Uge 2: Ugens og årets udgivelser

Nytårsforsæt: vær mere nysgerrig og afsøg metal-undergrunden grundigere. Med de udgivelser, der er på vej i 2021, bliver der god tid til det.

Jorden har været endnu en gang rundt om solen, de gamle helte har udgivet plader, vi glemte i samme øjeblik, vi havde skrevet vores årslister færdig, ligesom vi glemte den dér plade, vi ellers fik os selv helt op at ringe over tilbage i foråret. Men hul nu også i alt det, og hul i, at vi heller ikke kommer til at stå på store udendørsfestivaler til sommer eller for den sags skyld til stadionkoncerter – åh jo, du bliver nok nødt til at nedjustere dine forventninger til endnu en Metallica-koncert i år. Det ville du på den anden side nok være nødt til alligevel.

Men hvad gør det, når man ser på alle de fede plader, der er på vej?

Velan, året begynder famlende. Der står to metalplader på udgivelsesplanen i denne uge, og den ene er allerede blevet udskudt to uger, fordi alt kan være lige meget, åbenbart: på Accepts plade nummer et-eller-andet kommer de til at spille heavy metal på en utroligt betryggende og nok også en lille smule kedelig måde, som man virkelig skal hade forandring for at elske. Tilbage i oktober udgav de en singleforløber, ‘The Undertaker’, som sikkert på en måde handler om ‘rona, fordi den har seriøst heavy linjer som “The Undertaker is a busy man / for he and Death go hand in hand”. Det lyder faktisk lidt som Wolf Devil.



Fra Canada kommer Fractal Generator med ‘Macrocosmos’, der umiddelbart virker lige så idéforladt som både bandnavn og albumtitel. De tre medlemmer har en serie tal i stedet for navne. De mener selv, at de spiller grindcore og eksperimental black metal, men det er bare, fordi de godt selv kan se, at det er pinligt at indrømme, at de spiller tech-death.



Det bliver lidt sjovere i næste uge, når Asphyx og det komplet ommøblerede Nervosa udgiver nye plader, og ugen efter igen skal Demon Head endnu en gang prøve at levere det større gennembrud, vi efterhånden har spået dem i nogle år nu. Og så kommer Tribulation med det, man næsten må formode bliver deres svanesang, efter frontmanden og hovedsangskriveren Jonathan Hultén forlod bandet i december.

">

Når vi kommer ind i februar, er der nyt fra Cult of Luna, der indenfor den noget stagnerede post-metal er lykkedes med at blive ved med at finde nye vinkler på genren, samt danske Daze of June og We Are Among Storms med hver deres markant forskellige idé om, hvad metallisk hardcore er for noget. Fremme i marts vender sludgeveteranerne Eyehategod tilbage efter syv år, hvilket trods alt kun er halvt så lang tid, som der gik mellem deres fjerde og femte plade.



I samme måned finder vi ud af, hvad de danske bands lavede sidste år, når nu de ikke kunne komme ud at spille: Baest skal på ‘Necro Sapiens’ vise, om de står distancen, eller om det er her, backlashet for alvor begynder. Gabestok kommer til at smadre igennem, mens Crocell har begået et todelt album i hver sin genre, som vi allerede har skrevet om.

Ellers har en række større og mellemstore navne proklameret, at de kommer med nye plader i 2021: Anthrax laver en ny plade, selvom folk kun gider høre ‘Among the Living’, Vio-Lence mener, at deres Bay Area thrash har relevans i dag, og det samme gør Exodus. Mere tvivlsomt er det, om det bliver i år, vi kommer til at se et album fra Kerry Kings nye band, og om det faktisk er Phil Anselmo, der synger i et Slayer uden Tom Araya. 

Kreator har en plade på vej, som næsten kun kan blive bedre end den foregående rædderlighed, men sikkert ikke er det alligevel, og udover at sætte sit navn på smagfulde rockmusiker-cum-lejemorder-bøger og blive ved med at insistere på, at han overhovedet ikke bærer nag til Dave Mustaine, fordi han engang smed ham ud af Megadeth, har Dave Ellefson brugt en del af året på at spille plekterbas på en ny Megadeth-plade, som vi er næsten lige så spændte på som den der Accept-plade.



King Diamond skulle have udgivet ‘The Institute’ sidste år men valgte at udskyde den i håb om en mere normal verden at udgive plader i. Når nu der alligevel var gået 13 år siden forgængeren, betyder et år til eller fra vel næppe heller det store. Judas Priest arbejder hurtigere og forsøger at holde dampen oppe fra ‘Firepower’, som hele verden var enige om at elske, vist nok mest fordi den ikke var decideret kedelig, og det ville være vildt fedt, hvis Judas Priest lige endnu en gang kunne genopfinde sig selv. Blandt dem, der blev store i 00’erne og begyndelsen af 10’erne, har Mastodon og Gojira nyt på vej, ligesom Ghost har det. Det har vi forskellige holdninger til på redaktionen, at de har.

Så svar helt ærligt nu: Lyder udsigterne på den anden side af marts helt vildt lovende? Nej, vel? Men rolig: vi skal nok gøre vores bedste for at grave noget vildere frem til dig også i år. Og vi lover at fortælle dig, hvorfor de store navnes nye plader er noget så aldeles undværlige.

Selv tak.