Mastodon-smuglytning: The Hunter

Populær
Mastodon-smuglytning: The Hunter

Den 26. september udkommer Mastodons femte album, 'The Hunter'. Warner Music – som udgiver albummet i Danmark – lod Devilution smuglytte til pladen. Læs vores verdenseksklusive gennemgang af alle albummets sange her!

Kunstner
Titel
The Hunter (Pre-Listening)
Dato
22-08-2011
Label
Distributør

Nu gør de det igen, Mastodon. Altså tager røven på fans og anmeldere med deres nye album, 'The Hunter'. Den er helt sikker. Men inden argumenterne kommer på banen, så lad os da lige ridse Atlanta-fænomenets faktisk ret korte karriere op.

For det er faktisk utroligt, hvor meget der er sket, siden denne kvartet for snart ti år siden bragede ind på scenen med den aggressive debutplade 'Remission' (2002). Et værk, hvorpå man kunne høre ekkoer af alt fra Today Is the Day (som trommeslager Brann Dailor og guitarist Bill Kelliher inden Mastodon var en del af) over klassiske navne som Metallica og Maiden til nyere hærg som Neurosis, Dillinger Escape Plan og Meshuggah.

Og SÅ kom det, der stadig står som mastodontens eget mastodontværk – eller magnum opus, om man vil – 'Leviathan' fra 2004. Dén fik d'herrer svært ved at overgå, og to år efter stod overgangspladen 'Blood Mountain' med det ene ben i metallejren og det andet forsigtigt på vej ind i den progressive rock-verden, som 2009's 'Crack the Skye' åbnede op for; endda med finpoleret produktion af Brendan O'Brien (Bruce Springsteen, etc.).

Ud ad en ny, uudforsket sti

De fire lømler har altid kæmpet imod med arme og ben, hver gang de er blevet forsøgt sat i bås, og derfor bør det ikke komme som nogen overraskelse, at Mastodon på 'The Hunter' – der udkommer om en god måneds tid – stormer ud ad en ny, uudforsket sti, den mest poppede sti, de hidtil har befundet sig på.

Denne gang er det popproduceren Mike Elizondo (Maroon 5, Alanis Morrissette, 50 Cent, Avenged Sevenfold, etc.), der har siddet bag knapperne, og den 12-strengede guitar er i brug i størstedelen af sangene og er med til at gøre nogle af sangene endnu mere episke, end dem på 'Crack the Skye' var det…

Som noget faktisk helt verdenseksklusivt, har vi her på Devilution fået lov til at lytte alle 53 minutter igennem. Og nedenfor er en beskrivende gennemgang af, hvad vi hørte.

Overordnet hentes inspirationen denne hos især Alice in Chains (hvis dunkle grunge-stemning gennemsyrer det meste af pladen) og Tool over mindre overraskende Metallica, Ozzy til simpel rock som Foo Fighters og Deftones og overraskelser som Tangerine Dream!



1. Black Tongue (3:27)
"Den første sang, der blev lagt på nettet af bandet selv, og den kan også høres nedenfor. Men altså, det er umiskendeligt Mastodon uden at det dog direkte lyder som noget, de har lavet før. Troy og Brent har endnu engang udviklet deres vokaler, som bare bliver bedre for hver plade, og så er der et guitarharmonistykke i sangens anden halvdel, der er stærkt inspireret af Metallicas 'Orion'.

2. Curl of the Burl (3:40)
"Anden sang, der for nylig blev frigivet fra albummet. Meget mere poppet end 'Black Tongue'. Måske den mest catchy sang, Mastodon hidtil har lagt navn til? Et hit kunne denne radiovenlige udgave af Tool blandet med en Alice in Chains-agtig vibe i hvert fald nemt blive."

3. Blasteroid (2:35)
"Mere pop! Denne korte sang minder om – chok, chok! – Foo Fighters! Måske for at veje lidt op for dette, er der klistret et Dillinger Escape Plan-agtigt omkvæd ind, hvor Brent (eller en gæstevokalist!) skriger igennem. Under alle omstændigheder en overraskende lille sag!"

4. Stargasm (4:39)
"Meget atmosfærisk og episk intro, der lyder som en krydsning af 'Sleeping Giant' og titelnummeret fra 'Crack the Skye', men så går sangen i gang og ændrer sig til at lyde som 'Escape'-sektionen af 'The Czar', inden endnu et meget svulstigt og samtidig poppet omkvæd tager over."

5. The Octopus Has No Friends (3:48)
"Åbningsriffet er en videreførelse af det vilde midterstykke i ‘Capillarian Crest', og i det math-agtige vers køres Brents stemme igennem et effektfilter, der giver det hele ikke alt for heldig kitschet strejf. Omkvædet er ret Killing Joke-agtigt, og Troy lyder endda som Jaz Coleman."

6. All the Heavy Lifting (4:31)
"Ikke en særlig overbevisende sang. Vi er ovre i noget, der kunne være overskudsmateriale fra 'Blood Mountain', men endnu engang krydrer Mastodon det hele med et frygteligt poppet og smittende omkvæd, som skal høres, før man tror det. Der er også et breakdown, der kunne minde om ditto i 'Circle of Cysquatch'."

7. The Hunter (5:17)
"Brent Hinds har snakket om en Led Zeppelin-agtig stemning på 'The Hunter', og det kan have været balladetitelnummeret her, han hentydede til, for det klinger ganske rigtigt som Zeppelins 'No Quarter'. Mastodons opdatering af sangen er dog igen grunge't, og Alice in Chains spøger stadigi baggrunden."

8. Dry Bone Valley (3:59)
"En forvrænget bas-intro a la Cliff Burtons i 'Damage, Inc.' åbner løjerne, inden Brann Dailor synger for i denne utroligt poppede, igen Alice in Chains-agtige sang. Det lyder som letvægteroverskud fra 'Crack the Skye'."

9. The Thickening (4:30)
"Igen sender det indledende guitararbejde tankerne i retning af 'Sleeping Giant', og atter gennemsyres sangen af en grunget, Alice in Chains-stemning hele vejen igennem. Selvom sangen er kort, er den meget kompleks, og inden for et minut sendes der musikalske hilsner til både Mercyful Fate og Deftones!"

10. The Creature Lives (4:41)
"Nok albummets vildeste overraskelse! En synth-intro, der lyder som, hvis Tangerine Dream spillede 'Also sprach Zarathustra', flyder over i en lille bassolo, som så udvikler sig til en a cappella af Brann (eller måske en gæst?!), der bedst kan beskrives som Ozzy, der synger Velvet Undergrounds 'All Tomorrow's Parties'! Et kæmpe kor gjalder omkvædet, der er med til at cementere dette som en VIRKELIG en anderledes sang, der ingenlunde lyder som Mastodon."

11. Spectrelight (3:09)
”Så er vi tilbage på jorden igen med denne mere old school’ede Mastodon-sag med 'Remission'-agtig guitartone (om end i en poleret version) og et riff, der minder lidt om 'Mother Puncher' og senere 'Iron Tusk'. Der er også et Dillinger Escape Plan-agtigt break, samt flere Metallica’ske harmonier.”

12. Bedazzled Fingernails (3:08)
"Tangentinstrumentet clavinet (som Led Zeppelins John Paul Jones er ivrig bruger af; blandt andet på Them Crooked Vultures-pladen og i Zeppelins 'Custard Pie' og 'Trampled Under Foot') og trommer åbner denne sang efterfulgt af ligeså effektindhyllet vokal. Omkvædet minder om noget fra en af Fear Factorys ballader – ikke mindst fordi Troy synger som Burton C. Bell. Det er lidt en letvægter, der peger frem mod den store finale 'The Sparrow'."

13. The Sparrow (5:31)
"En Pink Floyd-stemning gennemsyrer denne meget stemningsfulde ballade, der lægger sig i forlængelse af de instrumentalsange, der lukkede de tre første plader. Men den bløde produktion og den døsige, englelige korvokal, der messes over melodien er ulig samtlige af d'herrers tidligere gerninger. Mastodon har aldrig lydt mere afdæmpede og – ja, der kom den – modne! Midtvejs slår sangen over i en effekttung guitarsolo, der i starten lyder som en bassolo. Endnu en stor overraskelse."

Vi anmelder naturligvis albummet på releasedagen, den 26. september.