Smuglytning – Demon Head: Hellfire Ocean Void

Den diabolske rock tilføres mere dronende mørke end vanligt på det seneste album med Demon Head, der inviterede os ind i Sweet Silence Studios til en forsmag på 'Hellfire Ocean Void'.

Klokken var slået 19, da en blandet skare af den danske rockpresse var troppet op til en præ-lytter på Demon Heads tredje fuldlængde 'Hellfire Ocean Void'. Et album, som allerede havde imponeret med de første to singleforløbere 'In the Hour of the Wolf' og 'The Night Is Yours', der begge lægger sig i den mere hårdtrockede ende af deres oevre. Skulle dette blive en plade i den mere direkte, pågående ånd vi kender fra flere af deres koncerter, ville den mere doomladede 70'er-tungrock stadig spøge i kulisserne, eller kunne der være tale om noget helt tredje?

En forundring, nærværende anmelder luftede for guitarist Thor Gjerlufsen Nielsen, der i dagens anledning kun var flankeret af bassist Mikkel Fuglsang, men da det var os/pressen, der skulle agere dommere i den forbindelse, måtte spekulationerne leve videre for en stund endnu. 
I stedet blev dagens mødested, Sweet Silence Studios, gransket af de fremmødte, med alt hvad dertil hører af guldplader med Anne Linnet, Povl Dissing og øvrige hjørnesten i den mondæne danske musikkanon, men, ikke mindst i vores interesse, hele væggen med gyldne Metallica-vinyler fra lynet frem til den sorte. Dertil hørte Flemming Rasmussen, producer-legenden, der nemt tiltrak sig opmærksomhed for alt muligt andet end dagens tema, som han har stået for mastereringen af. Således fik vi bl.a. historien om, hvordan Gasolins 'Hva gør vi nu, lille du' var fødslen på den oprindelige Sweet Silence-lokation på Amager, og cirklen blev sluttet, da den nye adresse i Sydhavnen blev indviet med indspilningen af Gasolin-trommeslageren Søren Berlevs solodebut med hans Rock 'n' Roll Hotel. Historien om, hvordan en hotdog-ædende Homer Simpsons havde fulgt samtlige Flemmings mixing-pulte, siden 'The Simpsons' blev født. Historien om, hvor flintrende ligegyldigt genrerytteri er, når det i bund og grund bare handler om at rocke eller ej.

Og således blev ordet givet videre til aftenens samlingspunkt, der skulle luftes som en todelt lydrejse, præcis som det vil blive fordelt i det kommende vinyl-format. Første side sparkedes efter en kort intro i gang med førnævnte 'The Night Is Yours', efterfulgt af 'A Flaming Sea' og 'In the Hour of the Wolf', der alle lagde sig i et solid beton-rocket drive, fint i forlængelse af Flemming Rasmussens nævnte sværgen til rock med stort R, men dog med et større lydbillede, end vi kender fra de foregående udspil. Feedbacken kradsede, atmosfæren var mere gennemskærende dyster. 'Labyrinth' lukkede dog A-siden i mere akustisk mode, der skabte indre billeder af den doomy side af Simon & Garfunkel, ingen af os vidste eksisterede. Det analoge feel, der også kendetegner de foregående udspil, var bibeholdt i produktionen, som fortsat havde sine småfejl i den gennemsyrende, rå atmosfære, men hvor det uperfekte netop tilførte en vis autentisk charme over de sommerhusindspilninger, som vi efterfølgende blev fortalt, at nummeret udsprang fra.

 

'Strange Eggs' indledte B-siden som albummets muligvis mest metalliske indslag, dog fortsat med guitarist Birk Gjerlufsen Nielsens melodiske tæft, der viste sig at være en mere bærende kraft på 'Hellfire Ocean Void'. Forgængeren 'Thunder on the Fields' havde i bandets øjne været mere varieret og med plads til de tunge passager ,end den viste sig at blive, hvis ikke det var, fordi produceren dengang havde efterspurgt en tør produktion, hvor alle de atmosfæriske dele kunne tilføjes i studiet. Denne gang har bandet derfor selv valgt at indspille råt for usødet, med alt hvad dertil hører af plads til både punchy vibes og langlivede, dronende stemninger. Samspillet er tydeligvis styrket, hvilket især fornemmedes i sidste halvdel af pladen, hvor numrene har progressive tendenser med passager, der flettes levende sammen, og hvor trommeslager Jeppe Wittus også træder mere i profil, dog uden at stjæle rampelyset fra den større helhed.

Opdelingen imellem den mere ligefremme første halvdel og den mere segmentarisk varierede sidste halvdel virker fornuftigt afbalanceret, især til det kommende vinylformat, og med alt hvad dertil hører af seksdobbelte guitarspor, orgel og øvrige atmosfæriske virkemidler, bliver det med stor sandsynlighed en vinder ved genhør. Mikkel Fuglsang og Thor Gjerlufsen  Nielsen afviste i den efterfølgende snak alle direkte sammenligninger med andre kunstnere, men benægter dog ikke en forkærlighed for 70'ernes rå produktioner, før fintpolerede lagkageindspilninger blev modus operandi, og hvor man i højere grad kunne høre, at bandene kunne spille. Inspirationerne er dog bredere end som så, og da snakken kommer over på de de blodige svenske black metallere fra Ultra Silvam, som supporter dem til deres releaseparties, samt Slægt, der spiller med dem på Loppen til april, forstærker det blot indtrykket af et band, der finder deres styrke i et eget udtryk uden at springe over, hvor gærdet er lavest. Birk og Thor Gjerlufsen Nielsens harmoniske elementer og Marcus Ferreira Larsens messende, croonende røst forstærkes af rytmesektionen, og Demon Head lyder på 'Hellfire Ocean Void' som en stærkere enhed, der i højere grad end tidligere ved, hvor de vil hen. Det ville dog være malplaceret at spå dem en lysere fremtid. Deres diabolske tungrock efterlader trods alt ikke megen plads til lys og glade dage, men der er ikke desto mindre kommet klarere nuancer i mørket, og det er uhyggeligt klædeligt.

'Hellfire Ocean Void' udkommer d. 22. februar, og Demon Head holder release party følgende datoer:
28/2 - 1000fryd (Aalborg)
1/3 - Pumpehuset (København)
2/3 HeadQuarters (Aarhus)