Lou Reed & Metallica-smuglytning: Lulu

Om to uger udkommer et af årets mest omtalte albums. 'Lulu' hedder det, og det er en Lou Reed-plade som er interessant i metal-øjemed, fordi Metallica spiller backing – Universal har ladet Devilution smuglytte til pladen. Læs vores gennemgang af alle sangene her!

Den har fået folk op af stolene, den her plade: "Lou Reed og Metallica? Men er Lou Reed ikke ham der med 'Perfect Day' og 'Walk on the Wild Side'?! Det er jo pop. Det har jo intet med Metallica at gøre. Og nu var de ellers lige kommet tilbage på sporet med 'Death Magnetic'".

"Lou Reed bliver den nye Bob Rock for Metallica".

Jo, metalkulturen har for længst glemt, at det er en Lou Reed-plade, hvorpå Metallica tilfældigvis – i hvert fald så tilfældigt, som det nu kan være – spiller med. Samarbejdet kom i hus i forbindelse med, at Reed og Metallica i 2009 spillede to Velvet Underground-sange sammen til et "Rock 'n' Roll Hall of Fame"-arrangement.

Reed var efterfølgende så begejstret over samarbejdet, at han foreslog Metallica at arbejde sammen og færdiggøre nogle uindspillede numre, han havde haft liggende i sangkisten. Men da projektet så småt blev en realitet kom Reed i tanker om, at, at han egentlig hellere ville realisere 'Lulu' – et konceptværk, han havde skrevet med udgangspunkt i nogle stykker af tyske Frank Wedekind.

Lou Reed?

Men nu vi er ved det, så lad os lige få på det rene, at Reed altså ikke ligefrem er nogen hr. Hvem-som-helst i rockhistorien. I hvert fald er han ingenlunde en simpel popsmed, som de, der kun har hørt hans hits, måske har indtryk af.

I sine unge år var han med i The Velvet Underground, der udforskede den avantgardistiske side af rockmusikken, og i slut-60'erne blandt andet skramlede sig igennem den knap 20 minutter lange 1-riffs-sang " target="_blank">'Sister Ray', der både var punk og metal længe før nogen af delene eksisterede.

Som solokunstner har Lou blandt andet lagt navn til den dystre konceptplade 'Berlin' (1973), og sine steder særdeles tungt rockende skiver som 'Street Hassle' (1978) og 'The Blue Mask' (1982), samt mesterværket og ligeledes konceptuelle 'New York' (1989). I 1975 udgav han 'Metal Machine Music' – en meget udskældt plade bestående af en times støjende guitarfeedback, der siden har inspireret alle fra Earth til Sunn O))).

Så altså, det kan godt være, at 'Perfect Day' ligger langt fra Metallica, men den sang ligger altså også langt fra det, Lou Reed egentlig har stået for, uanset at de fleste musikleksikoner så peger på middelmådige 'Transformer' (1972, med førnævnte pophits og 'Satellite of Love') som hans mesterværk…

Reeds, ikke Metallicas

Metallica behøver vist ingen nærmere introduktion. De har næsten lovet, at de kommer med en ny plade til næste år, men i mellemtiden får fansene altså dobbeltalbummet 'Lulu' her at forholde sig til. Og den har som skrevet allerede bragt sindene i kog, kloden over. Og ja, det ER da også en underlig fornemmelse at høre Metallica jamme sig igennem en hel konceptplade om en kvinde, der på det grummeste udnytter det modsatte køn på sin vej gennem verden.

Men følgende gennemgang fokuserer slet ikke på Lou Reeds lyrik (teksterne til de fleste sange er publiceret på projektets hjemmeside HER!), men udelukkende på de 87 minutters musik, der ligger bag hans fortælling. James Hetfield synger somme tider, men ikke i reglen. Det er tydeligvis Reeds plade.

Sluttelig skal det nævnes, at produktionen er knastør på den gode måde. Greg Fidelman har siddet bag knapperne. Det var også ham, der styrede løjerne på 'Death Magnetic' (selvom der står Rick Rubin i coveret), inden lyden blev "brickwalled" langt ind i helvede. Dette lyder nærmere a la hans senere produktioner for Slayer og High on Fire.

Men følgende var, hvad vi hørte:

1. Brandenburg Gate (4:19)
"Pladen åbner med skødeløs klimpren på akustisk guitar, og Lou Reed reciterer noget om at skære benene og brysterne af, mens man tænker på Boris Karloff og Klaus Kinski, og så buldrer Metallica ellers ind i sangen efter et lille minuts tid, og James Hetfield karakteriske røst gjalder 'SMALL TOWN GIRL!'. Rent musikalsk er det ganske melodisk – som en heavy metal-udgave af 'Walk on the Wild Side', faktisk."

2. The View (5:17)
"Man skal have levet under en sten for ikke at have hørt den her sang. Og hvis man rent faktisk har dét (altså levet under en sten) og først har fundet internettet i dag, så kan man tjekke sangen nedenfor."

3. Pumping Blood (7:24)
"Sangen åbnes af lidt violiner og bratsch, inden Lars Ulrichs stortromme træder ind som en pumpende puls efterfulgt af Kirks hvinende guitar a la 'King Nothing', men det er Hetfields pulveriserende groove-riff, der rammer hårdest bag Reeds recitering. To minutter inde flyder sangen så over i et stille guitarstykke bag Reed, inden Ulrichs impro-trommespil stjæler opmærksomheden på en uheldig tåkrummende vis. Og så skifter sangen igen karakter til noget, der kunne lyde lidt som Megadeth og stiger så småt i tempo for mod slut at slå over i regulær thrash. Kaotisk ad helvede til."

4. Mistress Dread (6:51)
"Åbner igen med stemningsfulde elektroniske lyde, signeret Lou Reeds musikalske kompagnon Sarth Calhoun, og eksploderer så i regulær thrash a la 'Disposable Heroes'. Sangen kører noget ensformigt videre på denne måde i de næste fem minutter, mens Lou Reed reciterer en historie fra karakteren Mistress Dreads synsvinkel. Et lille breakdown, der kunne have hørt hjemme på 'Death Magnetic' træder ind efter fem minutter, inden 'Disposable Heroes'-tonseriet igen tager over. Det lyder som Metallica, der leger Slayer med Lou Reed i stedet for Tom Araya."

5. Iced Honey (4:36)
"En regulær rocksang, der kunne have hørt hjemme på 'Load', men som måske mere sigende lyder som Metallica og Reeds tonsende groovede fortolkning af 'Sweet Jane' til Rock 'n' Roll Hall of Fame. Hetfield synger duet med Reed i omkvædet: 'SEE IF THE ICE WILL MELT FOR YOU!'... Dog også pladens hidtil mindst begivenhedsrige sang."

6. Cheat on Me (11:26)
"Den første virkelige monolit af en sang og det sidste nummer på den første skive i dette dobbeltalbum. Stemningsfulde elektroniske toner åbner stille sangen, inden strygere, Robert Trujillos bas samt til sidst guitarspil, trommetammer og Reeds vokal træder ind. Sangen stiller spørgsmål til utroskab og er nok pladens første for alvor eksperimenterende sag og faktisk også den mest vellykkede. Man mærker, at Metallica er på dybt vand og det giver sangen en direkte farlighed over sig. 4-5 minutter inde hvæser Reed 'Come on!', som om han ikke mener, at Metallica gør det ordentligt. Midtvejs er det Hetfields stemme, der tiltrækker sig negativ opmærksomhed – man kan godt høre, at indspilningerne har forgået i få takes, så meget som han rammer ved siden af tonerne… Lars får også bøvlet lidt på trommerne i sangens sidste minutter. Der sker faktisk ikke det store i løbet af de knap 12 minutter, men de flyver af sted, og dramaet i sangen opbygges på virkelig vellykket vis."

7. Frustration (8:34)
"Skive nummer to består af blot fire sange, som til gengæld også i snit varer ti minutter hver, og som følger op på den eksperimenterende tone, der lukkede den første skive. Igen åbnes der med et minuts elektronisk støj og noget, der kunne lyde som en manipuleret trompet. Når Metallica buldrer ind minder det hele pludselig igen om noget fra 'Load'-æraen, nærmere betegnet 'Fixxxer', lidt af 'Suicide & Redemption' og et omkvædsstykke, der kunne minde om Deftones (!). Halvandet minut senere stopper det hele, og Reed reciterer foran Lars Ulrich, der igen er på gyngende grund med impro-spil på trommerne. Anden gang sangen stopper er der kun elektroniske lyde bag Reed, der siger: 'Frustration is my lexicon of hate', inden Metallica bryder ind igen med musik a la 'Wasting My Hate' og en slet skjult inklusion af riffet fra Corrosion of Conformitys 'Paranoid Opioid'."

8. Little Dog (8:01)
"Så er vi tilbage ved den akustiske guitar og en sadistisk sangtekst. Der er masser af atmosfærisk og eksperimenterende guitarspil som supplement til den akustiske, men ingen trommer udover lidt diskret spillen på tammerne i nummerets anden halvdel. I særdeleshed en sang, der arbejder på stemningen. Svær at beskrive."

9. Dragon (11:08)
"Baglæns guitarstøj åbner denne 11 minutter lange, næstsidste sang, mens Reed messer. Efter to minutter træder Hetfield ind med riff, og kort efter kommer Lars med trommerne. Det lyder igen lidt som noget fra 'Load' – en blanding af 'Thorn Within' og 'Cure'. Midtvejs disker Kirk op med lidt guitarstøj, der er mere Tom Morello end Hammett, og mod slut pumper Lars løs med de dobbelte stortrommer. Men ligesom 'Iced Honey' på den første skive er dette en relativt simpel sang, hvor der ikke sker så meget, og hvor man kan fordybe sig i teksterne."

10. Junior Dad (19:29)
"De fleste har nok bidt mærke i, at denne sang strækker sig over næsten 20 minutter, men det er lidt snyd, for de sidste otte-ni minutter udgøres af strygeroutro, hvor violin, bratsch og cello sætter punktum for pladen. Det er samtidig sangen, der – efter sigende – fik faderløse James Hetfield og Kirk Hammett til at bryde sammen i gråd i studiet, fordi teksten behandler at have en døende far. Musikalsk er det afdæmpet og meget melodisk – det minder lidt om Alice in Chains og i tempo om 'The Unforgiven III'. Ligesom 'Dragon' arbejder denne afsluttende sag med stemning snarere end groove, eksperimenter og temposkift."


For kort at ridse tematisk op, så er disk 1 relativt sang- og hook-baseret, mens disk 2 mere abstrakt, eksperimenterende og mere stemningsfokuseret.

Vi anmelder naturligvis albummet på releasedagen, den 31. oktober.