Metaldiktator: Nine Inch Nails – The Downward Spiral
Populær
En fortælling om et menneskes (for-)fald i en ond cirkel af selvdestruktion og -had, der spejlede ophavsmandens egen tilstand, blev en skoledannende kunstnerisk og kommerciel succes.
Piggy
Heresy
March of the Pigs
Closer
Ruiner
The Becoming
I Do Not Want This
Big Man with a Gun
A Warm Place
Eraser
Reptile
The Downward Spiral
Hurt
Næsten alle kunstnere har den der plade, der definerede dem og deres efterfølgende karriere. Sådan en plade er ‘The Downward Spiral’, der i år fylder 30 år.
‘The Downward Spiral’ kom i kølvandet på den ganske store succes med debutalbummet ‘Pretty Hate Machine (1989)’, hvorfra især hittet ‘Head Like a Hole’ viste, at Trent Reznor, den altoverskyggende hovedmand bag Nine Inch Nails, kan gøre ørehængere af voldsomt aggressive og støjende sange. ‘Pretty Hate Machine’ klinger en smule mere synthpoppet end, hvad der senere skulle komme fra Reznors hånd, og den hårdtslående, mere guitarorienterede EP ‘Broken (1992)’, kan sagtens ses som en reaktion på debutalbummets succes, på konflikten med pladeselskabet TVT og på den lammende følelse, man kan få, når man skal følge op på noget, der er nået bredt ud.
Dele af ‘Broken’ og hele ‘The Downward Spiral’ er produceret i Le Pig-studiet, som var Reznors navn for det hus han havde lejet i Hollywood, hvor filmstjernen Sharon Tate blev myrdet af psykopaten Charles Mansons kult The Family. Navnet ‘Le Pig’ kom sig af, at morderne havde skrevet ordet pig med Tates blod på husets fordør. Ikke just en smagfuld interesse, Reznor havde der, men det siger noget om mandens sindsstilstand i den periode. Nine Inch Nails var på det tidspunkt blevet en del af Jimmy Iovines Interscope Records i det, Reznor selv har beskrevet som en “slavehandel”. Ydermere havde Reznor slidt sig selv op med bandets kaotiske og voldsomme koncerter på Lollapalooza-turneen, og han kæmpede med depression og stofafhængighed, som blev forstærket af den kognitive dissonans mellem det menneske, Reznor opfattede sig selv som værende, og den stjerne, han var blevet til.
Scenen var altså sat til et album, der tematisk følger et menneske helt ud over afgrunden på et tidspunkt, hvor skaberen af værket selv balancerede på kanten af den.
Kreativ nedrivning af selvet
Åbningsnummeret ‘Mr. Self Destruct’ begynder med et sample fra George Lucas’ bedste film, ’THX-1138’, hvor vi hører en mand blive tævet grundigt i et futuristisk fængsel. Således opmuntret kan vi fortsætte ind i nummerets insisterende elektroniske puls og skærebrænderskarpe guitarer, mens Reznor besynger de mange måder, man kan søge sin egen undergang på. Den usædvanlige guitarlyd på dette nummer, og på pladen i sin helhed, er mestendels opnået ved, at Reznor manipulerede sine guitaroptagelser med programmet DigiDesign Turbosynth – en tidlig softwaresampler, man kunne bruge til at strække og omforme lyde med. Programmet var opbygget i moduler, man frit kunne kombinere, og det passede perfekt til Reznors eksperimenterende tilgang. Resultatet blev guitarlyde, der befinder sig i en slags uncanny valley; genkendeligt som guitar, men fra en anden sonisk verden, hvilket styrker den fremmedgjorte stemning på pladen.. Det er også på denne sang, at “the voice inside your head” introduceres. Stemmen, der lokker dig mod afgrunden mod fristende afhængighed, og som fungerer som fortæller-jegets modstander hele pladen igennem. “The Downward Spiral” er basalt set fortællingen om et menneskes rejse mod, og forsøg på at blive til, et ikke-menneske. Et væsen, der ikke kan føle de ting, som er så uudholdelige for vores hovedperson.
Hele ‘The Downward Spiral’ er præget af en totalt fri og ukonventionel tilgang til produktion. Det er blandt andet derfor, pladen kan kaldes skoledannende. Den lyd, Reznor skabte her, er blevet både imiteret og hyldet utallige gange siden, men man kan godt argumentere for, at den ikke er blevet overgået. Både hvad angår produktion og komposition er kreativiteten i top. Tag for eksempel de pludseligt melodiske klaverudbrud i den sarkastiske kritik af falske og hule mennesker, ‘March of the Pigs’. “Doesn’t it make you feel better’ synger Reznor pludselig som en sarkastisk punchline til “take the skin and peel it back” hen over et næsten muntert hoppende klaver. ‘March of the Pigs’ veksler ubesværet mellem 7/8, 8/8 og 4/4-takt, hvilket skaber en urovækkende følelse, som danner en fantastisk kontrast til et af pladens allerbedste numre, den efterfølgende ‘Closer’, som har et anderledes stabilt, rytmisk anker med et angulært trommemaskine-beat. Det vækker mindelser om techno og electro, men også om motorik, krautrockens fremaddrivende, rytmiske tilgang. Der blev brugt to samplere, blandt andet til at sample beatet fra Iggy Pops ‘Nightclubbing’, og en Roland R-70-trommemaskine til at skabe nummerets fænomenale rytmiske bund – men det er det forpinte klaver, hvis pitch konstant er i fluxus, der sammen med vokalen er nummerets emotionelle kerne. Det lyder, som om det er optaget på et meget vakkelvornt kassettebånd. ‘Closer’ handler om at kneppe smerten væk. Og om, at smerten kan være en del af det at kneppe. Men mest af alt om, at hovedpersonen hader sig selv så meget, at han intet problem har med at lægge alle kortene på bordet.
“My whole existence is flawed
You get me closer to God
You can have my isolation
You can have the hate that it brings
You can have my absence of faith
You can have my everything”
‘The Downward Spiral’ er langt hen ad vejen en perlerække af sange, der beskriver leden ved tilværelsen og verden, hadet til en selv og trangen til ikke at eksistere i verden eller med én selv. Det er absolut tunge og tyngende sager, men få plader har en bedre sammenhæng mellem det, sangene handler om, og den måde, sangene lyder på. Den kreative brug af produktionsteknikker, den frie tilgang til komposition og den totale blotlæggelse af et menneske i krisens allermørkeste tanker går her op i en højere enhed og danner et mesterværk.
Ja tvoi sluga, ja tvoi rabotnik
Trent Reznors musikalske virke er bygget på teknologi. På at bruge elektronik og software til at manipulere og frembringe lyde, og ‘The Downward Spiral’ er et mesterværk fyldt med fantastiske lyde, som ikke ville eksistere uden Reznors innovative brug af kolde maskiner og ufølende koder til at formidle sine følelser. Måske var det selve hans arbejdsproces, der var afsæt til fantasien om at flygte fra depressionen og usikkerheden ved selv at blive til en maskine på ‘The Becoming’:
“All pain disappears
It's the nature of, of my circuitry
Drowns out all I hear
No escape from this, my new consciousness
The me that you know, he used to have feelings
But the blood has stopped pumping and he is left to decay
The me that you know is now made up of wires
And even when I'm right with you, I'm so far away”
Desværre er også flugten ind i maskinen et fejlslagent projekt. Ligesom sex, stoffer og andre måder at bedøve de emotionelle nerveender på, så er det kun en midlertidig strategi, som efterlader én et værre sted end tiden, før flugten begyndte. “It won't give up, it wants me dead.
Goddamn this noise inside my head”, synger Reznor om sin depression og heraf følgende stofafhængighed.
Her ligger forklaringen på, at der ikke rigtigt er nogen lyse sider på ‘The Downward Spiral’, ud over måske det lille, ambiente mellemspil ‘A Warm Place’, som i øvrigt peger frem mod Reznors senere virke som filmkomponist. Men selv her føles håbet tvetydigt. Anspændtheden forlader ikke lytterens krop, og skuldrene sænker sig ikke rigtigt. Fordi alle flugtveje, om det så er sex, stoffer, bedøvelse eller fantasier om at blive til en anden, i sidste ende er blindgyder. ‘The Downward Spiral’ er et sindsbillede på Reznor, før han fik sit liv på skinner igen. Der er ikke nogen løsning. Der er kun gradvise skred ind i fortabelsen, ind i en mesterlig producer og komponist, som på blændende vis meget præcist formidler, hvordan det føles, med sin musik.
Man fornemmer, at ‘The Downward Spiral’ kun kan føre frem til tabet af jeget. “Kill me”, messes der på “Eraser”, som er et dødsønske, der drives frem mod sit crescendo, mens ‘Reptile’ lader jeget – det menneske, der ønskede at forsvinde – skinne lidt igennem igen. Der reflekteres over den skade, der er sket, og også her lurer selvhadet.
“My disease, my infection
I am so impure”
Dødsspiralen
Hen mod slutningen af albummet synes fortabelsen at være komplet. Titelnummeret beskriver et selvmord, eller måske et selvmordsforsøg. Reznor taler om et pistolskud i hovedet som den endelige løsning på alting hen over en ekstremt forstyrrende, stærkt forvrænget lydkollage. Det kan ikke rigtig overdrives, hvor ubehageligt et nummer det er at lytte til, men det danner en ret perfekt indledning til ‘Hurt’, den afsluttende, stærkt rørende sang, hvor Reznor med lillebitte stemme synger om alle dem, han har mistet og vil miste. Om ensomheden som et grundvilkår. Han synger om sit “empire of dirt”. ‘Hurt’ åbner en smule for lyset igen. Måske er der en anelse håb, for pludselig vil fortælleren gerne føle noget igen, også selv om den følelse er smerte, og de afsluttende ord synes også at pege på en form for vej tilbage til en menneskelig tilværelse:
“If I could start again
A million miles away
I would keep myself
I would find a way”
Det er dog et meget lille græsstrå, vi må klynge os til, for Reznor lader på genial vis sin stemme drukne i guitarens støj. Vi kan næsten ikke høre “I would find a way”. Fascinerende nok gør producer Rick Rubin det præcist modsatte i Johnny Cashs fremragende coverversion af nummeret. Her står Cashs stemme helt alene på denne sidste, afgørende linje.
Vi ved, at Reznor heldigvis i sit eget liv fandt en vej tilbage og ud af depressionen og afhængigheden, men på dette tidspunkt og i dette værk, er vejen tilbage stadig meget teoretisk. Vi efterlades i mørket med en krone af lort, siddende på løgnens trone, mens vi stirrer ud i afgrundens mørke efter en uendeligt smal sprække af lys. Sådan er det med mesterværker. De efterlader os steder. De sætter sig i kroppen på os.