Metaldiktator: AC/DC – Back In Black
Populær
AC/DC ændrer sig aldrig, siger man. Bortset fra at det gør de alligevel. 'Back In Black', alle tiders bedst sælgende hårde rockalbum, viste et mørkere og mere metallisk AC/DC og var med til at gøre den hårde rock til det kæmpefænomen, det blev i 1980'erne.
2. Shoot To Thrill
3. What Do You Do For Money Honey
4. Given The Dog A Bone
5. Let Me Put My Love into You
6. Back In Black
7. You Shook Me All Night Long
8 Have a Drink on Me
9. Shake A Leg
10. Rock And Roll Ain't Noise Pollution
'Back In Black'. En af de mest solgte hårde rockudgivelser nogensinde. Over 50 millioner solgte eksemplarer – og angiveligt det næstbedst sælgende album i verdenshistorien. Det bliver ikke meget mere stadion end det album, men 'Back In Black' er også andet og mere end den stadionrock, andet og mere end et album, der katapulterede AC/DC fra salgstallenes øverste mellemlag og direkte op i superligaernes superliga Det kan være svært at gå uhildet til 'Back In Black'. Alle kender albummet eller føler, de gør. At forsøge at lytte til det med friske ører er næsten umuligt. Men det er værd at gøre forsøget, for pladen gemmer på overraskelser.
Opstigningen til superligaernes superliga skete, som de fleste vel vil vide, på en tragisk baggrund. AC/DC havde opbygget en solid fanbase med en række højpotente rock'n'roll-album, der havde så meget rå energi, at selv sluthalvfjerdsernes punkere accepterede AC/DC. Men de havde også været i alvorlige problemer op til indspilningen af pladen i 1980.
Året før døde Bon Scott en rigtig rock’n’roll-død: kvalt i sit eget opkast efter endnu en heftig druktur. Måske var der også heroin involveret, som flere har påstået. I det hele taget er dødsnatten lidt af et mysterium med flere forskellige modstridende fortællinger om, hvad der skete, og hvem der var til stede. Scott var 33 (da jeg begyndte at høre AC/DC, var jeg 11-12 år gammel, og når jeg så billeder af Scott, syntes jeg, at han så oldgammel ud).
AC/DC var blevet halvstore efter Robert John ”Mutt” Lange – ham der senere blev gift med Shania Twain, som åbenbart blev much impressed af hans producer-credentials – gav dem en mere poleret lyd på 'Highway To Hell' og efter en endeløs turneren i årene før, hvor energibomben Angus Young og den rå, ufiltrerede energi havde givet gruppen et dedikeret følge. På det her tidspunkt stod gruppen på tærsklen til det store gennembrud, men Scotts død var, ja, dødsstødet. Man overvejede at stoppe, men opmuntret af Scotts familie fortsatte man. Det valg har ingen vist fortrudt.
Sexikonet over for folkeligheden
Som erstatning overvejede man efter sigende en Scott-klon. Young-brødrene, AC/DC's kerne, er ikke ligefrem åbenhjertige typer, der fortæller vidt og bredt om bandets interne dynamik og deres valg, men man gik i hvert fald i en anden grøft og valgte Brian Johnson fra allerede opløste Geordie, der havde haft et par hitsingler. Johnson var allerede en erfaren herre. Han var noget ældre end Young-brødrene, som kendte livet på landevejen og havde en jordbunden folkelighed – og han kom efter sigende for sent til sin audition, fordi han endte i et spil pool med AC/DC’s roadier. Johnson var heller ikke lige så sexet og sjofel som Scott, men til gengæld skulle han vise sig at være meget relaterbar for publikum. Johnson har – ud over en lys skærebrænderstemme, der svarede godt til årtiet, hvor Halford også regerede med lædervinger – også en, på visse punkter, mere kraftfuld stemme end Scotts. Jeg foretrækker Scotts vokal, den er excentrisk og charmerende, har virkelig fede og skæve fraseringer og masser af charme, men Johnsons vokal er ret undervurderet, hvis man spørger mig, og den har en unik personlighed.
Hvor mange bands kan egentlig klare et forsangerskifte efter seks album – og blive større? AC/DC kunne. Af skattemæssige årsager for pladeselskabet og på grund af mangel på ledige studier i England på det tidspunkt blev albummet indspillet på Bahamas. Knap et halvt år efter Scotts død. Et sort cover – selvfølgelig i sorg over Scott. Man kan allerede her mærke rockmytologiens vingesus, kan man ikke?
Konspirationer
Der har gennem tiden været luftet mange teorier om albummet, nogle af dem i den konspiratoriske ende; At teksterne baserer sig på Scotts fundne notesbøger, som Young-brødrene fik hapset, men valgte at kreditere Johnson for. At store dele af numrene var klar med Bon Scott. At Young-brødrene alligevel planlagde at smide Scott ud, fordi de var trætte af hans drikkeri. At Young-brødrene fik Scott myrdet. Den sidste må dog siges at høre til de mindre sandsynlige.
Metalbandet AC/DC
Hvis ikke man kan mærke rockmytologien alene i historien, der går forud for albummet, så mærker man det, da 'Hells Bells' åbner ballet. AC/DC er ofte blevet klassificeret som sådan et bajerrockband for midaldrende forstadsfædre, men 'Hells Bells' er noget andet. Den er truende. Dårligt nok tøjlet aggression. Forestil jer at være ung i 1980 og høre den her for første gang. Det er den slags, der gør, at højrekristne tror, at AC/DC står for "Anti-Christ/Devil’s Child". Det her er den mørke version af AC/DC. Med linjer som “I'm rolling thunder, pouring rain / I'm coming on like a hurricane / My lightning's flashing across the sky / You're only young, but you're gonna die / I won't take no prisoners, won't spare no lives” og “If you're into evil, you're a friend of mine / See the white light flashing as I split the night” er det et andet AC/DC end det tidligere. Lyt til den sang med friske ører, mine leopardgamacheklædte damer og herrer, og fortæl mig, at I ikke får lyst til at gå direkte fra oujia-bræt til teenagesatanisme ude i et gammelt skur ude i skoven. Det er derfor, at ægte metal-oldtimere siger, at AC/DC er metal, og det er derfor, AC/DC blev kaldt det dengang. Det er ikke en gennemgribende stilændring over hele pladen, men der er en ændring i tonen her, der går fra det overstadige og bøllerockede mod det mere dunkle og aggressive.
AC/DC er selvfølgelig ikke sataniske overlords, men 'Hells Bells' sender stadig ”black sensations up and down your spine”. Efter den moody åbner er 'Shoot To Thrill' mere klassisk, men læg mærke til den overgang, der sker i omkvædet og til det instrumentale klimaks, der langsomt bygger op. Spørg så jer selv, om I kan lide rock. Det er albummets to modpoler, det dystre og det mere klassisk festrockede.
Kontinuitet og udvikling
De to næste numre på A-siden har aldrig hørt til mine favoritter. Flere kritikere har kaldt 'Back In Black' verdens bedste heavy/hard rock-album, og det er nok lige at stramme den, men sangene er vigtige for kontinuiteten – de er tættere på det gamle materiale end 'Hells Bells'; ingen af dem er uefne, og 'Given the Dog a Bone' dukker da af og til op i livesættet.
Til gengæld er 'Let Me Put My Love Into You' dels en herligt sjofert, og nok sådan en tekst, som Scott potentielt kunne have skrevet. Dels er den også en lidt mørkere, mere atmosfærisk soulet sang, som udvider AC/DC's palet. Teksten er også en god illustration af forskellen mellem "sexistisk og rapey" over for "flirtende og sexet, selvom man er grim". Den er naturligvis det sidste, og det handler om charme og sexet groove. Forskellen på at følge No Smoking-reglerne eller slippe af sted med at smoke den alligevel.
Angus Young slipper af sted med at smoke den.
Side B åbner igen med to absolutte klassikere: titelnummeret kender vi vel alle. Her er det også tydeligt, at lyden er større, og at den går efter stadionets strube. Beastie Boys samplede riffet siden, og man forstår hiphop-appealen: Teksten, en hyldest til Bon Scott, er over the top storpralende: "Forget the hearse 'cause I never die / I got nine lives / Cat's eyes / Abusin' every one of them and running wild". Og så er der riffet. Det ville være en underdrivelse at kalde det ikonisk. Er sangen overspillet? Kan man leve et helt liv uden at høre den igen? Ja og ja. Men forestil jer at høre den for første gang. Det er ekstremt simpelt, ikke spor mørkt, men til gengæld afsindigt medrivende. Den er bedst, hvis man forestiller sig, at man lytter til den for første gang. Alle kan rocke med. Alle. Og uanset om man er træt af den eller ej, er den lyden af fede tider.
Overarbejde ved forførelsessamlebåndet
Og 'You Shook Me All Night Long'. Det er den tekst, som der har gået flest Scott-rygter om, og der er flere af hans varemærker, som for eksempel "Working double time on the seduction line", der jo egentlig bare er en ret perfekt linje med sådan et forførelsessamlebånd på fabrikken og en dame, der arbejder røven ud af bukserne ved det samlebånd. Og så passagen "sightless eyes", der angiveligt skulle have været "chartreuse eyes" i Scotts oprindelige version, men det vidste Young-brødrene og Johnson sgu da ikke, hvad var, så det blev der ikke noget af. Den her sang er sådan en, jeg faktisk aldrig bliver træt af, fandt jeg ud af ved genhør. Kæk og fuld af attitude, soundtracket til et vellykket, lummert scoringsforsøg på en seksuelt fremmelig kvinde på et skummelt værtshus. En af de mest triumferende hyldester til grim og vellykket sex.
Og sikke et singlecover:
Som på A-siden er de to næste sange mest fillers blandt killers. 'Have A Drink on Me', hvis tekst virker sært malplaceret med tanke på Scotts dødsårsag, har en virkelig stærk bro, men 'Shake A Leg' kan jeg ikke huske, at nogen nogensinde har talt varmt om. Den er der ligesom bare. Også her indvarsler albummet en tendens, men en lidt mere ærgerlig én af slagsen: flere fyldnumre på pladerne, en vis inerti i sangskrivningen og en energi, der bliver lidt mindre strømførende.
Afslutningsnummeret 'Rock And Roll Ain’t Noise Pollution' er til gengæld en klassiker og et af de federe deep cuts i diskografien, som sjældent spilles live. Teksten er en af disse hymner om rockens fortræffeligheder, som jeg har det sværere med i dag end dengang, jeg blev AC/DC-fan i midthalvfemserne, men i 1970'erne og 1980'erne blev rock jo faktisk angrebet fra mange sider på en måde, som virker komisk i dag. Men sangen er især i versene langt bedre, end jeg huskede den, og som afslutningshymne fungerer den som en hensigtserklæring om mere rock.
Guldstandarden for hård rock
Der er noget sært over, at det lige netop var dette album, der blev stadiongennembruddet. Er Johnsons stemme så bredt appellerende sammenlinget med Scotts? Er det den strømlinede og STORE produktion? Den skamløse catchyness?
Produktionen, der er noget af det mest klart definerede, der findes, blev guldstandarden for, hvordan en hård rockplade skulle lyde. Motörhead indstillede altid anlægget live efter den. Albummet gav AC/DC et massivt gennembrud, der også sikrede dem et gigantpublikum op gennem de kunstnerisk noget pauvre 1980'ere, før de fik ny kunstnerisk ild med 'The Razor's Edge' og den undervurderede 'Ballbreaker'. Titelnummeret fra førstnævnte og 'The Furor' fra sidstnævnte hører til i samme afdeling som 'Hell's Bells', et mørkere og mere metallisk AC/DC, som man godt kan ærgre sig over, at gruppen ikke har udforsket mere. Og Brian Johnson har, fraset Axl Rose-intermezzoet, været en evigt folkelig sanger i AC/DC lige siden og har sågar overlevet grundlæggeren og bandets anker, Malcolm Young.
Og i hvert fald var det sidste rigtig AC/DC-album i topklasse. Og en af grundene til, at heavy metal blev så massivt i 80’erne, hvor AC/DC må have konverteret, hvad der svarer til hele nationers befolkningstal til "at høre langhåret", som jeg hørte en oldtimer kalde det. Der er blevet fingerpulet og drukket bajer og shots til den plade så meget, at man næsten selv kan brække sig lidt over den gennem 40 år oparbejdede odeur af gammel bajer, kusse, billig whisky og Jägermeister med en smule bræk på toppen, men går man fordomsfrit til pladen, ja, så er det altså virkelig en strålende plade.
