Manden med Weekendvesten X Briller af Stål: Så’ der ballade

e4386c7361dc330b6898f1e9777cfb17

Sluk den lighter, og løft næven i stedet: Powerballaden er meget mere end klynk. Når den er bedst, er den det ypperste udtryk for alt det, metal kan, der dækker hele følelsesregistret fra triumf til musikalsk trafikuheld.

Kunstner
Titel
+ Pantera + Trouble + Pretty Maids m.fl.
Fotograf
PR

Powerballaden bliver set som en vits. Et knæfald for alle dem, der ikke kan tåle den sande metal og skal have rigeligt med sukker på skeen for at få den til at glide ned. Det er scoresangen, der gør damerne bløde i knæene: I podcasten ‘Wind of Change’ fortælles vandrehistorien om, at der var et mindre babyboom i Frankrig, ni måneder efter Scorpions havde toppet hitlisten med ‘Still Loving You’. 

Samtidig er powerballaden det øjeblik på pladen, hvor metalmænd indser, at det er i orden at have følelser, fordi andre også har det: Alle er blevet sårede på et tidspunkt, og alle har brug for, at Phil Anselmo sætter ord på den følelse og giver én kræfter til at rejse sig med rank ryg og slås videre mod lærere, forældre, dæmoner, politikere og den der knallert, man ikke kan få til at køre ordentligt, efter Brian inde ved siden af tunede den for hårdt.

Powerballaden er det ypperste udtryk for metal- og mandefølelser.

Men den er mere end det: Den er det melodiske afbræk, kontrapunktet til den sammenbidte fræsen af sted. Og ofte er den bandets sangskrivningsmæssige højdepunkt, fordi den ikke lader sig begrænse. I powerballaden læsses der på af virkemidler, mellemstykker, broer, episke soli for mandehvin og guitarskrig.

Der er dog nogle formalia, der skal være opfyldt: Det er ikke en powerballade, hvis man bare smider en stille sang med lidt akustisk klimpren og ren sang på pladen. ‘More Than Words’ med Extreme er ikke en powerballade, den er bare en ballade uden noget til at rense siruppen ud af højtalerne med. ‘Veil of Deception’ med Death Angel er ikke en powerballade, den er bare Rob Cavestany, der er kørt træt i thrash; ‘A Room With a View’ fra samme plade, ‘Act III’, er lige nøjagtig en powerballade på grund af broen, den er bare klæg og sødsuppet og alt det, folk har det med at anklage powerballaden for at være. 

Ligesom ‘Nothing Else Matters’.

Følelser pakket ind i patos
Det er helt enkelt: For at være en powerballade skal en sang have, ja, både power og ballade. Oftest i omvendt rækkefølge for maksimal effekt: Et stille vers med en blid melodi og et omkvæd, hvor der sættes ind med riffs og distortion. ‘The Unforgiven’ med Metallica er bruddet på den faste formel med sit tunge vers og stille omkvæd.

Historiens ubestridt største powerballade er dog slet ikke metal: Metal Loaf-sangskriveren Jim Steinman skrev ‘Total Eclipse of the Heart’ til Bonnie Tyler i 1983 og gav ikke bare hende karrierens største hit, men også metal en farbar model til at sikre afveksling.

Og det gjorde metal.

Der havde været proto-powerballader længe før ‘Total Eclipse of the Heart’: ‘Child in Time’ med Deep Purple, ‘Heartbreaker’ med Grand Funk, ‘Stairway to Heaven’ med Led Zeppelin, ‘Bohemian Rhapsody’ med Queen og så videre und so weiter, men da metal for alvor gik i gang, var afsættet Steinmans overdrevne svulstighed og de nervedirrende følelser, der lå begravet i patossen.

‘Fade to Black’ med Metallica er klasseeksemplet på, hvordan man laver en sjæler uden at behøve at tage cowboyvesten af først. Men selvom det er en god sang, bliver det først rigtig godt, når metallerne dropper alle prætentioner om at være cool og bare føler helt igennem.

Crémen
Hvordan er det så?

Jo, her er et bud på de allerbedste powerballader nogensinde.

Skid Row: ‘In a Darkened Room’



Eller hvis man spørger Manden med Weekendvesten, som vi gør om lidt, den lidt mere traditionelle ‘Wasted Time’. Begge er kæmpestore sange, hvor Sebastian Bach viste hele sin kunnen og hylede, croonede, skreg igennem, mens man kunne høre, hvordan han slyngede sit lange, blonde hår ned af sin lange, slanke ryg og gav et lille stød i læderbuksen.

Det, der hæver ‘In a Darkened Room’, er oktavspringet i vokalen, hvor han går op i falset, og så er det det uforudsigelige omkvæd, der slet ikke er så melodisk som verset, men til gengæld er fuldstændig uafrysteligt. Glem rivalerne i Guns N’ Roses’ tarvelige, overgjorte forsøg i ‘Don’t Cry’ eller den overlæssede ‘November Rain’ (der dog har høj herlighedsværdi med en absurditet, der næsten matcher ‘Total Eclipse of the Heart’): Det her er sleazerockpowerballadens zenith.

Fates Warning: ‘A World Apart’



I powerballadens storhedstid i slutningen af 80’erne stod progmetallerne selvfølgelig ikke tilbage for thrasherne og sleazerockerne. Queensrÿche fik et pænt stort hit med ‘Silent Lucidity’, der bare ikke rigtig er en powerballade, fordi der ikke er power i den, det var lyden af guldkabler og alt for dyre anlæg – hvis det endelig skal være, kommer den afsluttende ‘Anybody Listening?’ fra samme plade, ‘Empire’, tættere på.

Men det var de mindre kendte Fates Warning, der skrev de største powerballader på den mesterlige ‘Perfect Symmetry’ året inden i 1989. ‘Nothing Left to Say’ er den bedst kendte, fordi den var med på soundtracket til ‘Morderisk Mareridt 6’, men højdepunktet indtræffer tidligere på pladen med den prægtige ‘A World Apart’. Et melankolsk anslag, et tungt riff, et synkoperet vers og en bro, der bygger hele vejen op til verdens største omkvæd. 

Pantera: ‘Cemetery Gates’



Pantera blev først bange for powerballaden, da på deres sidste plade var blevet en parodi på sig selv og skulle bevise, at de stadig var hårde. Indtil da havde de troligt haft powerballader med på alle plader med ‘Floods’ som et sent højdepunkt.

‘Cemetery Gates’ brød bandet selv sig ikke om – der blev smurt for tykt på, syntes de – men de kunne se, at den virkede, for på den efterfølgende ‘Vulgar Display of Power’, var både ‘This Love’ og ‘Hollow’ stærke powerballader – sidstnævnte på trods af den ufrivilligt komiske linje “I’m close with his mother”. De nåede bare aldrig op på siden af ‘Cemetery Gates’ med dens uafrystelige licks, dens smægtende melodi og ikke mindst den afsluttende Page/Plant-konkurrence mellem Dimebag Darrell og Phil Anselmo.

Trouble: ‘Misery Shows Pt. 2’ 



De kristne doomere udgav deres major label-debut på 20-årsdagen for Black Sabbaths debut, og det var der selvfølgelig en pointe med. Men selvom pladen stort set forsager doomen fra de foregående plader til fordel for en gennemkommerciel festrock med funky licks og koklokker hele vejen, når den et højdepunkt i bandets karriere i powerballaden ‘Misery Shows Pt. 2’, der blev et mindre hit.

Reelt er det en meget standardiseret powerballade-by-numbers, næsten ligesom Testaments ‘The Ballad’: Twinleads, choruspedal, en varm kartoffel i munden i verset og et smægtende omkvæd, der fører over i en hårdt huggende udgave af verset med falsetsang. Men Trouble får det til at virke.

Weezer: ‘Say It Ain’t So’



OK, så Weezer var hverken et metalband eller et 80’er-band, men på den uomgængelige blå debutplade fra 1994 – den eneste Weezer-plade, man behøver at høre – lød de som en flok heavyfans, der forsøgte at spille collegerock og næsten lykkedes med det uden at afsløre, at de i bund og grund var et metalband forklædt som nørder.

Det var selvfølgelig fantastisk, og allermest fantastisk var det på den dybfølte powerballade om en alkoholiseret stedfar komplet med post-grunget funky vers med blueslicks indover, inden omkvædet rammer én som en mavepuster med powerakkorder, pinch harmonics og råbesang.

Uforligneligt er det. Men den 90’er-ironiske distance, som Weezer lagde til alt, hvad de gjorde, selv når det var allermest dybfølt, gjorde det op gennem årtiet og ind i dette årtusind sværere for de sande metallere at blive ved med at forsvare noget så ømt som powerballaden.

Derfor spurgte jeg Manden med Weekendvesten om, hvordan han oplevede powerballaden i dag. 

Brug for kontrast
Den heavyrocker, jeg var, før jeg blev voksen, og lang tid før jeg fandt mig selv som Manden med Weekendvesten, elskede balladen og powerballaden. Det var sådan, jeg kom ind i metal, det var sådan, jeg fik andre til at høre metal – altså balladerne, der jo ikke var metal – og så var det dem, jeg brugte til at argumentere for, at metalbands ikke var totale idioter. Og så kom jeg så meget ind i metal, at jeg blev ligeglad med dem. 

Men som Manden med Weekendvesten er jeg nået dertil, hvor jeg definerer mig selv som metaller ved at tage totalt afstand fra balladerne og blive decideret gammelrasende, når bands som Pretty Maids insisterer på at spille ‘Please Don’t Leave Me’. Men samtidig har jeg brug for deres ‘Yellow Rain’, der netop starter med den rene guitar og så skruer op for det hele, når sangen om napalm rigtigt kommer i gang. 

Musikken, bands, koncert og publikum har brug for at ånde – og jeg har brug for noget kontrast, der kan minde mig om, at jeg faktisk hører hård musik. For et eller andet sted ved jeg, at der vil være mennesker, uduelige ikke-metalliske mennesker, som lige et øjeblik kan være med på min musik, og som når at tænke, at det der metal slet ikke er så slemt, og så kommer det der uundgåelige cirkelspark i konformiteten, når Sebastian Bach inderligt skriger sig gennem ‘Wasted Time’ og forklarer forskellen mellem at være glad-følsom og vred-følsom. 

Her kan Manden med Weekendvesten, den fallerede farlige ungdomsperson, både mærke sin egen trang til at være rebel og være i et med sine uafsluttede og indebrændte diskussioner med eks-konen, regeringen-oppositionen og naboen. 

Derfor kræver det også noget særligt af en powerballade. Først og fremmest en form for ren guitar, som kan lægge sig langt fra det sukkersøde melodiske og samtidig tage afstand fra et bands trang til at hamre riffs, men uden at være rendyrket klassisk guitar. Og så kan man ikke være foruden det skarpe distortede riff, ligesom c-stykket skal hæve sangens klimaks og gerne munde ud i den der episke solo, der er spillet på kanten af helvede i flammer og med hvinende strenge. 

Men kan man det i dag? Jeg vil helst sige nej, fordi jeg nødigt vil se nogen gøre forsøget, og fordi jeg personligt ikke længere har brug for powerballaden. 

Men! Selvfølgelig er det muligt, selvom metal i dag slet ikke rummer plads til de samme store armbevægelser – det kræver bare modet til at gøre det og være hamrende ligeglad med folks (og mine) dømmende blikke

Det helt store dyr
I dag er powerballaden stort set smidt på historiens losseplads. De metalbands, der prøver kræfter med den, gør det enten med et glimt i øjet eller en komplet mangel på situationsfornemmelse. Powerballaden er ikke cool længere, og ingen metalbands vil risikere at blive associeret med tårepersere og tændte lightere. 

En kort overgang i midten af 00’erne lignede det ellers, at den var ved at få en genoprejsning: Machine Head spillede ‘A Farewell to Arms’ på deres overraskende vellykkede plade ‘The Blackening’, Converge tog skridtet fuldt ud efter et par tilløb med den uovertrufne ‘Grim Heart/Black Rose’ på ‘No Heroes’, og herhjemme lavede The Psyke Project antikrigsschlageren ‘Not in My Time’.

Men det var det. De eneste, der laver powerballader i dag, er dem, der absolut ingen skam har i livet alligevel. Powermetallerne og hardrockerne har intet at tabe, så de klør på, og cringefaktoren er høj. Men der, hvor powerballaden for alvor havde sin berettigelse, var som kontrapunkt til at køre på for fuld æde. Og der er tilsyneladende ingen, der tør sætte deres cool over styr ved at prøve kræfter med det helt store dyr. 

Det er en skam.