange opgaver, så de begyndte at bruge de europæiske, og nu mangler der maskiner og vinyl. Vores faste trykkeri i Escho har en leveringstid på ti måneder! De lukkede ned for al ny bestilling for et par måneder siden og er først begyndt igen nu – men med 10 måneders leveringstid, fortæller Anders Jørgen Mogensen. 

Han er både leder af pladeselskabet Escho og sanger i Gullo Gullo, som i stedet måtte finde et andet trykkeri, der forhåbentlig kan have ‘Pipe the Mane’ færdig til jul.

Men i stedet for at sidde på hænderne og ærgre sig gik Gullo Gullo i øvelokalet og optog en video af et af pladens numre, ‘When Your Face Counts’. Her er der hvinende guitarer fra Blot & Bods Jesper Bagger Hviid og Anders M. Jørgensen, som vi også kender fra Slægt og Kamp, og tungt pumpende trommer fra hans bandmakker Axel Green, og Anders Jørgen Mogensen, som også er med i denne uges anden videopremiere med Hiraki, vræler al sin frustration ud.

Det lover godt for ‘Pipe the Mane’ – når vi altså engang får den at høre. Indtil da må vi lune os ved lavalampernes skær i hjørnet af øvelokalet og vente på bedre tider.