Vagttårnet: Uskyldstabet

Natten til søndag genvandt black metal sin uforudsigelighed og sit voldspotentiale. En kendt nazist og morder blandt publikum resulterede i, at en koncert blev angrebet af venstreekstremister.

Vil man romantisere det, kunne man sige, at black metal blev farlig igen på festivalen Vort Fatum, der i weekenden blev afholdt på spillestedet Mayhem. I hvert fald blev det slået fast, at genren endnu ikke er blevet helt så gentrificeret, som ældre fans ellers gerne hævder. 

Mens Behemoth og Watain har realiseret genrens kommercielle potentiale og høstet anerkendelse for det langt uden for de vante rammer; mens genren har fået sit hav af dokumentarer, akademiske afhandlinger og for nylig sin første spillefilm; mens det visuelle udtryk er blevet reproduceret i modeblade og blandt popstjerner: Mens alt dette har stået på, er det altså stadig muligt at få en på snotten for det, hvis man vover sig ud til black metal-koncert.

Det var stort set det, der skete til Vort Fatum, som man kan læse i de indsamlede vidnesbyrd her på siden: Hendrik Möbus deltog som tilskuer og delte flyers ud for en nazi-black-festival, indtil han blev stoppet af arrangørerne. Fire personer overfaldt ham og hans kæreste og blev smidt ud. Han forsøgte at tage mikrofonen under en koncerten, efter eget udsagn for at advare om, at Antifa var på vej, men han blev afbrudt og fjernet fra scenen. Til sidst trængte 20-25 maskerede personer ind på spillestedet og smadrede løs på inventaret, mens de ledte efter Hendrik Möbus og oversprøjtede publikum med peberspray, inden de lod dem slippe ud, da det stod klart, at de ikke ville forsvare Hendrik Möbus. Han fik bank, resten af publikum fik jaget en skræk i livet, antifascisterne fik deres skalp. 

Mayhem har siden begyndelsen været et gør-det-selv-sted drevet på lutter gode intentioner. Her er ingen sluser, ingen vagter, ingen screening. Det har der aldrig været brug for. Derfor var det ingen sag for Antifa at trænge ind. Det samme gjaldt for Hendrik Möbus. Han kunne reservere billetter til sig selv og sin kæreste, selvom arrangørerne selvfølgelig vidste, hvem han var, og at det kunne være kontroversielt at lukke ham ind. De besluttede med egne ord at behandle ham som en hvilken som helst anden gæst. Men det var han ikke.

I gråzonen
I 1993 dræbte den dengang 17-årige Möbus sammen med de to andre medlemmer fra demobandet Absurd vennen Sandro Beyer. Han sad fængslet indtil 1998 og blev efterfølgende fængslet igen frem til 2007 for nazihyldester. Siden løsladelsen har han fortsat bandet Absurd, drevet selskabet Darker Than Black og været medarrangør af festivalerne Hot Shower og Asgardsrei, altsammen inden for NSBM-regi – altså nationalsocialistisk black metal. 

Modsat Ungdomshuset – som Mayhem i vid udstrækning deler publikum og optrædende med – har Mayhem ikke haft det samme erklærede venstreanarkistiske og antifascistiske ståsted. Mayhem har erklæret sig apolitisk, men det skrøbelige fundament blev rystet gevaldigt natten til søndag.

At black metal opererer i en moralsk gråzone, har vi tidligere diskuteret på denne plads. Arrangørerne af Vort Fatum har selv opereret i dette grænseland: At kalde en compilation for ‘Korpsånd’ er det ikke svært at læse som en flirt med militant retorik. Og når genren er black metal, bliver militarisme ofte associeret med nazisme. Natten til søndag var der så nogle, der fandt det på sin plads at trække en streg i sandet. 

For Antifa er der ingen gråzoner: Her er parolen det brovtende “If you see a nazi, punch a nazi,” og det, der blandt mere besindige dårligt kan betegnes som andet end rå vold og stupid macho-hooliganisme under dække af politisk aktivisme, anser de for selvforsvar mod folk, der forsvarer folkemord.

Uanset ens politiske ståsted er det nok de færreste, der har sympati med Hendrik Möbus i dag. Men det betyder ikke, at Mayhem-scenen bare kan ryste hændelsen af sig, som om intet var sket. Anklagerne om at være en flok hipstere, der bare er hoppet på black metal-vognen, fordi det er blevet smart, har hængt ved de bands, der udspringer af miljøet omkring Mayhem.  At spillestedet fejrer 10-årsjubilæum i år, vidner til gengæld om, at det ikke bare var et modelune, da noise-musikerne og artpunkerne opkaldte deres nye spillested efter det norske black metal-band. Ti år efter har Mayhem bl.a. fostret kritikersuccesen Slægt, og i 2018 udgav en række af nøglepersonerne opsamlingsbåndet ‘Korpsånd’, som fik international bevågenhed. 

På messageboards og ude i krogene IRL er der flere af dem, der har været med længere tid end Mayhem-folkene, der ikke bryder sig om deres scene. For dem er det hipsterblack, det er turister, der leger med koderne uden at have forstået dem ordentligt. 

Det er ikke bare musik
Der kan være noget om, at de ikke rigtig har været klar over, hvad det egentlig var, de havde at gøre med. Både Grifla de la Secta, der spillede på Vort Fatum, og Slægt har udgivet på selskabet Tour de Garde – lige som hovednavnet Akitsa, der var på scenen, da Antifa angreb. Tour de Garde har også udgivet NSBM. Bands og muligvis selskabet har opereret i gråzonen og ikke bekymret sig om, at det kunne få andre til at tro, at de så også var nazister. Alle ved jo, at Slægt ikke er nazister. 

Men når ens scene så begynder at få international bevågenhed, er det ikke længere alle, der er på fornavn med hinanden og ved, hvor man står. Og når man så udgiver plader på et selskab, der også udgiver nazister, risikerer man, at der kommer nazister til ens egne koncerter. 

Det kan sagtens være, at de involverede slet ikke var klar over, hvad de var ude i – hverken Slægt, Grifla de la Secta, Akitsa eller for den sags skyld Tour de Garde. Men det er der andre, der har været.

Lørdag aften mistede Mayhem sin uskyld. Ironisk nok forudsagde aftenens hovedperson, Hendrik Möbus, det selv, da han i 1997 blev interviewet i fængslet til Michael Moynihan & Didrik Søderlinds bog, ‘Lords of Chaos’: 

“If an artist really believes in the art he/she is creating and performing, then they must draw the conclusions and transform this art into action.”

Det ville ikke være svært at læse weekendens begivenheder på den måde: At den vold, der synes at være en iboende egenskab i black metal, vendte tilbage til scenen. Bare via udefrakommende kræfter. Uagtet Jesper Hviids udtalelse søndag aften:

“Vi accepterer ikke vold af nogen art, og vi booker ikke nazister,” skrev han og konkluderede: “Mayhem handler kun om musik."

Det viste det sig i weekenden, at det ikke kun gør. Man kan sagtens mene sig hævet over politik. Så er der bare chance for, at andre indtager det politiske tomrum, man lader stå åbent. Om de så gør det med heilen og flyers for NSBM-festivaler eller med vandalisme, peberspray og vold.