Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Finsk drama på Steelfest

Populær
Updated
steelfest 2021 (2)

I ugen kom det frem, at bands med nazisympatisører var booket til finske Steelfest. Så begyndte hovednavne som Sodom og Samael at aflyse. Vi dykker ned i det.

Black metal har alle dage været en kontroversiel størrelse. Anno 2021 er det stadig tilfældet. Når en finsk metalfestival booker nogle bands, hvor medlemmerne har en ret tæt forbindelse til det nynazistiske miljø, så sker der ting og sager på de sociale medier. Steelfest endte i en regulær shitstorm og vi prøver at skabe et overblik for jer læsere her.

Steelfest har eksisteret siden 2012 og afholdes i byen Hyvinkää. Det er en lille by, der ligger en times kørsel nord for hovedstaden Helsinki. Logistisk er det ikke helt tosset for internationale bands og tilskuere, der kan flyve direkte til Helsinki og tage den sidste time i en udlejningsbil eller med offentlig transport. Steelfest har alle dage helliget sig den mørke undergrund, hvor fokus er på black metallen. Navne som Dark Funeral, Entombed, Marduk, Gorgoroth, 1349, Mgla, Unleashed og Watain har været hovednavnene. Så vil de fleste af vores læsere nok have en ide om, hvor vi er på spektret.

Helt præcist 29. august 2021 begyndte Steelfest så at annoncere navne til deres 10-års jubilæum i maj måned 2022. På dette tidspunkt er der allerede booket hovednavne som Sodom, Deicide, Dismember, Dark Funeral og Primordial. Denial of God fra Danmark er såmænd også på plakaten.

Ind fra højre kommer der så et navn som Graveland. De blev annonceret søndag aften d. 29. august og der fulgte en serie af bands de næste timer. Deriblandt navne som Taake og Deströyer 666. Bands, der har set deres del af kontroverser gennem tiden, men som ikke nødvendigvis kan parkeres under helt samme præfix som førnævnte Graveland. For Graveland er noget for sig selv. Deres forsanger, guitarist, bassist, trommeslager og ja… nærmest bandet i sig selv er Robert Fudali, også kendt under sit kunstnernavn Rob Darken. Han har direkte lovprist Adolf Hitler og gemmer ikke sig bag det faktum, at han hylder den ideologi. Ikke overraskende har det bragt ham og bandet ud i noget uføre. Bandets plader har været forbudte i Tyskland og de er absolut et af de bands, der passer på NSBM-betegnelsen. Nationalsocialistisk black metal.

Internettet vågner mandag morgen til nyheden om Graveland og resten af den færdige plakat til Steelfest 2022. Der går ikke mange timer før rygtet er nået hele verden rundt og det schweiziske band Samael var blandt de første, der direkte meldte ud, at de ikke ville spille på Steelfest næste forår. De var booket til festivalen i 2021, men den blev aflyst pga. corona, og da de bliver gjort bekendte med navnene på de sidste bands på plakaten, vælger de at trække sig. 

Tyske Sodom valgte at gøre det samme. Først var de lidt fodslæbende omkring deres kontrakt med arrangørerne bag Steelfest og deres pladeselskab, men det endte dagen efter Samaels beslutning med, at Sodom også trak sig. 

Og det er her, det for alvor bliver interessant. For hvorfor valgte Sodom ikke bare at aflyse med det samme?

Årsagerne hertil kan være mange. Og det er her, artiklen bliver spekulativ. Men for at nuancere billedet, da NSBM og nazisme jo hurtigt bliver noget, der kan dele vandene online, så forsøger vi alligevel os med det.

For hovednavnene er typisk altid dem, der er på plads først. Det er trækplastrene på alle festivaler. Ikke kun Steelfest. Det gælder alle steder. Det er de store navne, der skal sælge billetter. Derefter fylder arrangørerne plakaten op med dem, der er til rådighed og tegnebogen kan holde til. Her adskiller Steelfest sig ikke fra alle andre metalfestivaler verden over. Som nævnt før, så henter de Sodom, Dismember, Dark Funeral, Deicide, Samael og Primordial ind til at sælge billetterne i det finske. På papiret et hæderligt program for en festival, der godt kan lide at holde det sort og undergrund. 

Det er dog typisk ikke eneste show for de bands. Sodom er eksempelvis allerede booket til Sweden Rock Festival kun et par weekender efter deres show i Finland i slutningen af maj. Så logistisk for band og pladeselskab med flybilletter, hoteller, udstyr der skal lejes rundt omkring i verden osv. er jo alt sammen noget, der forlængst er sat i gang. Det gælder alle de store og mellemstore bands. Læg dertil, at alle bands har været uden indtægt i snart to år pga. corona. Der er mange faktorer, der spiller ind og som der ikke nødvendigvis kan tages stilling til på to minutter. De kan være i gang med at booke flere festivaler og har derfor parkeret Steelfest og Finland i baghovedet som noget, de først igen skal tænke på i april måned næste år.

Men internettet går hurtigt. Kulturen er desværre blevet, at man skyder først og spørger senere. Lige så snart et band som Graveland toner frem på en festivalplakat forventer vi, at samtlige andre bands har taget stilling til det. Vi tænker ikke nødvendigvis over om der er tidsforskel og om det her band og dets management sover lige nu. Om de overhovedet ved hvem Graveland er? Ej heller kan vi vente på, at de får tænkt situationen igennem, talt med arrangørerne af Steelfest og deres bagland i pladeselskab og/eller management. Det er der ikke tid til. Shitstormen ruller på internettet og den vil have ofre på bålet. Tager man ikke afstand øjeblikkeligt risikerer man at blive ‘guilty by association’. Altså ved en slags stiltiende accept, hvor man kan blive slået i hartkorn med typer som Rob Darken, hvis ikke man aktivt har gjort sin stilling op med dette.

Således buldrer snebolden ned af bakken i løbet af ugen, og det er først 2. og 3. september, at de første bands får meldt ud, at de ikke tager rejsen til Finland og aflyser deres show på Steelfest 2022. Inden da er der gået et par dage, hvor fans verden over har kunnet tænke sit. Er Sodom og Samael ligeglade? Støtter de nazisterne? Er de nazister? Hvad med danske Denial of God, der ikke har meldt noget ud endnu?

Heldigvis er de fleste mennesker forstandige nok til ikke at kaste hele programmet på bålet og kalde dem nazisympatisører bare fordi de ikke har foretaget sig noget endnu. Arrangørerne bag Steelfest har meldt ud, at de godt kan mærke presset fra de store pladeselskaber, men at de har valgt ikke at lade andre diktere, hvem de skal have på deres plakat. For så vidt et hæderligt, uafhængigt standpunkt. De anerkender også, at det unægtelig vil betyde aflysninger på Steelfest 2022.

Spørgsmålet er bare, hvor det her slutter. Nu har balladen rullet online i en uges tid. Samael og Sodom var de to første navne, der meldte fra. Flere vil nok følge. Spændende bliver det at se, hvad der er tilbage når samtlige bands har taget stilling. Vi har her i artiklen valgt kun at nævne  bands somGraveland, da det er det mest grelle eksempel. Flere bands på plakaten har også det, vi vil kalde en uheldig profil. Vi vejer ordene på en vægt her. Netop for at undgå at blæse det yderligere op end det allerede er. Det er for eksempel Inquisition, hvor frontmanden er dømt for børneporno. Selvsamme bandmedlem har haft et andet band, der med en specifik sangtitel ikke efterlader meget til fantasien hvad angår NSBM. Så Steelfest har ikke bare booket et enkelt band, der er højreradikaliseret. De har booket flere. Så sagen er næppe slut her.

Det større perspektiv bliver så for arrangører og bands. Hvor vågne skal man være? Hvor mange klausuler skal der i kontrakter? For mange vil et band som Graveland ikke være noget, man kender medmindre man læser artikler som denne eller deltager i den ukrainske festival Asgardsrei, der bogstavelig talt er en festival, hvor man hylder NSBM-musik. Fra Ukraine er der eksempelvis bandet Nokturnal Mortum, der har spillet på Asgardsrei flere gange. Et band, der har flirtet så meget med nazismen, at det kan være svært at sidde overhørigt. De er også et af de bands, der er offentliggjort på Steelfest i 2022.

Danmark har trods alt endnu ikke set lignende sager på de metalfestivaler, der er rundt om i landet. Der var dog arrangementet Vort Fatum i 2019, der gjorde, at vi begik et vagttårn om uskyldstabetfor vores genre og mon ikke der er en del arrangører, der følger med i hvordan det går Steelfest de kommende dage, uger og måneder? 

Og selvfølgelig vil stormen lægge sig igen. Men hvordan ser den endelige plakat ud i maj måned 2022? Her er den, som den så ud 29. august 2021. Vi følger i hvert fald med. For mens det for langt de fleste ikke er noget, man tænker særlig meget over i hverdagen, så har metalmiljøet en front, der bestemt ikke hylder samme værdier om, at der skal være plads til alle, som det heldigvis er for langt de fleste. Rummeligheden i metalmiljøet bliver igen og igen hyldet på tværs af både almene medier og genrespecifikke medier som vores eget. Vi kan godt lide, at det er sådan. At vi kan være her alle sammen. Desværre er det bare ikke alle, der har det sådan. Nogle er sågar stolte af, at festen kun skal være for de udvalgte få og det skorter ikke med virkemidler for at få det budskab igennem. Det skylder vi også at tage stilling til.

steelfest 2022 line up